George Michael udgiver ny musik tre år efter sin død: Disse afdøde stjerner tjener allermest

Popstjernen, der døde i 2016, udgiver ny sang. Det kan blive en lukrativ forretning.

I løbet af sin levetid nåede George Michael at udgive i alt fem studiealbum på egen hånd. (Foto: Sean Gallup © Getty Images)

Knap tre år efter sin død er George Michael tilbage med helt ny musik.

Den afdøde sanger, der gik bort 1. juledag 2016 blot 53 år gammel, er nemlig aktuel med nummeret 'This Is How (We Want You To Get High)', der udkom onsdag.

Sangen er et ikke tidligere udgivet levn fra det album, som George Michael arbejdede på inden sin død. Ifølge Rolling Stone lagde sangeren sidste hånd på nummeret i 2015.

Det er første gang, at sangeren udgiver 'ny' musik siden sin død.

Hør den nye single her, mens du læser videre:

Den nye single er blevet udgivet som en del af et kommende soundtrack til filmen 'Last Christmas', der har premiere 14. november.

Filmen er bygget op om George Michaels julehit af samme navn, som han lavede med sin tidligere gruppe Wham!, samt andre sange fra poplegendens diskografi. Filmen har blandt andre skuespillerinden Emilia Clarke og danske Peter Mygind på rollelisten.

Britiske The Telegraph har anmeldt 'This Is How (We Want You To Get High)', som de giver fire ud af fem stjerner.

- Det er et dejligt stykke klassisk George Michael-pop tilføjet følelsesmæssig vægt, fordi vi ved, at vi lytter til en stemme fra graven, skriver avisen i sin anmeldelse.

Fans verden over var i sorg, efter George Michael blev fundet død i sit hjem 25. december 2016. (Foto: Anadolu Agency © Ritzau Scanpix)

Mange har udgivet musik fra graven

Selvom det for nogle kan virke mærkeligt og måske en smule morbidt, at afdøde George Michael pludselig udsender ny musik, så er det langt fra nyt, at musikere sender hits fra graven og ud i æteren.

Således har navne lige fra John Lennon og David Bowie til Amy Winehouse, Michael Jackson og dj'en Avicii alle udgivet ny musik, længe efter at de gik bort.

Herhjemme hittede den danske rapper Natasja Saad også stort med pladen 'I Danmark er jeg født', der udkom i 2007 - tre måneder efter hendes død.

- Det, at afdøde musikere udgiver musik, er en tendens, som vi ser mere og mere. Måske fordi musikerne har meget mere materiale liggende i gemmerne i dag, end man havde for 50 år siden. Så der er mere at tage af, når de går bort, siger Sandie Westh, der er radiovært på P7 Mix.

Op gennem 80'erne hittede George Michael stort som en del af gruppen Wham!, der bombarderede dansegulve verden over med hits som 'Club Tropicana' og 'Wake Me Up Before You Go-Go'. Senere gik Michael solo og hittede blandt andet med sangene 'Fastlove' og 'Careless Whisper'. (Foto: MJ KIM © Getty Images)

Afdøde stjerner tjener millioner

Og det er ikke nogen dum idé for de efterladte at grave lidt i gemmerne i håbet om at finde musik, der endnu ikke har set dagens lys - i hvert fald ikke hvis man ønsker at tjene en ekstra skilling eller to.

For nylig opgjorde det amerikanske medie Forbes en liste over de afdøde kendisser, der det sidste år har tjent flest penge, og det er ikke små summer, der er tale om.

Helt i toppen ligger Michael Jackson, der har tjent 60 millioner dollar de seneste 12 måneder, ligesom navne som Whitney Houston, Elvis og rapperen XXXTentacion også har fundet vej til listen.

Selvom en del af pengestrømmen sandsynligvis stammer fra sange, som artisterne udgav før deres død, er Sandie Westh ikke i tvivl om, at tanken om lidt ekstra moneter på kistebunden også er én del af drivkraften bag de såkaldte posthume-udgivelser.

- For pladeselskaberne er der helt klart en økonomisk gevinst ved det her. Jeg tror for eksempel ikke, at Michael Jacksons pladeselskab er specielt kede af at 'Love Never Felt So Good' gik så godt, som den gjorde, siger Sandie Westh og fortsætter:

- Samtidig er der selvfølgelig også en følelsesmæssig del i det her for familierne til de afdøde - i hvert fald i nogle tilfælde. Jeg tror for eksempel, at det var vigtigt for familien til Avicii at udgive hans tredje og sidste album og på den måde sende ham ud på hans sidste rejse.

Michael Jackson udgav i 2014 - fem år efter sin død - singlen 'Love Never Felt So Good' sammen med Justin Timberlake. Hør nummeret her:

Risikerer at 'tilvsærte' stjernernes eftermæle

Men selvom det kan være belejligt at slå mønt på gamle sange fra arkivet, og at mange fans sikkert synes, det er dejligt med 'nye' toner fra deres afdøde idoler, så skal pladeselskaberne, ifølge Sandie Westh, tænke sig godt og grundigt om, inden de udsender ny musik med afdøde stjerner bag mikrofonen.

- Kunstnere som Michael Jackson, Prince og George Michael har haft en sindssygt høj standard gennem deres karriere, så man skal virkelig overveje, om de nye sange nu også kan leve op til den standard. Nogle gange er der jo en god grund til, at de her sange aldrig blev udgivet, siger Sandie Westh og fortsætter:

- Det er pisseærgerligt, hvis man begynder at tilsværte en succesfuld karriere ved at udgive nogle halvdårlige demosange. Det synes jeg pladeselskaberne skal holde sig for gode til.

Et godt eksempel på en artist, hvor de posthume udgivelser i nogles øjne har taget overhånd, er rapperen 2Pac. Siden sin død i 1996 har den afdøde rapper lagt navn til omkring 20 album og opsamlingsplader.

- 2Pac er jo blevet malket for groft, siden han døde, og det er vildt ærgerligt. Han var måske én af musikhistoriens bedste rappere, og det eftermæle skal have lov til at stå stærkt.

- Jeg synes godt, man kan få en dårlig smag i munden, når man hører en sang fra en afdød kunstner, som bare ikke er god nok. Man skal stoppe, mens legen er god, siger radioværten.