George Michael hyldes i ny film - tre år efter sin død: 'Han blev definerende for mænds seksualitet'

George Michael er stadig relevant. Og det er der god grund til, mener ekspert.

Træerne har for længst smidt de gyldne kroner, lyskæder og julepynt trækker godt og grundigt på månedens elregning, og 'Last Christmas' med Wham ligger som sædvanlig lunt i svinget på de globale hitlister.

Kalenderen siger den 26. december 2016.

Tømmermændene fra julens madudskejelser har knapt nok lagt sig, da de første telegrammer tikker ind hos de dårligt besatte nyhedsredaktioner rundt omkring i verden.

Popikonet George Michael er fundet død i sit hus udenfor London den 25. december.

Nyheden rydder hurtigt forsiderne på tværs af nyhedsoutlets i både ind- og udland. For George Michaels tidlige død kommer bag på mange.

Han døde kun 53 år gammel.

Radiovært på P7 Mix Sandie Westh husker tydeligt den dag i december, hvor hun hørte nyheden for første gang.

- Vi var virkelig påvirkede på redaktionen. Prince var jo lige død, og så kan jeg bare huske, at George Michaels død kom som en kæmpe hammer i hovedet. Jeg tænkte, at 2016 bare skulle slutte. Han døde alt for tidligt, og det var helt forfærdeligt.

Og det virkede da også en anelse tragikomisk, at George Michael døde lige midt i julen.

For siden 80'erne har George Michael og jul jo nærmest gået hånd i hånd.

Whams megajulehit 'Last Christmas' er stadig det andet mest streamede julehit i verden, og det var det også i 2016 i dagene op til George Michaels død.

Og selvom George Michael ikke er her længere, bliver der sandsynligvis igen i år skruet op for den udødelige juleklassisker.

Få genopfrisket 'Last Christmas' med Wham her:

For nu har sangen også fået sin helt egen stjernebesatte julefilm.

Den nye film 'Last Christmas', der netop har haft premiere herhjemme, er nemlig baseret på Wham-hitsangen fra 1984. Filmen har både Emilia Clarke fra 'Game of Thrones' og danske Peter Mygind på rollelisten.

Den nye julefilm er desuden ledsaget af en række hits fra både Wham-perioden og George Michaels solokarriere, herunder et spritnyt nummer med titlen 'This Is How' (We Want You To Get High), som du kan læse mere om her.

Er du nysgerrig efter at høre den nye George Michael-sang? Lyt til den her:

Og ifølge Sandie Westh er det selvfølgelig ikke tilfældigt, at filmen kommer netop nu.

- Der er et stort publikum til filmen, og de har timet det godt, fordi Wham jo har lavet en af de største julesange nogensinde. Der er snart gået tre år, og mange savner George Michael meget. Så filmen er jo en hyldest til George Michael, siger Sandie Westh.

Men hvordan har George Michael formået at være relevant igennem så mange år - også efter sin død?

Det får du svaret på, når vi udfolder historien om megastjernen, der med sine følelsesladede vokaler, storslåede ballader og festlige popsange tog verden med storm og banede vejen for en hel generation af homoseksuelle.

En af verdens største popstjerner

George Michael har i sin karriere både som soloartist og i sine Wham-dage haft en perlerække af hits særligt op gennem 80'erne og 90'erne. Og det mener Sandie Westh er vigtigt at huske, når hans imponerende hitkatalog til tider kan ende i skyggen af sangen 'Last Christmas's massive succes.

- Det er lidt træls, at 'Last Christmas' nogle gange overskygger, hvor fantastisk en musiker, og hvor fantastisk en sanger George Michael var. Det er jo lidt en flad julesang, som alle kunne have sunget. Det kan man ikke sige om hits som 'Faith' eller 'Freedom', der er kæmpe numre, som andre artister kigger længselsfuldt efter.

- 'Last Christmas' er jo sjov, men det er også en gennemtæsket juleklassiker, som ikke har nogen musikalsk genialitet, siger Sandie Westh, der selv er kæmpe selverklæret George Michael-fan.

Julehittet med Wham var altså kun én af mange megahits for George Michael, der efter en årrække med succesfulde Wham-sange som 'Club Tropicana' og 'Wake Me Up Before You Go Go' besluttede sig for at gå solo i 1986.

Og det var ikke en helt dum beslutning at gå solo, for som solist udgav George Michael sit første album 'Faith', der skulle vise sig at blive et af de bedst sælgende album nogensinde.

Indspillede et af sine største plader hos John i Randers

Og det største album i George Michaels karriere blev faktisk indspillet på dansk jord.

