Han går viralt igen og igen med sine stunts. Her er dommen over 22-årig popstjernes debutalbum

Han debuterede i 2018, og fredag udkom så Lil Nas X' længeventede debutalbum.

Lil Nas X vakte naturligvis også opsigt på den røde løber til sidste uges modebegivenhed The Met Gala i New York, hvor han nåede at imponere med hele tre forskellige gyldne outfits på den røde løber alene. (Foto: ANGELA WEISS © Ritzau Scanpix)

Djævlesneakers med blod i, ekstravagante outfits på den røde løber, en hot lapdance med djævlen – og intet mindre end 17 musikpriser (heriblandt to Grammy-statuetter) for sin musik.

Listen er lang, når man skal forsøge at opsummere det opsigtvækkende cv for den bare 22-årige popstjerne og rapper Lil Nas X.

Og så har vi ikke en gang nævnt, at han for nyligt blev udråbt som én af de 100 mest indflydelsesrige personer af magasinet Time.

Nu har han udsendt sit allerførste album, 'Montero', og spørgsmålet er så, om den hype, der først har båret hans massive hit af en gennembrudssingle, 'Old Town Road', og siden singler som 'Montero (Call Me by Your Name)' og 'Industry Baby' til tops på hitlister, også kan bære hans første fuldlængdealbum til tops.

Det korte svar er umiddelbart: Ja.

De udenlandske anmeldere er i hvert fald mere eller mindre enige, når der skal kastes stjerner efter det længeventede debutalbum.

- Poprap når det er stoltest, størst og bedst, skriver blandet andet britiske The Guardians musikanmelder og kvitterer med fem ud af seks stjerner.

Tidligere på måneden vandt han hele tre priser ved MTV Video Music Awards, heriblandt hovedprisen 'Årets video' for den opsigtvækkende video til sangen 'Montero (Call Me By Your Name)' fra hans netop udkomne debutalbum. Her ses han på den røde løber forud for prisuddelingen. (Foto: JASON SZENES © Ritzau Scanpix)

Det toneangivende amerikanske musikmedie Pitchfork giver albummet karakteren 7,1 ud af 10 og roser ham desuden for at kunne spille op til dans med nogle af tidens hotteste navne.

- Lil Nas X skilter med sin energi og star power sammen med nogle af de største popnavne, alt imens en følelse af isolation lever i musikkens mere lyse kanter.

For på albummet 'Montero' – hvis titel i øvrigt henviser til hans rigtige navn, Montero Lamar Hill – er det ikke kun Lil Nas X, du får fornøjelsen af.

Du kan også nyde tidens store musikere Megan Thee Stallion, Doja Cat, Miley Cyrus, Jack Harlow og Elton John.

Der er også begejstring at spore hos magasinet Rolling Stone:

- Den unge legendes længeventede debut er en undergravende nydelse, skriver de og giver albummet tre en halv ud af fem mulige stjerner.

Hør hittet 'Montero (Call Me By Your Name)', mens du læser videre:

0:00

En større personlighed end musiker

Herhjemme er der dog en lidt mere lunken modtagelse af det 15 numre lange album.

Spørger man musikjournalist Kristian Karl fra kulturmediet Soundvenue, så er han nemlig mindre overbevist om, at hypen kan bære det nye album. Eller måske rettere – om Lil Nas X er lige så stor en musiker, som han er en kulturpersonlighed.

- Han er en mesterlig historiefortæller og mesterlig til at bruge internettet til at skabe de rigtige kontroverser, der skaber opmærksomhed om hans person og musik, siger Kristian Karl til dr.dk.

Han tilføjer desuden, at Lil Nas X om nogen har forstået, at man som popstjerne ikke kun er de sange, man synger, men også de historier, man fortæller.

Og her har han blandt andet formået at fortælle historien om sig selv som en "frygtløs, queer popstjerne og rapper, der ikke er bange for at udleve sin seksualitet," mener Kristian Karl.

