Han fik stor succes - men gik i stå: En rejse til Brasilien blev en ny start for dansk musiker

Thøger Dixgaard var på alles læber, men pludselig fik han svært ved at lave nye sange.

Thøger Dixgaard har løbende spyttet hits ud siden 2014, men for tre år siden mærkede han en tomhed, der forhindrede ham i at lave ny musik. (Foto: Stella Malfilatre © disco:wax)

Han satte gang i danskernes hofter i 2014 med hittet 'Former', han spredte sød musik i vores ører i 2015 med det store radiohit 'Blød inden i', og siden har han optrådt på store, danske festivaler og spillesteder og været med i 'Toppen af Poppen'.

Thøger Dixgaard har mildest talt været et svært navn at komme uden om de seneste syv års tid, men efter flere år med stor succes gik det op for den aarhusianske musiker, at han ikke længere følte sig inspireret til at lave musik.

Han var glad for anerkendelsen, men midt i orkanens øje vidste han pludselig ikke, hvilken retning han nu skulle gå i.

- Når man oplever succes, går man fra at have det sjovt i studiet med sine venner til pludselig at skulle levere i højere grad. Det kommer nemt til at handle om andre ting end musik. Jeg er enormt glad for den anerkendelse, jeg har fået, men succes er ikke altid inspirerende. Jeg følte, det næste kapitel krævede noget tid, hvor jeg var alene med mig selv, fortæller han og tilføjer:

- Det hele kan virke meget fedt på afstand, men når man står i det, finder man ud af, man ikke altid kan finde sig selv. Der var sket en masse fede ting, men jeg var ikke altid glad. Jeg blev nødt til at få mig nogle oplevelser og inspiration udefra. For mig handler det om at turde udfordre sig selv hele tiden.

Netop derfor valgte Thøger Dixgaard til sidst at trække stikket for tre år siden - i hvert fald for en stund. Han havde brug for at finde sig selv på ny.

Og det endte ud i et brasiliansk eventyr, der gav ham blod på tanden og har inspireret ham til at gå helt nye, musikalske veje.

Du kan høre Thøger Dixgaards nye single 'Rodehoved' her:

0:00

Et dansk hjerte, der banker for Brasiliens lyd

At det lige blev Brasilien, der skulle vise sig at være nøglen til ny inspiration for Thøger Dixgaard, skyldes lidt af et tilfælde.

På trods af alle de gode ting, der skete for musikeren, sad han i Danmark med en følelse af tomhed, som forhindrede ham i at lave ny musik.

Der var dog én ting, der altid gjorde ham glad; en plade, der altid gav ham et smil på læben, og som gav ham en lyst til at udforske nye sider af sig selv.

Det var albummet 'Orlandivo' af den brasilianske musiker Orlandivo fra 1977.

- Når jeg hørte den her brasilianske plade, følte jeg mig bare glad. Jeg elsker deres lyd. Den var et lys for mig, og den fik mig til at tænke: "Hvad hvis der bare er halvt så fedt i det land, som lyden er fed på den her plade?" siger Thøger Dixgaard.

Der var ikke langt fra tanke til handling, og kort efter valgte han og en ven at flyve til det solrige kystland. Her blev de bombarderet af indtryk, og den ene tur skulle efterfølgende tage den anden i løbet af 2018.

- Der var ingen, der talte engelsk. Men vi fandt ud af, man kom langt med gode vibrationer og håndtegn. Det var enormt livsbekræftende. Målet var helt klart at tage derned og mingle med de brasilianske musikere.

Og det lykkedes. Thøger Dixgaard endte blandt andet i studiet med den brasilianske trommeslager Ivan Conti, der i sin tid gæstede 'Orlandivo'.

Thøger Dixgaard lærte hurtigt, at man i Brasilien har en helt anden musikalsk tilgang til livet, end vi har herhjemme. Dér får man næsten rytmerne ind med modermælken, og det giver en stor diversitet i landets musikalske lyd, mener han.

- Deres musikalitet ligger så dybt i dem. Du kan møde et barn på seks år, der danser federe, end du nogensinde selv kommer til, fortæller han og tilføjer:

- De har en vild musikalsk tradition. Bundniveauet er bare vanvittig højt, og det er et kæmpe land, så man skal skille sig ud på en anden måde. Det tvinger folk til hele tiden at forny sig og sprænge rammerne. Det er spændende at inddrage de her elementer i ens musik.

Måske tænker du nu: "Brasiliansk musik? Det må være noget med sambarytmer eller bossanova-elevatormusik," men det er langt fra hele sandheden, fortæller Thøger Dixgaard.

- Sådan tænker de fleste nok, men musik i Brasilien forbinder alle sociale lag i landet. Millionærer og folk fra slummen. Musikken er noget, der samler, og den består af en masse forskellige lyde. Den kan både være melankolsk og opløftende, men de kan danse til det hele.

Thøger Dixgaard medvirkede i 2018 i programserien 'Toppen af Poppen', hvor han fortolkede sange af blandt andre Annika Aakjær, Lis Sørensen, Pernille Rosendahl og Silas Bjerregaard. (Foto: Stella Malfilatre © disco:wax)

Hylder vennerne, som stifter familie

Da Thøger Dixgaard tog tilbage til Danmark for at lave musik ud af alle de nye indtryk, han havde fået, fandt han hurtigt ud af, at han ikke var taget tomhændet fra Brasilien.

De brasilianske rytmer har nemlig smittet af på de tre singler '3 somre' og 'Elevator', som begge udkom sidste år, og senest 'Rodehoved', der udkom 12. marts.

Alle tre sange tager afsæt i Thøger Dixgaards yndlingselementer i den brasilianske lyd, som han har prøvet at oversætte til sin egen danske sangskrivning.

Men hvor '3 somre' og 'Elevator' er uptempo og dansable, er 'Rodehoved' en mere stille en af slagsen. Og den betyder da også noget særligt for ham. Sangen, som han selv kalder "en børnesang for voksne", er nemlig dedikeret til de af Thøger Dixgaards venner, der er et andet sted i livet, end han selv er.

- Det er en hyldest til mine venner og deres børn. Jeg var til fest sidste sommer, som var ekstremt hyggelig, men alle var gravide og ventede børn. Jeg stod midt i det hele og tænkte: "Hold kæft, der er et generationsskifte på vej. Det er nu, folk får børn," fortæller han og tilføjer:

- Man spejler sig i sine venner, og derfor kan man ikke lade være med at tænke: "Hvor står jeg i alt det her? Har de planlagt det ned til mindste detalje? Det har jeg slet ikke." Men for mig sker det, når det føles rigtigt. Jeg skal ikke gøre noget, fordi andre gør det.

Og det indkapsler Thøger Dixgaard meget godt. Musikeren følger sin egen vej, både i livet og karrieren, og hvis det ikke føles rigtigt, ved han, det er på tide, at han udfordrer sig selv og gør noget nyt.

- Jeg håber helt klart, man kan mærke på min musik, at jeg er blevet ældre. At jeg bliver bedre, udvider mit repertoire og bliver klogere. Jeg vil i hvert fald fortsætte med at udfordre mig selv og min lyd i fremtiden.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk