Fra lapdance i helvede til sexet fængselsdans: 22-årig popstjerne er 'frygtløs på et niveau, man ikke har set før'

Lil Nas X chokerer, forarger og hitter stort. Men hvem er han egentlig?

(Foto: Rich Fury © Getty Images)

Han har før givet Satan selv en sveddryppende, hot lapdance. Nu danser han nøgen, omgivet af andre nøgne mænd, i et fængsel og giver en queer fuckfinger til stereotype macho-fængselsklicheer.

Vi taler selvfølgelig om rapperen, sangeren, sangskriveren og det sociale mediefænomen, 22-årige Lil Nas X, der i sin seneste musikvideo 'Industry Baby' ikke sparer på hverken lyserøde fængselsdragter eller mørke mandekroppe uden tøj på - selvfølgelig tilsat en elektrisk stol.

Ikke overraskende har videoen til 'Industry Baby' siden sin udgivelse i fredags sat ild i internettet med over 44 millioner visninger, kommentarer og mediedækning fra hele verden.

Hør 'Industry Baby (feat. Jack Harlow)', mens du læser videre:

0:00

Men bag den vilde video gemmer sig også et alvorligt budskab. Lil Nas X er gået ind i kampen mod ulighed i det amerikanske retssystem og har i samarbejde med en nonprofit-organisation stiftet sin egen fond, hvor han opfordrer folk til at donere penge, som går til organisationens arbejde for at gøre op med kautionssystemet i amerikanske fængsler og at betale kaution for indsatte med lav indkomst.

Ifølge flere medier blev der doneret knap 30.000 dollars (cirka 188.000 kroner) første dag, videoen havde premiere.

Det er ikke første gang, Lil Nas X skaber vild hype med en bevidst "provokerende" musikvideo.

Hans forrige 'Montero - Call Me By Your Name' foregik i et bibelsk univers med sex, kostumer og forbuden frugt, hvor han poledansede sig ned i helvede og iført høje hæle gav Satan en lapdance, så religiøse amerikanere fik altervinen galt i halsen.

Videoen er i skrivende stund blevet set næsten 308 millioner gange på fire måneder.

Lil Nas X konfronterer nogle af de fordomme og forudindtagede holdninger, der er på hiphop-scenen, hvor der stadig er lidt forstokkede ideer om, hvad man kan tillade sig som stjerne, siger musikjournalist hos Soundvenue Kristian Karl. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Og det er netop sådan en artist, verden har brug for lige nu, mener Soundvenues musikjournalist og anmelder, Kristian Karl.

- Lil Nas X er en ekstremt inspirerende kunstner, fordi han er frygtløs på et niveau, man ikke har set før i hverken en rapper eller i en sort popstjerne. Han er ikke typen, der prikker lidt til folk. Han angriber frontalt og formår at bruge nogle helt ekstremt kraftfulde metaforer og billeder til at vise sin seksuelle opvågnen, siger han.

Men hvem gemmer sig bag Lil Nas X, som pludselig opstod af ingenting i 2019? Tag med på en lille rejse gennem hans historie her.

Angst og selvmordstanker

Bag kunstnernavnet Lil Nas X gemmer sig Montero Lamar Hill, som for 22 år siden blev født i Lithia Springs, Georgia i USA i et hjem, hvor pengene var små.

Hans far var kirkesanger, hans mor stofmisbruger og kæmper i dag stadig med sin afhængighed. Forældrene blev skilt, da han var seks, og efter nogle år frem og tilbage valgte Lil Nas X at flytte permanent ind hos sin far og hans nye kone.

I et stort interview med Time Magazine fortæller han, at han var meget alene som teenager, og at det var hårdt for ham at erkende, at han var homoseksuel.

- Jeg bad og bad til, at det kun var en fase, at jeg var homo, har han også sagt i flere interviews.

Til gengæld levede han på sociale medier, hvor han kunne være kreativ, og hvor TikTok blev hans legeplads. Han elskede at lave memes og fik en forkærlighed for Twitter, hvor han kunne udtrykke sig frit.

Han var også hovedbagmanden bag en ret aggressiv Nicki Minaj Twitter-fanprofil - hvilket han dog hemmeligholdt, fordi han ikke ville afsløres som homoseksuel - hvor han virkelig forfinede sine Twitter-talenter.

Tidligere har Lil Nas X fortalt, at hans plan var at holde sin homoseksualitet hemmelig for altid. Han var bange for at springe ud af frygt for det had, han havde set andre blive mødt med, og frygtede, at hans karriere ville blive ødelagt. (© Getty Images)

Egentlig klarede han sig udmærket i skolen og fik hjælp af sin familie til at søge midler til at komme på college. Men efter et år valgte han - til stort chok for familien - at droppe ud for at forfølge sin helt store drøm om at lave musik. Og her fulgte en meget svær periode i hans liv.

