Han har vundet otte OL-guldmedaljer: Nu jagter sportslegenden Usain Bolt en Grammy med sit første album

Verdens hurtigste mand bevæger sig ind på en ny bane. Usain Bolt har netop udgivet debutalbummet 'Country Yutes'.

Usain Bolt er kendt for sine rekorder og mange OL-guldmedaljer som verdens hurtigste mand. Men nu skifter han bane og har netop udgivet sit debutalbum. (Foto: RYAN PIERSE © Getty Images)

Du har nok set, hvor hurtigt den jamaicanske OL-legende Usain Bolt kan løbe.

Nu skruer verdens hurtigste og mest succesfulde løber lidt ned for tempoet og i stedet mere op for varmen – og bytter atletikbanen ud med en helt anden scene.

Den otte gange OL-guldvindende topatlet har nemlig kastet sig ud i at producere musik og har netop udgivet sit debutalbum, der blander genrerne dancehall og reggaeton med varme, jamaicanske toner.

På albummet – med titlen 'Country Yutes' – er Usain Bolt producer, mens hans bedste ven og manager, Nugent Walker Jr., lægger vokaler til pladen under kunstnernavnet NJ.

Selvom det kan virke som noget af et karriereskift, har det længe været Usain Bolts drøm at lave musik og vise den jamaicanske kultur og musik frem uden for hjemlandets grænser.

Allerede ved OL i Beijing i 2008 – hvor Usain Bolt vandt tre guldmedaljer – viste han, at han har en kærlighed for musikken. Da han krydsede målstregen, hyldede han nemlig den jamaicanske kultur med dancehall-dansetrin foran millioner af seere.

- Da Bolt gjorde det, kastede det et andet lys på dansere i Jamaica. Det gav os opmærksomhed, fordi folk begyndte at undre sig over, hvad det var, Bolt lavede. Han havde lige vundet i 100 meter løb, og det her var hans fejring, udtalte den jamaicanske dancehallkunstner Ding Dong dengang.

Du kan lytte til 'Living the Dream' fra Usain Bolt og NJ's debutalbum her, mens du læser videre:

0:00

Musikken er et seriøst projekt

Usain Bolt stoppede sin sportskarriere i 2017. Den tid, han har brugt i studiet siden da, har været nødvendig for ham, mener han.

- Vi er seriøse omkring musikken, så vi har taget os god tid. Det handler om arbejde og om dedikation, og om at bruge god tid på det – ligesom på banen, har han fortalt.

I 2019 lancerede Usain Bolt sin champagne Olympe Rosé, og det var her, folk første gang fik mulighed for at lægge øre til et dancehall-beat produceret af ham sammen med fætteren Rajah Karanja Nelson.

- Min manager og jeg har altid sagt, at vi burde lave en sang eller et riddim (et instrumentalt rytmisk beat), og da champagnen kom på markedet, var det en perfekt anledning, udtalte Usain Bolt dengang.

Det har siden taget fart – som det jo har det med at gøre med Usain Bolt – og i løbet af 2021 har han udgivet en række singler med andre kunstnere, før 'Country Yutes'-albummet altså fandt sin vej frem til verden.

Usain Bolt stoppede sin sportskarriere i 2017, men har siden dedikeret sit liv til at promovere jamaicansk kultur og musik. Han bor i dag i Jamaicas hovedstad, Kingston. (Foto: Asanka Ratnayake © Getty Images)

'Det handler om at vinde en Grammy'

Den rutinerede sportsvinder har fået smag for at have medaljer hængende om halsen og drømmer da også stort, når det gælder musikken.

- Nu hvor vi laver musik, handler det ikke bare om at få et hit. Det handler om at få den sang, der sælger platin og vinder en Grammy. Vi bruger al vores tid på musikken, og vi stræber efter at være deroppe blandt de allerbedste, udtalte han tidligere på året.

Usain Bolt har blandt andet også fortalt i et interview, at han "ikke bare vil dominere det jamaicanske musikmarked, men også rykke ind på det internationale musikmarked".

Men hvordan er reaktionerne på Usain Bolts musik ude i verden?

Anmelderne fra de store musikmedier har ikke kastet sig over det nye album endnu, men på internettet har flere fået øjnene op for Usain Bolts baneskift.

- Usain Bolt har lige udgivet et album, og det er stille og roligt smooth, skriver én på Twitter.

En anden er også begejstret for musikken:

- Vidste I alle, at Usain Bolt laver musik, eller er jeg bare sent på den? For jeg er fan efter det første lyt.

Men der er også dem, der undrer sig over Usain Bolts karriereskift.

- Usain Bolt laver musik? Dén Usain Bolt??, skriver én Twitter-bruger, mens en anden også er overrasket:

- At Usain Bolt udgiver et album var ikke… hvad jeg forventede af 2021.

Sådan her så det ud, da Usain Bolt fejrede sin sejr med jamaicanske dansetrin ved OL i Beijing i 2008. (Foto: Alexander Hassenstein © Getty Images)

Usain Bolt er dog ikke den første professionelle sportsudøver, der har kastet sig ud i musikken.

Tidligere på året kunne man høre den islandske landsholdsspiller Rurik Gislason – der for tre år siden fik hele verdens opmærksomhed for særligt sine gode gener – lægge vokal på sangen 'Older' med den islandske dj Doctor Victor.

Også herhjemme overraskede den nu pensionerede tennisspiller Caroline Wozniacki, da hun tilbage i 2012 – ved siden af karrieren – udgav velgørenhedssangen 'Oxygen'.

For to år siden fulgte hun op på sin musikalske karriere med en hyldestsang til tennis. På sangen 'We Love Our Tennis' synger hun sammen med tennisveninden Agnieszka Radwanska.

Der er dog ikke på nuværende tidspunkt meldinger om, at Caroline Wozniacki for alvor vil tage mikrofonen i hånden, efter hun har lagt ketsjeren på hylden.

Facebook
Twitter