Goss skriver sange om kæresten Mø: Jeg er hendes safe space

'Homeland Security' hedder Goss' nye ep, og den handler om at passe på kærligheden - og på kæresten Mø, som lever det vilde stjerneliv.

Mads Damsgaard Kristiansen var tidligere en del af Reptile Youth. Nu udgiver han musik under kunstnernavnet Goss. Billedet er fra hans optræden på Roskilde Festival 2018. (Foto: THOMAS RASMUSSEN /GONZALES PHOTO © Ritzau Scanpix)

Den verdenskendte, danske sangerinde Mø har haft en stor betydning for ep'en 'Homeland Security', som sanger og sangskriver Goss udgav fredag.

For Mads Damsgaard Kristiansen, som er Goss' borgerlige navn, handler 'Homeland Security' nemlig om at passe på kærligheden – og om at passe på kæresten Mø, som lever det vilde stjerneliv med masser af opmærksomhed og talrige rejser.

Lyt til nummeret 'Fever Ray' fra den nye ep herunder, mens du læser videre:

0:00

- Jeg har følt, at jeg skulle være homeland security for min kæreste. Hun har været igennem en voldsom periode i sit liv, for det er ret vildt at blive kendt på den måde. Jeg har villet sørge for, at der var et safe space for hende, siger Goss, som selv har brugt sangene og musikken som en form for medicin, når Mø har været væk i længere tid ad gangen.

Breakup-sange uden ultimativ pris

Man skal dog ikke læse for meget ind i teksterne og melodierne i sangene på ep'en, som kan virke en smule sørgelige og melankolske.

Goss ser sig selv som en ret optimistisk person, som bliver draget af det modsatte – nemlig det melankolske univers – og det, at han skriver om ulykkelig kærlighed, skal ikke nødvendigvis findes i virkeligheden, men i stedet i følelsen af at skulle undvære kæresten Mø, som rigtigt hedder Karen Marie Ørsted, i længere perioder.

- Jeg får lov til at skrive breakup-sange uden at betale den ultimative pris, og det bærer ep'en nok også præg af. Det er et hjælpemiddel, jeg har. Hvis man bare lyttede til sangene, ville man måske tænke, at det ikke gik så godt, men det gør det faktisk, siger Goss.

Forskellige musikalske universer

Goss er en forkortelse for gossip. Engang var kunstnernavnet Reptile Youth, hvor Mads Damsgaard Kristiansen i duoen hittede med en sang som 'Speeddance'.

Lyt til 'Speeddance' fra Reptile Youth herunder:

0:00

Det var elektrorock og høj energi for alle pengene, hvor han nu som Goss er lidt mere tilbagelænet og poppet. Det ser han som en helt naturlig udvikling.

- Det, jeg lavede tidligere, var en god refleksion af, hvem jeg var dengang, og det, jeg laver nu, er en god refleksion af, hvem jeg er nu. Jeg tror da helt klart, der sker et skifte igen på et tidspunkt, og det tror jeg også, man har brug for i sit musikalske liv, siger Goss og nævner artister som Kanye West, Damon Albarn og David Bowie, som han ser op til, fordi de har formået at ændre sig og genopfinde sig selv.

Den digitale verden fylder meget på 'Homeland Security'. Goss synes, det er interessant at forsøge at gøre den verden smuk i sin musik og i det visuelle omkring ep'en. (Foto: Pressebillede / Rasmus Weng Karlsen)

Han får også mulighed for at bevæge sig i forskellige musikalske universer, når han skriver sange for andre. Han har blandt andet for nylig arbejdet med den danske duo Barselona og var i sin tid også inde over sangen 'Kamikaze' fra Mø.

Goss kalder det et skyggeliv at skrive sange for andre, men det giver ham en helt særlig energi både at arbejde på sin egen musik og at hjælpe andre med deres sange.

- Det handler om at være så fleksibel som muligt for at kunne leve af musikken. Men jeg synes, det er vildt fedt, og der er meget energi i at have mulighed for begge dele.

Lyt til 'Kamikaze' fra Mø herunder:

0:00

Er sig selv på scenen

Energi er der også i Goss' live-optrædener. På scenen føler sangeren, han kan slippe sig selv fri, og han beskriver en koncert som en situation, hvor han kommer helt ud på kanten af sig selv.

- Jeg giver mig selv lov til at give slip på nogle ting i mig selv. Vi har så mange facader og masker, vi tager på, men når jeg står på en scene, giver jeg mig selv lov til at tage alt det af. Det er et af de tidspunkter, hvor jeg er allermest mig selv.

Goss kan opleves til releasefest på ep’en lørdag den 10. november på Jolene i Kødbyen i København. Ep’en 'Homeland Security' er ude nu.

FacebookTwitter