'Faith' så nemlig dagens lys i et ekstravagant musikstudie hos John 'Puk' Quist i Randers, hvor en række internationale berømtheder lagde vejen forbi for at indspille musik i 80'erne.

- Det var på det tidspunkt et af de bedste studier i verden med det smarteste udstyr, man kunne købe for penge. George Michael kom for at indspille 'Faith' hos os. Han var utrolig sød og venlig, og så var han enormt professionel, siger John 'Puk' Quist om det højprofilerede besøg i Randers.

- Når man snakkede med ham, var det nærmest, som om man havde kendt ham altid.

Stedet hed Puk Studios, og efter George Michael havde lagt vejen forbi, var der pludselig flere internationale stjerner, der gerne ville indspille i studiet i Randers.

Lyt til titelsangen 'Faith', der også blev indspillet i Randers:

- George Michael havde læst om vores studie, og efter han havde besøgt det, anbefalede han det til andre store stjerner. Det var også derfor, Elton John kom og indspillede hos os, fortæller John 'Puk' Quist.

At George Michael døde så ung kom meget bag John 'Puk' Quist. For selvom rygterne svirrede om George Michaels vilde tilværelse med både alkohol og narkotika, så mente han aldrig, at der var noget at komme efter i den periode, han indspillede i studiet i Randers.

- George Michael var udelukkende fokuseret på musikken, siger John 'Puk' Quist.

Skjulte sin sande identitet

På trods af George Michaels sobre arbejdsrutiner i Randers, levede han et hårdt liv hjemme i England med både stoffer og alkohol. Og det var der en god grund til, mener Sandie Westh.

- Det er jo virkelig svært at blive markedsført som en kvindebedårer, når du i virkeligheden er homoseksuel. Først og fremmest har han selv skullet nå til erkendelsen, og derefter har han skullet fortælle det til sine omgivelser. Og det var ikke ligeså nemt dengang. Han har fortalt meget om, hvor meget han har måttet ofre, og hvor svær en rejse det har været for ham.

- Jeg tror, at stofferne har været en flugt for ham, fordi han ofte har haft det så svært, siger Sandie Westh.

George Michael var populær blandt damerne i sine unge dage. Han vidste dog tidligt, at han var til mænd. (© Getty Images/ Grafik: Ellen Kirstine Jensen)

Og George Michael har da også haft sin del af modgang i livet.

For ifølge Andrew Ridgeley, den anden halvdel af George Michaels band Wham, så var George Michael allerede klar over sin seksualitet i begyndelsen af deres karriere.

I sin selvbiografi beskriver Andrew Ridgeley, hvordan George Michael var afklaret med, at hans seksualitet skulle holdes skjult, da han frygtede, at en afsløring ville stille ham dårligere overfor megastjerner som Madonna og Michael Jackson i USA.

- Udenfor den inderste cirkel var der ingen, der anede, at George Michael var homoseksuel. Så selvom han var god til at håndtere det, så begyndte der alligevel at opstå sprækker i facaden, skriver Andrew Ridgeley i biografien.

- Det var et helt ekstra lag stress, som han skulle håndtere oven i den musikalske karriere.

George Michael fortalte selv i et radiointerview i 2007, at han blev i skabet for at skåne sin mor for de bekymringer, man i 80'erne og 90'erne forbandt med livet som homoseksuel; herunder hiv.

Følte sig forbandet

Og bekymringen var da heller ikke helt ubegrundet.

For i privaten oplevede George Michael også den raserende aids-epidemi på klos hold.

Hans første 'rigtige' kærlighed, brasilianeren Anselmo Feleppa, døde af en aids-relateret sygdom i 1993. Og det var starten på en lang periode i George Michaels liv, der var præget af dødsfald, herunder morens død i 1997, depression og misbrug.

- Jeg ville sige, at min helbredelse startede rigtigt for to år siden. Så det er cirka 12 års depression og frygt og en masse andet lort. Det var, som om der lå en forbandelse over mig. Jeg kunne slet ikke fatte, hvor meget Gud smed efter mig på én gang. Der var så meget død omkring mig, fortalte George Michael til The Guardian i 2005.

Og dødsfaldene var ikke det eneste, der vejede tungt på George Michaels skuldre.

George Michael var glad for sine danske fans. Under et interview med TV 2 i 2011 fortalte han, at danskerne gav ham 'verdens bedste respons' under sin 'Symphonica'-turné, hvor han spillede tre koncerter i Danmark. (© Getty Images/ Grafik: Ellen Kirstine Jensen)

For selvom han i privaten omfavnede sin seksualitet og havde homoseksuelle forhold, så udtalte han sig ikke om det i medierne.