I fire TikTok-videoer med titlen 'My story' fortæller han ærligt, at han var broke og depressiv og fik angst og selvmordstanker. Han flyttede ud til sin søster og sov på en madras på hendes gulv, indtil hun smed ham ud. Samtidig døde hans bedstemor, hans mor var igen droppet ud af et afvænningsforløb, og det gik ikke med kærligheden.

Hans liv føltes derfor en smule håbløst, da han en novemberdag i 2018 købte et beat fra den hollandske producer YoungKio for 30 dollars på nettet. Kort efter havde han skrevet country-rapnummeret 'Old Town Road' og vidste straks, at det kunne blive et potentielt hit.

Uden hverken musiklabel, penge eller PR-folk uploadede han selv 'Old Town Road' til musikstreamingstjenesten SoundCloud, YouTube og TikTok og lavede sjove videoer til sociale medier, hvor han jo kendte alt til de algoritmer, der kan få noget til at gå viralt.

Og det virkede.

Pludselig begyndte folk over hele verden at lave små dansevideoer iført cowboytøj til hans sang. Den gik amok på Spotify, og han lavede senere et remix af sangen med countrysanger-ikonet Billy Ray Cyrus, som selv havde henvendt sig til Lil Nas X på Twitter.

Og så skete noget, ingen kunne have forudset: En ukendt 20-årigs hit 'Old Town Road' lå pludselig på førstepladsen på Billboard-listen i hele 17 uger i træk og slog alle rekorder.

Sangen lå også på Billboards' Hot R&B/Hip-Hop Songs-liste og på Hot Country Songs-hitlisten - en liste, sangen blev smidt af, fordi den ikke var tilstrækkeligt country-agtig, hvilket fik hypen omkring ham til at stige til nye højder.

Iklædt et pink cowboy-outfit fra Versace vandt Lil Nas X de helt store priser til Grammy-showet i 2020. Med hittet 'Old Town Road (feat. Billy Ray Cyrus)' vandt han for 'Bedste musikvideo', 'Bedste popduo/gruppe' og 'Årets album'. (Foto: Steve Granitz © Getty Images)

Troede, han var et 'one hit wonder'

I 2019, 20 år gammel, gik Lil Nas X nu fra at eje intet til at eje alt. Han fik store kræfter bag sig som en pladekontrakt og en manager, og pengene væltede ind - men så udgav han et par singler, som klarede sig fint uden at blive deciderede hits. Og det tog Lil Nas X meget tungt.

- Jeg græd, jeg var vred på mig selv. Jeg følte nærmest, at jeg havde svigtet mig selv. Jeg græd som en sindssyg person, du ved, græd så meget at hovedet gjorde ondt. Det var sådan, det føltes, fortalte han til GQ Magazine og afslørede, at han bare havde lyst til at opgive det hele igen.

Og her kunne historien godt være stoppet. Faktisk havde mange afskrevet ham igen - inklusiv Soundvenues musikjournalist Kristian Karl:

- Jeg troede, han var ovre efter 'Old Town Road'. Det lød af et one hit wonder, en gakket cowboy-gimmick, og efter at hans næste sange ikke hittede, tænkte jeg, at det var så dét fra ham. Men så kom han tilbage med en eksplosion, der tog fusen på mig og mange andre.

Den eksplosion, han taler om, startede, da Lil Nas X i Pride-måneden i 2019 tog mod til sig og åbent fortalte på Twitter - og i sin sang 'c7osure' - at han er homoseksuel.

- Det lyder lidt mærkeligt at sige i dag, at det er kontroversielt at være en homoseksuel rapper, men det er det, og det er en kamp, der skal tages, forklarer Kristian Karl.

Chokbølger gennem USA

Og den kamp tog Lil Nas X i den grad på sig med et helt imageskift. Først på de røde løbere, og så i sin nye sang - og ikke mindst musikvideo - til 'Montero (Call Me By Your Name)'. Titlen er hans fornavn Montero samt en reference til coming of age-filmen 'Call Me By Your Name' med en homoseksuel kærlighedshistorie.

Og her taler vi altså ikke en lille, forsigtig snigen ud af skabet, men et sandt queer-aktivistisk bombardement, hvor Lil Nas X smadrede skabsdøren med en regnbuefarvet økse og sendte chokbølger gennem den kristne fløj i USA med en musikvideo fyldt med homoseksualitet og religiøse referencer.

Her ses Lil Nas X på scenen til BET Awards 27. juni 2021 i Los Angeles. Showet vakte en del opsigt, da han, iført et egyptisk kostume, kyssede en anden mand på scenen. (Foto: Bennett Raglin © Getty Images)

- Musik er den måde, jeg kæmper for frigørelse på. Det er min måde at gøre modstand på, som han skriver på sin nye fonds hjemmeside.

