'Wow en snack': Kasper fandt kærligheden, mens han tissede på et festivalhegn

Fire kærestepar fortæller deres bedste kærlighedshistorier fra en af sommerens festivaler.

(Foto: Betina Garcia © (c) DR)

Årets metalbrag er i fuld sving ved Copenhell, og mens der headbanges til dødsmetal, og gæsterne får afløb for deres frustrationer ved at smadre biler med mukkerter, så er der som på alle andre festivaler også masser af kærlighed i luften.

Ifølge datingappen Happn, der har kigget på sidste års datingdata fra festivalerne, så er Copenhell faktisk det tredjebedste sted at finde en flirt. I appen kan man se de mennesker, der har krydset ens vej, og så kan brugerne ellers matche med hinanden.

Og bortset fra landets største festival i Roskilde og Northside i Aarhus, så er Copenhell den festival, hvor flest brugere matcher med hinanden.

Vi har jagtet kærlighedshistorier fra metalland, som du kan læse lige her.

Kasper fandt kærligheden, mens han pissede på et hegn

(Foto: Betina Garcia © (c) DR)

Det var en af de helt varme dage, hvor temperaturen ramte de 30 grader, og 29-årige Kasper Christensen var blevet fuld – enormt fuld.

På en bakke ved en af de store scener, hvor Kasper gik op og tissede op ad hegnet, fik han på øje på en meget flot pige.

- Åh, det var lidt en snack, der sad der, så jeg vendte tilbage og sagde hej, og det gør jeg ellers aldrig, fortæller Kasper.

Kasper satte sig ned ved siden af 'snacken' – 32-årige Pernille Egeblad Bernt. De hilste på hinanden, og så gik det stærkt.

- Så nåede vi jo nok ikke at snakke mere, før vi kyssede lidt, siger Pernille, der på grund af festlighederne ikke kan huske detaljerne.

- Jeg kan godt huske, at han var pæn, og at vi kyssede, men ikke så meget mere, for så gik vi fra hinanden derefter. Så kom hans bror løbende tilbage og sagde, at det godt kunne være, at Kasper ville snakke med mig igen. Så fik vi skrevet vores telefonnumre på armene med en stor, fed sprittusch, men Kasper fik skrevet det spejlvendt, så jeg ikke kunne se det.

Blodigt ansigt skræmte ikke Pernille væk

Efter et par timers varm festival var telefonnumrene svedt væk, og det er nærmest umuligt at finde hinanden igen, når der er tusindvis af festende gæster. Imod alle odds fandt parret dog hinanden, og de fandt sammen – selvom Kasper på det tidspunkt havde blod i hele ansigtet.

- Jeg var faldet over mine egne ben og havde banket hovedet ned i det der meget vilde grus, der er herude, og så fik jeg blod i hele ansigtet og var inde hos samaritterne, der rensede det. Så er det jo bare videre igen. Men så mødte jeg Pernille igen med det der blod i hele ansigtet, og så snaver vi bare en gang til 'Rival of Sons'.

- Men så bliver vi væk fra hinanden igen.

Selvom Kasper igen forsøgte at finde Pernille, så lykkedes det aldrig. Da han kom tilbage til Aarhus, hvor han boede, gik jagten på pigen fra festivalen ind. Pernille sad nemlig sammen med en, som Kasper kendte meget perifert, og flere led ude i vennekæden lykkedes det endelig Kasper at få fat på Pernilles nummer.

- Så skrev jeg til hende: Hold kæft, hvor var det dejligt at se dig, hvor er jeg ked af, at vi ikke fik set hinanden senere på aftenen.

Ikke lang tid efter gik Kasper og Pernille på date, og ikke mange dates senere var de to kærester, og i dag er Kasper flyttet fra Aarhus til København for at bo sammen med Pernille.

Anders indtog scenen og friede til kæresten

(Foto: Betina Garcia © (c) DR)

Da Anders Thygesen sidste år gik på scenen til Copenhell, var det ikke for at fyre den af på hverken guitar, bas eller trommer – han havde en helt anden mission.

- Jeg kan ikke huske en skid, jeg var så fucking nervøs, siger Anders.

Han havde sat sig for at fri til kæresten, Amanda Laura, og det skulle gøres med maner.

- Hvad så, Copenhell, hvordan har I det derude, råbte Anders ud i det store hvide festtelt, hvor lidt over hundrede mennesker kiggede på ham.

Pludselig hørte Amanda Laura, at det var hendes navn, der blev råbt på scenen.

