Gulddreng i overraskende comeback: 'Det er ikke et super glædeligt gensyn'

Sangeren Malte Ebert har efter halvandet år genoplivet sit alias som hitmageren Gulddreng.

Gulddreng er skabt af Malte Ebert, men i flere år hittede han i Danmark, uden man vidste, hvem der gemte sig bag det mytiske alias. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © (c) Ritzau Scanpix)

Der var nok mange, der blev overraskede, da der for fire dage siden pludselig dukkede et billede op af en skægget og træt Gulddreng på Instagram.

Det skete nemlig på trods af, at manden bag Gulddreng, Malte Ebert, valgte at begrave sit alias som den gyldne hitmager i februar 2018.

Hør Gulddrengs gennembrudshit 'Model' lige her:

Men nu er Gulddreng altså genopstået. For en stund.

Han har nemlig udgivet den nye single 'Stop nu', der skal sætte fokus på renere grundvand.

- Jeg fik muligheden for at bruge Gulddreng til en god sag, og det var mig selv, der bød ind på kampagnen. Derefter fik jeg idéen om, at det kunne være fedt at stille den fornuftige Malte Ebert over for den knap så begavede Gulddreng, siger Malte Ebert, som både optræder som Gulddreng og Malte i musikvideoen til nummeret.

Gulddreng har tidligere hittet med sange som 'Model', 'Ked af det' og 'Se mig nu', men sagde farvel med en afskedskoncert for halvandet år siden, hvorefter Malte Ebert begyndte at lave sange i eget navn.

- Det er længe siden, at Gulddreng var i live, og jeg har ikke som sådan savnet ham. Det er ikke et super glædeligt gensyn, men det sker for en kampagne, der virkelig betyder noget for mig, siger Malte Ebert om sit alias.

Men er Gulddreng så kun tilbage, fordi Malte Ebert ikke har fået lige så stor succes?

- Sådan ser jeg slet ikke på det. Succeskriterierne for Malte Ebert er nogle helt andre end for Gulddreng. Hvis det var, fordi det ikke gik ligeså godt og var for pengenes skyld, så havde jeg nok lavet en reklame for Bet365, fortæller Malte Ebert.

I starten af 2018 valgte Malte Ebert at begrave Gulddreng. Herefter startede han en karriere i eget navn. (© pressebillede)

Forud for genoplivelsen af sit mytiske alias har det været vigtigt for Malte Ebert, at det skulle ske på den rigtige måde.

- Jeg har skrevet og instrueret det præcis, som jeg ville have det. Hvis Gulddreng nogensinde skulle frem igen, så skulle det være gennemført. Det har været fuldstændig på min præmis, konstaterer han.

Usikker fremtid for Gulddreng

Og fredag er singlen 'Stop nu' i samarbejde med Økologisk Landsforening altså blevet udgivet med en tilhørende musikvideo, hvor Malte Ebert optræder sammen med Gulddreng for første gang nogensinde. Hele genoplivelsen har skabt stor opmærksomhed.

- Folks reaktioner har været meget forskellige. Nogle skriver, at de er sindssygt glade, mens andre skriver, at det sikkert skyldes, at pengepungen er tom, og at de helst vil være fri for Gulddreng. Men det er de helt rigtige reaktioner for mig. Det havde været det værste, hvis folk ikke gik op i det. Det er godt, at folk bliver både sure og glade.

Her kan du høre Malte Eberts nummer 'Rather Be':

Men selvom Gulddreng nu har udgivet ny musik, så er det usikkert, hvad der skal ske med aliasset i fremtiden, fortæller Malte Ebert.

- Vi kan forvente, at han laver den her sang for Økologisk Landsforening, men derefter tager han nok tilbage til sit slot, og så ved jeg ikke, hvad der skal ske.