For første gang i 11 år: Tre kvinder topper verdens største hitliste

Billie Eilish, Doja Cat og Olivia Rodrigo dominerer både den amerikanske og danske albumhitliste.

Billie Eilish har toppet Billboards albumhitliste, siden hun udgav sit album 'Happier Than Ever'. Sammen med Doja Cat og Olivia Rodrigo sikrer de den første top tre bestående af kvindelige soloartister siden 2010. (Foto: Mike Blake © Ritzau Scanpix)

Det er 11 år siden, at tre kvindelige soloartister sidst lå i toppen af Billboards albumhitliste.

I denne uge skriver Billie Eilish, Doja Cat og Olivia Rodrigo derfor historie.

For Billie Eilishs nye album, 'Happier Than Ever', ligger på førstepladsen over de bedst sælgende album i USA for tredje uge i træk – og nu har Doja Cat kravlet sig op på andenpladsen med albummet 'Planet Her' efterfulgt af Olivia Rodrigos debutalbum 'Sour'.

- Det er jo fantastisk, at de ligger i top tre. Men jeg håber ikke, at der skal gå 11 år, før det sker igen, siger Anna Lidell, bestyrelsesforkvinde i DJBFA, der er brancheorganisationen for danske komponister og sangskrivere.

Sidste gang tre kvinder lå i toppen af den samme hitliste var nemlig i 2010, hvor de kvindelige soloartister Susan Boyle, Taylor Swift og Jackie Evancho dominerede top tre.

For Anna Lidell sender denne uges top tre-album – der også ligger i top fire herhjemme på den danske albumhitliste – et klart signal til de, især kvinder, der drømmer om en musikalsk karriere.

- Det har en kæmpe betydning i forhold til at se forskellige kvindelige rollemodeller. De tre artister er forskellige i deres musikalske udtryk og i deres personlighed, og det betyder meget for andre musikere at se, at det kan være muligt at komme på hitlisten med det. Det er ret vildt, at der ikke har været det de seneste par år, siger hun.

Lyt til 'Kiss Me More' med Doja Cat, mens du læser videre:

0:00

Billedet af en kvindelig popartist er blevet nuanceret

Selvom det kan virke som en tilfældighed, at det er lige nu, at de tre kvindelige soloartister ligger i top, ser Anna Lidell det som et udtryk for en strukturel ændring i musikbranchen.

Hun mener nemlig, at den igangværende debat om MeToo og kønsbalance i musikbranchen har gjort, at branchen har været nødt til at se sig selv i øjnene og reflektere over, hvordan kvindelige musikere bliver behandlet.

18-årige Olivia Rodrigo udgav tidligere på året sit anmelderroste album, 'Sour'. (Foto: David M. Benett © Getty Images)

Og måske kan Billie Eilish, Doja Cat og Olivia Rodrigo, som hver især hitter stort med sange som 'Bad Guy', 'Kiss Me More' og 'Drivers License', med deres top tre-placeringer åbne døren for andre kvindelige musikere.

- Tidligere har nogle kvinder måske tænkt, at hvis man skulle være en kendt kvindelig musiker, så skulle man gå på kompromis med sig selv. Men det snævre billede af, hvad det vil sige at være en kvindelig popartist er blevet bredt ud og nuanceret, mener Anna Lidell.

Her kan især Billie Eilish ses som en rollemodel og som et billede på forandringen i musikbranchen.

- Jeg kan mærke i musikbranchen, at der er et før og et efter Billie Eilish, i forhold til hvad man må musikalsk. Den ene dag udgiver hun en jazzsang, så udgiver hun et technonummer og så noget tredje. Så det her viser, at man sagtens kan komme op på hitlisten og samtidig eksperimentere og prøve nogle ting af, siger Anna Lidell.

Lyt til Billie Eilishs sang 'Happier Than Ever' fra albummet med samme navn:

0:00

Anmelderroste album

Det forekommer dog ikke underligt, at det er lige netop disse tre album, der topper Billboards hitliste. Alle tre album har nemlig ikke bare taget fans verden over med storm, men har også høstet roser hos musikanmelderne.

Da Olivia Rodrigo udgav 'Sour' tidligere på året – som i øvrigt er hendes debutalbum og indeholder hits som 'Good 4 U' og 'Deja Vu' – skrev musikmediet Pitchfork blandt andet, at albummet fortsætter sangerens triumf fra hitsangen 'Drivers License':

Mediet Variety udnævnte desuden den 18-årige Olivia Rodrigo som en stærk musiker med et succesfuldt album:

- Hvis hun er så stærk i sit første forsøg, hvor mægtig er hun så ikke, når hun er 30? Men hvorfor bekymre sig om, hvad der sker om flere år, når der er et album, der er så godt foran os lige nu?, skrev deres anmelder om sangeren.

Lige før Olivia Rodrigo på listen sniger Doja Cat sig ind med sit tredje album, 'Planet Her', hvor sange som 'Kiss Me More' og 'Need to Know' er at finde. Selvom det er sangerens tredje album, får hun også anerkendende nik med på vejen.

- Det er musik, der spiller på Doja Cats styrker. Hun kan ganske enkelt synge og rappe, skriver The Guardian.

Doja Cat indtager andenpladsen på Billboards albumhitliste med sit anmelderroste album 'Planet Her'. (Foto: Frazer Harrison © Getty Images)

Og så er der Billie Eilish, der har toppet hitlisterne, siden hun som 17-årig udgav sit debutalbum 'When We Fall Asleep, Where Do We Go?' i 2019. Forventningerne var høje til sangerens nyeste album, 'Happier Than Ever', der udkom for tre uger siden – og med tre uger på førstepladsen på Billboards hitliste må de siges at være blevet indfriet.

- På det måske mest ventede album i 2021 bruger Eilish sin afdæmpede, men stærke sangskrivning til at vise, hvordan berømmelse har sneget sig ind i alle aspekter af hendes liv, skrev The Guardians anmelder om sangerens albumudgivelse.

Køen til at rose sangeren er lang, og der er ikke tvivl om, at Billie Eilish markerer sig som én af tidens absolut største artister. Det fremhæver mediet NME:

- 'Happier Than Ever' etablerer Billie Eilish som en af sin generations mest signifikante popstjener. Og hun gør det uden at kopiere et eneste nummer fra debuten, som vendte hendes liv fuldstændig på hovedet, skriver anmelderen.

Herhjemme topper Billie Eilish også den danske albumhitliste, mens Benny Jamz, Gilli og Kesi feat. BOC ligger på andenpladsen med deres album 'Mere end musik'. Olivia Rodrigo indtager tredjepladsen efterfulgt af Doja Cat.

Facebook
Twitter