Han føler også, det er hans pligt at være åben omkring sin seksualitet.

- Offentlige personer, der springer ud, vil altid hjælpe andre, som kæmper med det samme.

- Det var lettere for mig i min position (at springe ud). Men for en lille dreng ti mil herfra kommer det bare ikke til at gå så godt, har han udtalt i et interview.

Og hans eksplicitte homoseksualitet i både 'Montero' og 'Industry Baby'- videoerne har også vakt opsigt herhjemme, fortæller kommunikationskonsulent i LGBT+ Danmark, Jakob Steensen Nielsen.

- Jeg kan ikke huske, vi tidligere har set en mainstreamvideo med homoseksualitet på en så markant måde, siger han.

Jakob Steensen Nielsen mener, at alle de forargede reaktioner på Lil Nas X's video(er) er bevis på, at der stadig er kampe at tage.

- Sex og seksuelt indhold er altdominerende i vores populærkultur, men når tilsvarende indhold bliver vist med mænd - i stedet for mænd og kvinder - er det pludselig provokerende og chokerende. Det er urimeligt og tegn på et diskriminerende tankesæt.

Lil Nas X har udtalt, at han vil bryde grænserne for køn og mode og dukkede op på den røde løber til BET Awards 2021 iført en stor gallakjole med bart bryst. (Foto: Amy Sussman © Getty Images)

Selvom det hagler ned med kritik, og Lil Nas X selv fortæller, at han modtager dødstrusler og beskeder, hvor folk skriver, de håber, han dør af AIDS, får det ham ikke til at stoppe.

Og det kræver mod, siger LGBT+ Danmarks kommunikationskonsulent, Jakob Steensen Nielsen.

- Han tager jo kampen op, og det er noget, de færreste tør gøre i deres eget liv. Nogle gange er det bare nemmere ikke at holde i hånden, siger han.

I stedet vælger han at udstille sine kritikere på især Twitter og fortælle verden om den homofobi, han oplever. Og her er han langt foran mange andre kunstnere, siger musikjournalist Kristian Karl fra Soundvenue.

- Han er barn af internettet, en virtuos skaber og debattør, som har formået at afvæbne de her negative reaktioner og udskamme dem. Han er nærmest en sort satanisk queer-Batman, som tager skurke ned, siger han og fortsætter:

- Det er en vigtig del af hans persona eller strategi, at han er en fantastisk troll på nettet. Han forstår hele internet-PR-delen i at være en popstjerne.

'Vi ser ikke sorte mænd eksplicit vise følelser'

Det er Mica Oh enig i. Hun er konsulent for virksomheder i antiracisme, inklusion og mangfoldighed og har lige stiftet Danmarks Intersektionelle Højskole, hvor der undervises normkritisk, og hun har fulgt med i Lil Nas X's store gennembrud.

Ligesom Lil Nas X er Mica Oh sprunget ud for nyligt. Hun offentliggjorde det på en scene til Pride i 2020. (Foto: PRIVATFOTO)

Mica Oh synes, at han er suveræn til at udnytte sin platform til at få sine budskaber frem på sin helt egen måde.

- Jeg synes, Lil Nas X viser os alt det, som vi ikke har gjort godt nok, og som vi skal gøre bedre. Han har formået at sætte et univers op, som i dag burde være normaliseret, siger hun.

Hvad tænker du på?

- Det burde være normaliseret, at vi ser mænd kysse, være kærlige, ærlige og følsomme over for hinanden. Oveni får vi så et dilemma ind, der hedder hudfarve. Vi ser ikke sorte mænd eksplicit vise følelser. Og hvis der er noget, Lil Nas X gør, er det at vise det hele på én gang.

Mica Oh har selv oplevet at modtage dødstrusler i forbindelse med sine antiracistiske foredrag og publiceringer og ved, hvad det kræver at benytte friheden til at ytre sig.

- Lil Nas X ved, han er nødt til at være modig, som han aldrig har været modig før. Men hvad har han af andre muligheder? Enten gør man det, eller også visner man og dør. Han er det unge menneske, jeg ønsker, at alle andre unge ser op til.

Og hvis det står til Lil Nas X selv, er han kun lige begyndt at blande sig i politiske debatter.

- Jeg vil bestemt være mere involveret af den simple årsag, at jeg nu har en platform og en indflydelse på, hvad andre mennesker ser og hører og tænker om alt, hvad der sker, sagde han i et interview i starten af året.

- Så selvom det helt sikkert kan være nedslående, er der samtaler, vi bare er nødt til at tage, hvis du forstår, slog han fast.

Lil Nas X har for nylig annonceret, at hans debutalbum 'Montero' er på vej - selvfølgelig med en Marvel-inspireret, dramatisk trailer. Den præcise dato kendes endnu ikke.

Facebook
Twitter