Gak, genial eller bare Gaga? Derfor er hitsangerinden meget mere end bare en popstjerne

Albumaktuelle Lady Gaga kan mere end at lave pophits. Vi dykker ned i de mange sider af Mother Monster.

Lady Gaga er aktuel med sit sjette album i rækken. (Foto: Ritzau Scanpix / Unsplash © Grafik: Christian Ellegaard)
Lady Gaga er aktuel med sit sjette album i rækken. (Foto: Ritzau Scanpix / Unsplash © Grafik: Christian Ellegaard)

Hvis du nogensinde har stået i en legetøjsbutik og kigget på hylden med Barbie-dukker, så ved du, at Barbie er en kvinde med mange facetter.

Der er Prinsesse-Barbie, Dyrlæge-Barbie, Advokat-Barbie, Astronaut-Barbie - ja, selv Præsident-Barbie.

Sådan er det også med Lady Gaga.

Gennem sine mere end tolv år i rampelyset har den populære popkamæleon gang på gang formået at genopfinde sig selv og sin kunst og har heller ikke været bange for at smide den polerede popfacade for en stund og kaste sig ind i den politiske debat.

I anledning af Gagas længe ventede sjette album, 'Chromatica', der lige er udkommet, kaster vi et blik på nogle af de mange udgaver af sangeren, skuespilleren og ikonet Lady Gaga, vi gennem årene har kunnet rive ned fra popkulturens legetøjshylde.

Hør Gagas og Ariana Grandes duet, 'Rain On Me', fra det nye album, mens du læser videre:

0:00

Mode-ikon

Et af Gagas mest omdiskuterede tøjvalg må siges at være den famøse kødkjole, hun mødte op i ved MTV Video Music Awards i 2010. Kjolen var sammensat af 15 kilo fersk okseflanksteak, og magasinet Time udråbte efterfølgende kjolen som årets største "fashion statement". Efter showet blev kjolen frosset ned og er siden blevet kemisk konserveret. I dag er kjolen udstillet på et museum i USA. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Man kan ikke sige Lady Gaga uden at sige mode.

For udover hendes fængende popmelodier har Lady Gagas outrerede outfits og sans for mode - eller mangel på samme, vil kritikere måske mene - i den grad også været med til at sætte hende på landkortet.

Hvem husker ikke den famøse kødkjole, eller dengang Gaga lod sig interviewe prydet fra top til tå med bamser af Muppet-frøen Kermit?

Lady Gaga mødte i 2009 op til et interview med tyske RTL iført en kjole lavet af massevis af Kermit-dukker. (Foto: Screenshot fra RTL)

Gennem årene er Gaga blevet udråbt som et

decideret
stil-ikon, og musikmediet Billboard har tidligere dedikeret en artikel til sangerindens 120 mest vilde og vanvittige outfits. Gaga har også selv indtaget catwalken som model for modegiganter som Marc Jacobs og Thierry Mugler.

- Mode er blevet stor en del af Gagas persona, og hun har virkelig formået at koble sin musik og kærlighed for mode sammen på helt genial vis, mener Kristian Hindø-Lings, der er journalist i musikprogrammet 'Frekvens' på Radio Loud og selverklæret "kæmpefan" af Gaga.

Hans personlige yndlings-modeøjeblikke tæller blandt andet den berømte kødkjole og musikvideoen til nummeret 'Applause', hvor Gaga bærer en bustier af designeren Martin Margiela.

Selv har sangerinden udtalt, at hendes stil er "i konstant forandring".

- Jeg har lyst at klæde mig på en ny måde hver dag. Jeg gik igennem en periode i mit liv, hvor mode og stil var som at skifte ham for mig. Hvis jeg ikke følte mig i kontrol, så ville jeg farve mit hår den dag eller tage en paryk på (...) Min stil ville være fuldstændig anderledes, fordi jeg havde lyst til at føle mig som et andet menneske, fortalte Lady Gaga i 2019 til mediet DuJour og tilføjede:

- Jeg kan lide at genopfinde mig selv. Det er interessant for mig. Det udfordrer mig.