- Først troede jeg, at det var en surprise til min fødselsdag, indtil det gik op for mig, at Anders var ved at fri. Anders siger, at jeg er det bedste, der er sket ham, og uanset hvor dum han er, så er jeg der altid for ham.

Skal giftes til metalbryllup

Anders glemte alt om at gå ned på knæ, da han stod og fumlede med æsken, hvor sølvringen med en sort sten lå i. Han kunne ikke få den åbnet.

"Gå ned på knæ, for helvede”, blev der råbt fra en ven, og efter lidt startproblemer, lykkedes det Anders at fri til Amanda Laura.

Hun sagde heldigvis ja.

- Jeg græd, han græd, og alle vores venner græd, mens alle ønskede os tillykke og folk klappede, siger Amanda Laura.

Nu sparer parret op til deres bryllup, der skal foregå 1. august næste år, hvor temaet også vil afspejle, hvem de er, og hvor meget de elsker metal.

Mikkel og Camilla kunne ikke høre hinanden for musikken – så var det lettere bare at kysse

(Foto: Betina Garcia © (c) DR)

31-årige Camilla Mai Petersen og 36-årige Mikkel Rymark Christensen blev sat sammen af en fælles ven på Copenhell i 2017. Vennen Magnus introducerede dem for hinanden, og så gik han ellers. Mikkel var efterladt med Camilla og hendes veninder. Heldigvis havde Mikkel en rygsæk med en stol med, og den blev brugt til at få Camilla i nettet.

- Den var god, for så kunne jeg stå op på den og bedre se koncerterne, mens han kunne holde mig i hånden, så jeg kunne holde balancen, siger Camilla.

- Første tænkte jeg, at han var meget galant. Men så fik jeg lidt sommerfugle i maven, siger Camilla.

Efter det holdte hun godt fast i hånden, for Mikkel var blevet lidt fuld.

- Og jeg holdt Camilla i hånden, fordi jeg gerne ville score hende, siger Mikkel.

- Ja, og jeg tænkte bare åh nej, han må ikke blive væk, siger Camilla.

Samlede Ikea-møbler på første date

Under festivalen havde Camilla halsbetændelse, så til sidst kunne hun ikke snakke, men det var held i uheld.

- Jeg skulle underholde ham på en eller anden måde, så vi endte med bare at kysse, for vi kunne ikke høre hinanden, og jeg kunne ikke snakke, så var det lettere bare at kysse.

- Og jeg var alt for fuld til at kunne forstå noget alligevel, så det var fint, smiler Mikkel.

Den fælles ven skrev til Camilla og spurgte, om ikke Mikkel kunne få hendes nummer, og heldigvis var svaret ja. Et par uger senere fik Camilla ny lejlighed, og Mikkel tilbød at hjælpe med indflytningen.

- Vi havde vores første date over et Ikea-møbel. Vi har været sammen lige siden og bor nu sammen i Roskilde, siger Camilla.

Peters Copenhell-billede skaffede ham ny kæreste

(Foto: Betina Garcia © (c) DR)

Camilla Aamand og Peter Rask mødte ikke hinanden på Copenhell, meeeen festivalen spillede alligevel en stor rolle i, hvordan parret fandt sammen, fortæller 22-årige Camilla Aamand.

- Jeg sad der og swipede på Tinder og så hans billede, som man kunne se var fra Copenhell. Han havde make up på langs halsen, og man kunne se hans tatovering. Jeg faldt for hans billede, fordi han var anderledes.

Peter havde valgt billedet, så man kunne se, at han var et 'metalhoved', som han siger.

- Jeg valgte det billede fra Copenhell, som var samme make up, som mit yndlingsband har på, for at man kunne se min tatovering på brystet. Og for det andet syntes jeg, at jeg så pisse godt ud. Det viste lidt om, hvem jeg var. Et metalhoved, der godt kan lide ordentlig musik. Og så kunne folk jo ligesom vælge mig fra på det, siger Peter.

Det er lidt over 2,5 år siden, at parret mødte hinanden, og de har været sammen i næsten to år.

Peter tog Camilla med på rock-cafeen i Aalborg på deres første date, så hun kunne se, hvad rock-miljøet var.

Nu er parret på deres første Copenhell sammen. Det er første gang for Camilla og anden gang for Peter.

- Mit andet yndlingsband er Slipknot, så derfor tog jeg min kæreste med på Copenhell, så hun kan opleve det. Jeg har flottet mig og købt et tenthouse, så hun ikke skal være så skide sippet med telt, siger Peter.

Facebook
Twitter