Søren Holm, der er forsanger i det danske band Liss, er død.
Det skriver det aarhusianske band på Instagram.
- Vores elskede Søren er tirsdag den 25. maj blevet taget fra os. Søren var det smukkeste, sjoveste, sødeste menneske, der altid passede på alle omkring ham. Vi er knuste og i chok. Sammen med Sørens familie beder vi om fred og ro til at sørge.
Der er indtil videre ikke kommet nærmere detaljer om dødsårsagen.
Under opslagene på de sociale medier strømmer det ind med kondolancer i kommentarfeltet.
Pladeselskabet Escho, der udgiver Liss' musik, udtrykker dyb sorg over Søren Holms død.
- Søren var i livet som det mest fantastiske, varme, sjove og kærlige menneske. Han betød alt for dem omkring ham. Vi er i dyb sorg, og det er ikke til at bære, at han ikke er her mere. Hans elskede væsen vil for altid være savnet, udtaler pladeselskabet Escho i en fælles, skriftlig kommentar til dr.dk.
International succes efterfulgt af pause
Alle bandmedlemmer kommer fra Aarhus eller omegn, og de har kendt hinanden i mange år.
Lyt til Liss' hit 'Leave Me On The Floor', mens du læser videre.
Mellem 2015 og 2016 fik Liss enorm succes, der blandt andet sendte dem på tunré i udlandet, fik verdensstjernen Pharrell Williams til at spille deres musik i radioen, og de fik store roser af diverse internationale musikmagasiner som Clash og The Fader.
Det skyldes især Søren Holms unikke vokal og bandets funky poplyd.
Men midt i succesen blev de nødt til at trække stikket og tage en pause. Presset var overvældende for de unge musikere, der dengang kun var mellem 19 og 20 år gamle, fortalte de sidste år til dr.dk.
- Hvis vi ikke havde holdt pause, så tror jeg, skibet ville være sunket på et tidspunkt, vi var for unge til at kunne håndtere presset. Men jeg tror helt klart, at vi står stærkere nu, og vi har lært at sige nej til ting. Det har givet os en ro til at perspektivere lidt over livet og prioritere og respektere hinanden, sagde Søren Holm tilbage i november 2020.
'En enestående stemme'
En, der også begræder tabet af forsangeren Søren Holm, er radioværten Jonas Gülstorff.
- Han havde en enestående stemme, som virkelig var noget helt særligt. Den var blød og fin og gemte på en helt unik inderlighed, som gjorde, at man øjeblikkeligt vidste, hvem man lyttede til, når hans stemme kom ud af højtalerne.
Ifølge Jonas Gülstorff gemte Søren Holm også på et stort talent, når det kom til at skrive sange. Det oplevede han på egen krop, da musikeren sammen med bandets guitarist, Vilhelm Strange, i efteråret gæstede programmet 'Sangskriver'.
Her skrev Jonas Gülstorff sammen med Søren Holm og Vilhelm Strange en sang til en af programmets lyttere.
- Ligesom mange af de andre gæster i mit program, var Søren nervøs over det at skulle komponere musik live i radioen. Men da vi først gik i gang, havde han den her legende og nysgerrige tilgang til processen, og vi endte med at skrive den smukkeste sang den dag, siger Jonas Gülstorff og tilføjer:
- Jeg er ikke helt sikker på, han selv vidste, hvor stort et musikalsk talent, han besad.
Selvom Jonas Gülstorff ikke kendte Søren Holm personligt, har hans møde med den unge musiker sidste efterår alligevel gjort indtryk.
- Jeg vil først og fremmest huske ham som ekstremt dygtigt og som et virkelig rart menneske. Det gør ondt på mig, han ikke er her mere.