Green Days 'American Idiot' indtager britisk hitliste i protest mod Donald Trumps London-visit

22.000 brugere forsøger at demonstrere mod den amerikanske præsident ved at få sangen ind på førstepladsen.

Det kommende Trump-besøg i London har fået Green Days' nummer 'American Idiot' til at komme ind på en 18. pladsen på britisk hitliste, selvom sangen er fra 2004. (Foto: Leah Millis & Jeff Kravitz © Ritzau Scanpix & Getty Images)

Hvordan kan man på fredeligste vis demonstrere mod et besøg fra den amerikanske præsident Donald Trump?

I Storbritannien har en gruppe på Facebook gjort forsøget ved at opfordre folk til at købe og streame Green Day-hittet ’American Idiot’ fra 2004, så den skulle ligge nummer et på hitlisten, når Air Force One planter hjulene på den britiske landingsbane på fredag.

Lyt til sangen herunder.

Green Day: 'American Idiot'

Sangen blev skrevet i 2004 som en kritik af USA's daværende republikanske præsident, George W. Bush.

I skrivende stund er der lige over 22.000 brugere, der synes godt om og følger facebookgruppen, som mener, at sangen også kan bruges til at protestere mod Donald Trump.

I et opslag på siden beskriver ophavsmændene til kampagnen, hvorfor de har startet den.

- Vi finder det morsomt og tænker, at tusindvis af andre også vil grine af det. Hvis man ikke bryder sig om det, er det fint. Så kan man bare lade være med synes om det. Vi er ligeglade. Vi gør det uanset hvad, skriver bagmændene.

Ikke første gang

Hvis missionen skal lykkes for gruppen, skal der dog streames og købes lidt mere Green Day i det britiske kongerige.

For selvom det er forbløffende, at ’American Idiot’ er gået ind på hitlisten igen, så ligger den kun nummer 18.

En placering, der i øvrigt er to pladser foran Medina, der for tiden hitter i Storbritannien sammen med DJ-duoen M-22 og deres sang ’First Time’.

Det er faktisk ikke første gang, at briterne tager hitlisten i brug for at protestere.

Tilbage i 2008 var den britiske DJ Jon Morter og hans daværende kone Tracy Morter trætte af, at det hvert år var X Factor-vindere, der endte med at løbe med den prestigefyldte Christmas number one, som tilfalder den artist, der ligger nummer 1 på hitlisten den 25. december.

Parret førte derfor en kampagne for at få Rick Astleys ’Never Gonna Give You Up’ ind på toppen af hitlisten i den uge.

Det lykkedes ikke for parret i 2008. Men i 2009 forsøgte de sig igen med endnu en kampagne og endte faktisk med at få Rage Against the Machines ’Killing In the Name’ til at slå X Factor-vinderen Joe McElderry i kampen om førstepladsen på julehitlisten.