'Gør det dig utilpas? Godt!' Madonna deler vandene med ny blodig musikvideo

I musikvideoen til 'God Control' ser man et masseskyderi på et diskotek.

Her ses en af de voldsomme scener med Madonna selv i hendes musikvideo til 'God Control'. (Foto: Skærmbillede fra YouTube)

Popstjernen Madonna er ikke kun kendt for sin musik. Hun er mindst lige så kendt for at chokere.

Enten med sex, nøgenhed, religion eller politiske holdninger.

Senest var to af hendes dansere iført jakker med det israelske og palæstinensiske flag under årets Eurovision-finale, hvor hun optrådte, selvom politiske holdninger er forbudt under showet.

Nu markerer den ikoniske sangerinde sig igen – denne gang med en voldelig musikvideo, der er en kommentar til den manglende våbenkontrol i hendes hjemland USA.

I videoen til sangen 'God Control' ser man et masseskyderi på en natklub, hvor festklædte dræbes i hobetal og falder blødende om på dansegulvet.

Dermed minder scenerne i musikvideoen meget om virkelighedens masseskyderi på natklubben Pulse i Orlando, Florida, hvor 49 mennesker blev dræbt i 2016.

Lyt til sangen 'God Control', mens du læser videre:

'Ingen er sikker. Våbenkontrol. Nu'

Oveni musikken kan man høre lyden af skuddene, og til sidst i videoen står der følgende: 'Hvert år dræbes over 36.000 amerikanere under skudepisoder, og cirka yderligere 100.000 bliver skudt og såret. Ingen er sikker. Våbenkontrol. Nu.'

- Vi lever i et demokrati. Vi kan ændre love, men det kræver organisation – og vedholdenhed – og det kræver, at folk gør, hvad de kan gøre – på græsrodsniveau eller i en større målestok. Det er det, jeg forsøger at gøre her, siger Madonna til CNN.

Den 60-årige sangerinde viser med sit seneste nummer, at hun ikke er færdig med at provokere. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Og hendes budskab bakkes op af Shannon Watts, der er kvinden bag 'Moms Demand Action for Gun Sense in America'. Hun grundlagde græsrodsorganisationen, efter at 20 børn og seks ansatte i 2012 blev dræbt af skud på en folkeskole i Newtown, Connecticut.

Hun håber at kunne ændre amerikanernes våbenkultur.

- Folk, der forandrer kulturen, er ofte influencere og kreative mennesker. De har evnen til at nå og forbinde millioner af mennesker og tilskynde dem til at blive involveret og bruge deres stemmer til at afslutte våbenvold, siger Shannon Watts til CNN.

'Realistisk gengivelse' af masseskyderi på Pulse

Mere skeptisk er derimod Patience Carter, der er blandt de overlevende fra skyderiet på natklubben Pulse. Hun 'genoplevede skyderiet igen', da hun så videoen til 'God Control'.

- Som overlever af våbenvold var videoen faktisk svær at se, siger hun til TMZ og fraråder andre overlevende at se musikvideoen, fordi den er meget 'realistisk gengivet'.

Hun kalder den 'ufølsom' og 'dramatiseret for at få visninger på Youtube'.

Madonna mener dog ikke, at hun skulle have skruet ned for de brutale billeder i den otte minutter lange musikvideo.

- Det her er, hvad der virkelig sker. Det er sådan her, det ser ud. Gør det dig utilpas? Godt, for så vil du måske gøre noget ved det, siger hun til People Magazine.

Det er ikke første gang i år, at 60-årige Madonna sætter fokus på problemet med masseskyderier og manglende våbenkontrol.

I sangen 'I Rise' fra Madonnas seneste album 'Madame X' har popstjernen brugt et lydklip fra en tale af den studerende Emma Gonzalez. Hun overlevede et masseskyderi på Marjory Stoneman Douglas High School i Florida sidste år.

Facebook
Twitter