Fra mormors kolonihavehus til gajoler i gondoler: Husker du disse 5 ikoniske bodegahits?

Du kender dem måske bedst fra byture på bodegaer, men hvad er det egentlig, de gamle danske klassikere kan?

Sangen 'Himmelhunden' fra 1984 er en af de mest kendte klassikere inden for dansktop og er med over seks millioner afspilninger på Spotify stadig et hit. (Foto: (Illustration) Nicolai Bruun © DR)

Det er nok næppe de gamle danske klassikere, der slås med Kidd og Kanye om pladser på din top 50 på Spotify.

Alligevel har du nok haft et eller flere festlige øjeblikke til lyden af alt fra Birthe Kjær til Kandis.

I hvert fald hvis du indimellem går i byen på landets brune bodegaer. Her er det nemlig typisk de gamle danske hits - eller dansktop - der brager ud af jukeboksen.

Og i øjeblikket hiver dokumentaren om dansktopbandet Kandis og deres fans, 'Kandis for livet', masser i biografen efter at have scoret ros og pæne ord fra landets anmelderstand.

Med andre ord er det langt fra kun dine bedsteforældre, der har et forhold til den danske sangskat. Og man kan næsten fristes til at sige, at dansktoppen stadig har kronede dage.

Men musikken kan meget mere end bare at give den helt rette stemning på de brune beværtninger, hvis man spørger 31-årige Amalie Leth Andersen. Hun er sanger i duoen Thomas & Amalie, som optræder med coverversioner af gamle danske hits på bodegaer, barer og til bryllupper.

- Musikken skaber et fællesskab og en følelse af, at vi er sammen om det her. Alle kender de her hits.

Selvom mange af klassikerne efterhånden har en del år på bagen, er det stadig noget, som langt de fleste generationer både har hørt og har en holdning til. Det er i hvert fald Amalie Leth Andersens oplevelse: Musikken samler os på tværs af generationer.

- De historiske hits kan skabe den brede fællesskabsfølelse, fordi det er en del af vores kultur. Jeg mærker selv, når jeg er ude at spille, at de gamle hits både samler de ældre og de unge. Man kan vække de 80-årige nede på bodegaen til sang og dans, men lige så meget de unge.

Et godt bodeganummer skal ifølge Amalie Leth Andersen have den gode fortælling og noget "svung". Og så skader det ikke, at det er let at synge med på, understreger hun.

Herunder er Amalie Leth Andersens bud på fem ultimative danske klassikere, der kan sætte fut i fejemøget på ethvert værtshus.

Syng med og stem på din favorit nederst i artiklen.

1

Teddy Edelmann: 'Himmelhunden' (1984)

Teddy Edelmann blev født på Vesterbro i København i 1941. Han startede sin musikalske karriere i 1950'erne under navnet Rock Teddy. Han døde i 2018 og blev 76 år gammel. (Foto: Mads Winther © Ritzau Scanpix)

Nu er det ikke for at sætte en kile i din danskhed, men oprindeligt er sangen 'Himmelhunden' faktisk et svensk nummer af Hasse Andersson. Sangen hedder på svensk 'Änglahund' og er skrevet i 1982.

Teddy Edelmann udgav den danske version i 1984, og det må siges at være hans største hit.

Men selvom 'Himmelhunden' stammer fra Sverige, har den altså fået sit helt eget danske liv.

- Den bliver tit ønsket, og vi har den altid med, når vi er ude at spille, fortæller Amalie Leth Andersen og fortsætter:

- Sangen handler om en mand på en markedsplads, som har et spørgsmål, der bliver gjort til noget stort, selvom det egentligt er ret småt. Det er en sød historie, som er relaterbar. Og så er det også bare sang, som minder en om livet.

Hør sangen her:

0:00
2

John Mogensen: 'Så længe jeg lever' (1973)

John Mogensen blev født i København 5. maj 1928. Han var blandt andet medlem af gruppen Four Jacks', men slog igennem som soloartist med hittet 'Der er noget galt i Danmark' i 1971. Han døde bare 48 år gammel seks år senere. (Foto: Børge Walther © Ritzau Scanpix)

Sangen 'Så længe jeg lever' er blevet synonym med manden bag. Sangen blev udgivet på albummet 'John' i 1973.

- Det her nummer har den gode fortælling efter min mening. Det handler om en ulykkelig kærlighed mellem en mand og en kvinde. For hun har nok også kærlighed til mange andre. Den er både relaterbar, nede på jorden, og så bliver der ikke lagt fingre mellem, siger Amalie Leth Andersen om John Mogensens klassiker.