Det var først i 1998, da George Michael blev anholdt af en civilklædt betjent for at gøre seksuelle tilnærmelser over for ham, at hans seksualitet blev afsløret for hele verden.

Anholdelsen blev straks en kæmpe historie i den glubske sladderpresse, der blottede George Michaels seksualitet for hele verden.

- Bare hele den måde, han blev afsløret på, var fucking svinsk, homofobisk og forfærdelig. Enhver har ret til at afsløre deres egen seksualitet. Det er der ingen andre, der skal gøre, siger Sandie Westh og fortsætter:

- Det havde helt klart nogle personlige konsekvenser for ham, men jeg tror i sidste ende, at det gjorde ham friere.

Lyt til George Michaels 'Freedom! '90', der handler om at bryde ud af sine lænker:

Selvom sladderpressen allerede havde afsløret George Michaels seksualitet, så tog han sagen i egen hånd og gav et længere tv-interview til den amerikanske nyhedskanal CNN.

- Jeg vil gerne sige, at jeg ikke har noget problem med, at folk ved, at jeg er i et forhold med en mand lige nu. Jeg har ikke været i et forhold med en kvinde i næsten ti år, erkendte George Michael i interviewet.

Han afsluttede interviewet med at markere over for pressen, at han ikke skammede sig over sin seksualitet.

- Jeg er en meget stolt mand. Jeg vil gerne have, at folk skal vide, at jeg ikke føler nogen skam over at blive afsløret som homoseksuel. Jeg føler mig dum og skødesløs for at udsætte mig selv for at blive afsløret på den her måde, men jeg føler ingen skam over min seksualitet. Og det føler jeg heller ikke, at jeg bør, markerede George Michael, som senere også referede til hændelsen med politimanden i musikvideoen til 'Outside'.

I den famøse musikvideo til sangen 'Freedom '90' bliver der sat ild til læderjakken, som George Michael bærer i musikvideoen til 'Faith'. Jakken var symbol på George Michaels offentlige image. (© DR/Grafik: Oliver Seppo)

Ifølge Sandie Westh er George Michaels indflydelse på musikbranchen i dag massiv, og George Michaels stolthed over sin seksualitet har fået mange til at betragte ham som et homoseksuelt ikon.

- Han blev så definerende for mænds seksualitet i musikbranchen. Jeg synes, at han skulle hyldes i så mange år for det, han har gjort, og det, han har kæmpet imod. En artist som Sam Smith står jo på skuldrene af, hvad kunstnere som George Michael og Freddie Mercury fra Queen har gjort.

- Jeg tror ikke, at vi havde været der, hvor vi er i dag med seksualitet i musikbranchen, hvis vi ikke havde haft de to, siger Sandie Westh.

Ændrede musik og kultur for altid

Men også musikalsk er han et ikon for mange, og selvom de fleste af hans største hits blev lavet i 80'erne og 90'erne, lever de stadig videre i dag - også blandt unge fans.

George Michael var heller ikke glad for guitaren i sin 'Faith'-musikvideo. Han har i et interview med The Guardian fortalt, at han synes, guitaren var det ultimative fallossymbol. (© DR/Grafik: Oliver Seppo)

24-årige Anders Nygaard Uhrenholdt betragter sig selv som en kæmpe George Michael-fan. Han mener sagtens, at man kan være ung og sætte pris på George Michaels mange hits.

- George Michael var bare en rigtig god musiker og en eminent optræder. Jeg kan spejle mig i så mange af de ting, han siger i sine sange. Han har hele det følelsesmæssige register, og så var han så stolt af, hvem han var, og stod inde for de ting, han troede på og sagde. Det, synes jeg, er så inspirerende, fortæller Anders Nygaard Uhrenholdt.

- Jeg kan huske, da han døde. Det var i julen, og der var en helt lad stemning derhjemme. Det sætter virkelig tingene i perspektiv, når man hører hans glade og festlige musik og finder ud af, hvor svært han egentlig har haft det.

Lyt til singlen 'Careless Whisper', som George Michael skrev sammen med Andrew Ridgeley fra Wham:

Og selvom Sandie Westh også var hårdt ramt, da George Michael døde, så luner hun sig ved, at hans musikalske og kulturelle arv lever videre uden ham.

- George Michael har lavet musik, der aldrig dør. Og det er der virkelig ikke særlig mange artister, der har gjort. I den liga taler vi jo om kunstnere som Michael Jackson, Prince og Madonna, siger hun og fortsætter:

- Og så gjorde han virkelig noget for mange drenge rundt omkring i verden. Nu kunne de også føle sig tilpas i deres egne kroppe, fordi de kunne se, hvordan seksualitet også kunne fortolkes, hvis man nu ikke passede ind i det traditionelle mandebillede.