Giver du ikke lige et nap med, Elton John? Brexit-minister beder stjernerne om hjælp

Elton John er "rasende" på den britiske regerings brexit-aftale. Nu beder de ham om hjælp.

Elton John er rasende over den måde, den britiske regering har håndteret underholdningsbranchens vilkår i brexit-forhandlinger. Nu beder regeringen ham om hjælp. (Foto: Stephane Mahe © Ritzau Scanpix)

Forestil dig, at en dansk minister spurgte MØ og Lukas Graham, om de ikke kunne bruge deres internationale indflydelse til at hjælpe med regeringsarbejdet.

Det lyder måske lidt skørt, men det er ikke desto mindre det, der sker i Storbritannien i disse dage, hvor konsekvenserne af landets udmeldelse af EU nu påvirker kulturlivet.

Helt konkret er det væsentligt mere besværligt for britiske musikere at turnere i EU, da musikerne ikke længere er garanteret visumfri rejse mellem EU-landene, efter Brexit-aftalen er trådt i kraft.

Det betyder derfor en masse papirarbejde og ret store udgifter til netop visumansøgningerne for musikerne og deres crew.

Og det har fået Elton John og en lang række andre britiske kunstnere til at råbe op om problemet for at finde en løsning - indtil videre uden held.

Men nu har den britiske brexit-minister David Frost udtalt, at det vil være en stor hjælp, hvis stjerner som Sir Elton John kunne bruge deres status til at "opmuntre EU's regeringer til at være mindre restriktive" over for de britiske kunstnere.

- Vi har brug for den type hjælp og støtte, og jeg er overbevist om, at det vil gøre en stor forskel og vil forbedre situationen, siger han ifølge BBC.

Sir Elton John, der brød igennem i 1970'erne, er ikke selv direkte påvirket af de mange nye restriktioner, som brexit pålægger de britiske musikere. For han har råd til, at folk fikser alt det administrative for ham og hans store crew, siger han selv. I øjeblikket promoverer han da også på livet løs sin store farvel-tour, der blandt andet finder sted i flere storbyer i Europa. (Foto: Mario Anzuoni © Ritzau Scanpix)

En 'rasende' Elton John

David Frost var i 2020 ansat som konsulent på brexit-forhandlingerne og blev i starten af året medlem af regeringen, hvor hans opgave netop er at skabe et godt samarbejde mellem Storbritannien og EU.

Det er derfor heller ikke første gang, at Frost og Sir Elton John nævnes i samme sætning.

Det britiske popikon har nemlig brugt en del energi på lobbyarbejde for netop at få David Frost og andre britiske politikere til at fokusere på bedre aftaler for underholdningsindustrien i kølvandet på brexit.

Elton John har blandt andet pointeret, at brexits konsekvenser er særligt problematiske for mindre bands, der endnu ikke har fået det store gennembrud, og som derfor ikke har store budgetter at lege med.

I starten af året underskrev han og en perlerække af stjerner som Ed Sheeran, Sting og dirigenten Simon Rattle et åbent brev til regeringen:

- Den aftale, der er blevet indgået med EU, har et gabende tomt hul dér, hvor der burde være den lovede aftale om fri rejse for musikere. Alle, der skal på en europæisk tour, skal nu sørge for dyre tilladelser i mange af de lande, de skal besøge, og for et bjerg af papirarbejde til alt deres udstyr, stod der blandt andet i brevet.

Søndag udtalte Elton John blandt andet, at han var "rasende" over regeringens håndtering af kulturlivets vilkår, til nyhedsmediet The Guardian:

- De (regeringen) sørgede ikke for nogen aftale for underholdningsbranchen. Hverken for musikere, skuespillere og filminstruktører – men heller ikke for crews, dansere og de folk, der tjener deres penge ved at rejse til Europa.

En ignorering af en branche, der årligt står for en stor årlig indtjening til Storbritannien, påpegede han:

- Det, der gør mig gal, er at underholdningsindustrien hvert år indbringer 111 milliarder pund til det her land, og alligevel blev vi bare tilsidesat, udtalte han.

Stjerner i fælles front

Elton John er som sagt ikke den eneste stjerne, der har forsøgt at råbe regeringen op.

Også kampagnen #LetTheMusicMove har samlet mere end 200 musikere bosat i Storbritannien, heriblandt Niall Horan, Radiohead og Little Mix, der blandt andet opfordrer regeringen til at lave en hjælpepakke til musikere, som kan bruges til at søge visum, når der skal turneres i EU.

- At gøre det urealistisk rent økonomisk og logistisk at spille shows og festivaler (i EU), vil stoppe karrieren for generationer af musikere, har Primal Screams bassist, Simone Butler, i den forbindelse udtalt.

Niall Horan, der slog igennem med gruppen One Direction, støtter også op om #LetTheMusicMove-kampagnen. Han har desuden offentligt udtalt, at det var en "trist dag", da vælgerne i Storbritannien stemte for et brexit i 2016. (Foto: Simon Dawson © Ritzau Scanpix)

Musiker Noel Gallagher har desuden for nyligt udtalt i et radiointerview, at konsekvensen af de nye regler bliver, at britiske kunstnere ender med at spille bare en enkelt koncert i hvert land frem for en hel koncertrække.

- Som med så meget andet er det i sidste ende fans, det går ud over. I stedet for at bands tager til Europa i fire uger, hvor de laver tre shows i Tyskland, så bliver det fremover en koncert i Tyskland, en i Frankrig, en i Spanien og en i Belgien.

Det britiske kulturministerium har pointeret, at det allerede er muligt at rejse visumfrit til 17 ud af 25 EU-lande. Heriblandt Frankrig, Tyskland og Holland.

Men det har den fagforening, der varetager underholdningsbranchens interesser, Bectu, dog ikke meget til overs for, da de mener, at der stadig er en del bureaukratiske udfordringer i de 17 lande, og at regeringen udtalelse derfor "ikke helt matcher" virkeligheden.

Facebook
Twitter