John Mogensens liv er blevet skildret i filmen, der bærer samme navn som sangen, i 2018. 'Så længe jeg lever' er også blevet en del af af den danske kulturkanon. Her er den listet som en af 12 udvalgte evergreens.

Hør sangen her:

0:00
3

Lone Kellermann: 'Se Venedig og dø' (1978)

Lone Kellermann blev født 20. marts 1943. Hun var oprindeligt uddannet barneplejerske og fritidspædagog, men endte altså med at gøre karriere som musiker og revyskuespiller. Hun døde 62 år gammel i 2005. (Foto: Svend Aage Mortensen © Ritzau Scanpix)

Måske kender du allerede 'Se Venedig og dø' med den karakteristiske kvindevokal, der synger om at blive "taget kærligt på gajolerne" i Venedigs gondoler.

Men oprindeligt var nummeret faktisk tiltænkt Gasolin' og skulle være en del af Dansk Melodi Grand Prix. Men Kim Larsen gav sangen videre til Lone Kellermann, og den blev hendes gennembrudshit. Kim Larsen forlod dog ikke helt Venedig, da han stadig er med som korsanger sammen med blandt andre Dirch Passer.

- Der er bare god power i den sang. Der er noget støvle og nogle store armbevægelser, forklarer Amalie Leth Andersen.

Sangen, der handler om en tur til Venedig, er både en hyggelig og lidt fræk sang om en ferieflirt sydpå, mener Amalie Leth Andersen.

- Sangen bruger så meget billedsprog. Man bliver virkelig taget igennem den her fortælling vers for vers, så man selv oplever, det hun har lavet på den ferie.

Hør sangen her:

0:00
4

Eva Madsen: 'Mormors kolonihavehus' (1983)

Her ses trioen bag 'Mormors kolonihavehus'. Sangen har været at finde i 'Højskolesangbogen', men den måtte vige pladsen, da der kom en ny udgave af bogen i 2020. (Foto: Kurt Nielsen © Ritzau Scanpix)

De fleste af os tænker nok på 'Mormors kolonihavehus' som en hyggelig og sommerferie-agtig klassiker. Men det er ikke hele sandheden om sangen fra 1983.

- Det var jo en protestsang, som var pakket ind i noget så yndigt som et kolonihavehus og et liv i sus og dus, fortæller Amalie Leth Andersen.

Du læste rigtigt.

'Mormors kolonihavehus' var faktisk skrevet som en protestsang i 1978 af skuespiller og instruktør Erik Clausen og kunstner og skuespiller Leif Sylvester Petersen.

Den er sunget af Eva Madsen, og sangen blev hendes gennembrudshit.

Den var en protest mod det almene boligbyggeri Urbanplanen, der ville betyde nedrydning af flere hundrede kolonihaver på Amager.

- I den her sang mødes generationer i mormors kolonihave. Det er kultur fra en svunden tid, som jeg tror, mange synes er meget charmende, og noget, man forbinder med sine forældre. Især den måde, som ordene lidt fornemt udtales på.

Når 'Thomas & Amalie' fremfører hittet live, forsøger Amalie Leth Andersen selv at beholde den fornemme udtale.

- Det er så stor del af sangen, at jeg ikke kan lade være, fortæller hun.

Hør sangen her:

0:00
5

Otto Brandenburg: 'Susanne, Birgitte og Hanne' (1960)

Otto Brandenburg var en kendt skuespiller og sanger. Han blev født i 1934 og debuterede i musikgruppen Four Jacks. Han døde i 2007. (Foto: POUL PETERSEN © Ritzau Scanpix)

Måske kender du den bedre som 'Alle sømænd er glade for piger', men Otto Brandenburgs klassiske hit hedder faktisk 'Susanne, Birgitte og Hanne'.

Den er oprindeligt skrevet til den danske filmklassiker 'Sømænd i knibe' - i en scene fra et sovekammer, hvor sømændende synger om deres kærlighed til lige så mange kvinder, som der er havne i Danmark.

Musik om sømænd og bølgen blå er lidt en bodegating, mener Amalie Leth Andersen.

- Det er overraskende mange bodegasange, der handler om sømænd, som er rejst ud. Førhen var det en stor del af vores samfund, og mange levede af at sejle.

- Mange af sangene handler især om at have en pige i hver havn. Pigerne troede måske, at de var sømandens eneste ene, men så var der mange flere. Men i den her sang er det sagt på en humoristisk måde.

Hør sangen her:

0:00
FacebookTwitter