Iklædt et pink cowboy-outfit fra Versace vandt Lil Nas X de helt store priser til Grammy-showet i 2020. Med hittet 'Old Town Road (feat. Billy Ray Cyrus)' vandt han for 'Bedste musikvideo', 'Bedste popduo/gruppe' og 'Årets album'. (Foto: Steve Granitz © Getty Images)

Men om musikken så kan følge med på samme niveau, er han dog mere i tvivl om:

- Der er nogle gode og stærke popsange på albummet med nogle fantastiske og kæmpestore omkvæd. Men musikken er ikke lige så banebrydende nysgerrig og modig, som han er som person og i sin aktivisme, konkluderer han, men kalder alligevel udgivelsen for "et stærkt album."

Kritikken går igen hos Ekstra Bladets musikanmelder, hvor albummet får tre ud af seks stjerner:

- Som succesfuldt homoseksuelt fænomen har Lil Nas X allerede skrevet raphistorie, men selve hans musik går ikke over i historien.

Hør den nye sang 'That's What I Want' fra debutalbummet 'Montero' her:

0:00

Fra Montero til Lil Nas X - og tilbage igen?

Som et sandt naturtalent til at bruge platforme som Twitter og TikTok til både at skabe hype og knuse homofobiske trolls, har han tidligt i sin karrerie brugt sin stemme og plads på hitlisterne til blandt andet at udtrykke sin egen seksuelle frigørelse.

Og netop hans talent for brugen af sociale medier og evne til at fortælle historier hjalp en college dropout til at brage igennem lydmure, hitlister og internettet med hittet 'Old Town Road' i 2018.

For da Lil Nas X en novemberdag i 2018 selv uploadede sangen 'Old Town Road' til SoundCloud og YouTube og efterfølgende lavede sjove videoer til sangen på TikTok, stak det helt af.

Pludselig begyndte folk over hele verden at lave små dansevideoer iført cowboytøj til hans sang. På Spotify blev sangen også rødglødende, særligt efter han lavede et remix med country-ikonet Billy Ray Cyrus.

Under Grammy-prisuddelingen i januar sidste år optrådte Lil Nas X sammen med Billy Ray Cyrus med hittet 'Old Town Road'. Duoen vandt senere på aftenen en Grammy for 'Bedste duo/gruppe', mens LIl Nas X også vandt 'Bedste video'. Det er i øvrigt den første Grammy, countrylegenden Billy Ray Cyrus har vundet, efter at have været nomineret syv gange. (Foto: Mario Anzuoni © Ritzau Scanpix)

Og så skete noget, ingen kunne have forudset: En ukendt nu 20-årigs hit 'Old Town Road' lå pludselig på førstepladsen på Billboard-listen i hele 17 uger i træk og slog alle rekorder. I dag har remixet mere end 1,2 milliarder afspilninger på Spotify alene.

Men hvorfor gemte han sig egentligt bag kunstnernavnet 'Lil Nas X'?

Han har selv forklaret, at det var det navn, han brugte som sit online alias. Og at det var i skyggen af det nye navn, at han også turde tage springet ud af skabet og i stedet stå ved sin homoseksualitet.

- Jeg havde helt ærligt regnet med at tage den hemmelighed med mig i graven. Men det ændrede sig, da jeg blev Lil Nas X, har han tidligere forklaret til mediet The Guardian.

At det er med hans rigtige fornavn i titlen på både hitsinglen 'Montero (Call Me By Your Name)' og nu også debutalbummet, er der derfor også en grund til.

I en Instagram-post i forbindelse med udgivelsen af hitsinglen i marts 2021 skrev han blandt andet:

- Kære 14-årige Montero, jeg har skrevet en sang med dit navn i. Den handler om en fyr, jeg mødte sidste sommer.

- Jeg ved godt, at vi lovede, at vi aldrig ville springe ud offentligt, at vi ikke ville være "den type" homoseksuel, at vi ville tage vores hemmelighed med i graven. Men det her vil åbne døre for mange andre queer personer.

'Montero (Call Me By Your Name)' har i skrivende stund 947 millioner afspilninger på Spotify alene.

Facebook
Twitter