Politisk aktivist og LGBT-forkæmper

Lady Gaga ses her ved en politisk samling i Portland, Maine i USA i 2010. Her holdt hun en brandtale, hvor hun opfordrede det amerikanske senat til at ophæve den såkaldte "Don't ask, don't tell"-politik, der i mange år havde afholdt LGBT+-personer fra at kunne tjene i militæret som åbent homoseksuelle. Samtidig foreslog hun sin egen regel med titlen: 'If you don't like it, go home'. - Hvis du ikke er hæderlig nok til at kæmpe uden fordomme, så tag hjem, råbte Gaga fra talerstolen. "Don't ask, don't tell"-reglen er siden blevet afskaffet.  (Foto: Joel Page © Scanpix)

Gennem hele sin karriere har Lady Gaga været aktiv i den politiske debat og har i årenes løb blandet sig i alt fra det amerikanske præsidentvalg, landets immigrations- og indvandringspolitik til debatten om mental sundhed og mobning blandt amerikanske unge.

Der er dog én sag, der står Gagas hjerte særligt nær: LGBT+-rettigheder – altså rettigheder for kønsminoriteter og seksuelle minoriteter. Store dele af sangerindens fanbase definerer sig som en del af LGBT+-miljøet, og Lady Gaga selv har tidligere meldt ud, at hun er biseksuel.

Gaga har flere gange brugt sin stemme til at sætte fokus de manglende LGBT+-rettigheder i USA, ligesom sangerinden også tidligere har rettet kritik af forholdene for LGBT+-personer i lande som Rusland, Litauen, Polen og Libanon.

Sidste år roste en tårevædet Lady Gaga LGBT+-miljøet for at være "definitionen af mod".

- Dette miljø har kæmpet og fortsætter med at kæmpe en kamp for accept, en kamp for tolerance og (viser) den mest ustoppelige tapperhed. (…) Ægte kærlighed er, når man vil tage en kugle for nogen, og jeg vil tage en kugle for jer til hver en tid, lød det fra Gaga i en tale i forbindelse med markeringen af Stonewall-optøjerne i USA i 1969.

Ifølge Kristian Hindø-Lings har det politiske altid fyldt meget i Gagas univers.

- Gaga har altid haft en tone af aktivisme i sin musik og har ikke været bange for at sige sin mening i interviews. På en måde har hun været forud for sin tid. Hun var politisk aktivist, før det blev "smart" at være det, siger han og roser samtidig hendes fokus på LGBT+-miljøet.

- Med sin musik har hun formået at skabe et rum for os, der måske ikke passer ind i de gængse rammer, hvor vi har haft mulighed for og frihed til at være os selv, siger Hindø-Lings.

Gaga har tidligere udtalt, at mens hun vil elske, hvis hun blev husket for sin musik og kunst, så vil hun allerhelst huskes for noget helt andet.

- Jeg tror, jeg ville foretrække at blive husket for, at jeg var modig og ikke bange for at sige min mening. Jeg tror ikke, Gud gav mig den her stemme, så jeg kunne blive kendt. Jeg tror, han gav mig mine evner, stemme og musik som et middel til at ændre verden - og det er dét, jeg virkelig gerne vil, sagde hun i 2019 til DuJour.

Jazz-sangerinde

I 2015 vandt Tony Bennett og Lady Gaga en Grammy i kategorien 'Best Traditional Pop Vocal Album' for jazzpladen 'Cheek To Cheek'. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

Lady Gaga er i manges øjne og ører kendt for sine hårdtslående og ofte bastunge popsange, og derfor udløste det da også løftede øjenbryn, da sangerinden i 2014 annoncerede projektet 'Cheek to Cheek'; en jazzplade lavet i samarbejde med den

verdensberømte
jazz-sanger Tony Bennett.

Gaga havde hørt jazz, siden hun var barn, og inden sit store gennembrud havde hun selv optrådt med jazz-sange rundt omkring på små spillesteder i hjembyen New York, så 'Cheek to Cheek' var en livslang drøm, der gik i opfyldelse – også selvom nogle studsede over hendes pludselige genreskifte.

- Mine fans tænkte: "Vent, hvorfor synger hun jazz? Hvad foregår der?". Og så tænkte de: "Ah, fordi hun kan. Fordi hun elsker det", lød det fra Lady Gaga i 2016 til The New York Times.

'Cheek to Cheek' bestod af coverversioner af kendte jazz-klassikere. Hør Gaga og Bennett fremføre titelnummeret her:

0:00

Selvom jazzpladen ikke blev lige så stor en kommerciel succes som Gagas tidligere udgivelser, så nåede den alligevel blandt andet en niendeplads på den danske albumhitliste.

I 2018 fortsatte Gaga sine jazz-eskapader, da hun lancerede koncertrækken 'Jazz & Piano' som en del af sit igangværende residency i spillebyen Las Vegas, og der er ingen tvivl om, at sangerindens hjerte fortsat banker ekstra hårdt for den traditionsrige genre.

- Jazz, en musikform opfundet af det afroamerikanske miljø, er i mine øjne den største kunstform, der nogensinde er blevet skabt i dette land (USA), sagde hun i 2016.

Skuespiller

Lady Gaga fik sit store gennembrud som skuespiller i filmen 'A Star Is Born', hvor hun spiller overfor Bradley Cooper, der i øvrigt også har instrueret filmen. (Foto: Warner Bros. Entertainment Inc.)

Det kan godt være, at Gaga efterhånden har et hav af musikpriser stående hjemme på kaminhylden, men i 2019 kunne hun tilføje et nyt medlem til trofæsamlingen: En Oscar.

Året forinden cementerede Gaga med sin rolle som tjeneren Ally i biografsuccesen 'A Star Is Born' sig for alvor som et skuespiltalent. Filmen sikrede hende i alt tre Oscar-nomineringer, og det blev altså også til én statuette - dog i den for Gaga mere hjemmevendte kategori 'Bedste sang' for hittet 'Shallow'.

Hør 'Shallow her':

0:00

Det piller dog ikke ved, at også Gagas skuespiltalent har fået mange roser med på vejen. Også fra DR's filmanmelder Per Juul Carlsen, der kaldte sangerindens skuespil i filmen "forbavsende godt".

Den Oscar-nominerede film var dog ikke Gagas første møde med skuespilfaget. Udover at have spillet forskellige roller i sine egne musikvideoer har sangerinden blandt andet også medvirket i serier som 'The Sopranos' og 'American Horror Story'.

Gaga har udtalt, at hendes store drøm er at medvirke i en film instrueret af filmkongen Woody Allen, og at hun også håber at få lov til at spille teater på Broadway en dag. Ifølge mediet Deadline bliver Gagas næste rolle på det store lærred dog i en kommende film om mordet på Maurizio Gucci, barnebarn til modekongen Guccio Gucci.

... og selvfølgelig popstjerne

Fredag udkom Lady Gagas sjette studiealbum 'Chromatica'. Pladen skulle egentlig have været udgivet i april, men udgivelsen blev udskudt grundet coronakrisen. (Foto: Presse)

Nok har frøken Gaga vist talrige sider af sig selv gennem årene, men det er fortsat hendes musik og popstjernestatus, hun er allermest kendt for. Det store gennembrud kom i 2009 med hittet 'Just Dance', og siden har sangerinden spyttet den ene popbasker efter den anden ud i æteren.

I en periode har Gaga dog bevæget sig længere og længere væk fra sit popunivers - blandt andet med det eksperimenterende 'Artpop' fra 2013, jazz-pladen og country-afstikkeren 'Joanne' fra 2016 - men i følge flere meningsdannere er Gaga nu vendt tilbage til sine poprødder.

Hør førstesinglen fra det nye album, 'Stupid Love', her:

0:00

Hos USA Today kalder man førstesinglen 'Stupid Love' for en "herlig tilbagevenden til popmusikken, som hendes små monstre (fans) har ventet på" og hos det amerikanske musiksite MuMuuse er man af samme overbevisning.

- Lady Gaga vender tilbage til sine rødder - ikke så meget, når det kommer til hendes hår, men lydmæssigt lyder det kækt.

Den selverklærede Gaga-fan Kristian Hindø-Lings er enig i, at popstjernen langt hen ad vejen er vendt hjem til poppens univers.

- De sange, vi hører nu, er helt sikkert mere i samme poppede stil, som vi hørte på album som 'Born This Way' og 'Artpop', men med et ekstra lag af en mekanisk, robot-agtig-2020-vibe. Det er poppet, men mange af dem, der elskede 'Pokerface', vil nok stadig ikke bryde sig om de her nye sange, siger han, og påpeger, at det netop særligt er Gagas evne og vilje til at stikke ud fra mængden, der i hans øjne gør hende til noget særligt.

- Lytter du til hendes musik bagudrettet, så lyder ingen af hendes plader ens. Tag et hit som 'Just Dance' og nummeret 'Swein' fra 'Artpop'. Der er en kæmpe forskel på de to, og du ville aldrig gætte, det var den samme artist, der stod bag. Det er i mine øjne Gagas helt store kvalitet, siger Kristian Hindø-Lings.

En musikalsk kæmeleon eller ej, så er Lady Gaga altså for en stund tilbage til sine poprødder. Hvad den næste dukke på hylden fra sangerindens popfabrik så bliver, det kan kun guderne - og Gaga - vide.

Facebook
Twitter