'Han var hjerteslaget i rock'n'roll': Stjernerne står i kø for at hylde afdød The Rolling Stones-legende

Mange musikalske mastodonter mindes den britiske rockstjerne Charlie Watts.

Charlie Watts skilte sig ud i The Rolling Stones. Mens hans bandmedlemmer levede det hårde rock'n'roll-liv, var Watts gift med den samme kvinde fra starten, samlede på antikviteter og gik i jakkesæt. (Foto: 3020 Björn Larsson Ask / SE / TT © Ritzau Scanpix)

- Han var hjerteslaget i rock'n'roll.

- Den ultimative trommeslager.

- Den mest stilfulde mand og skønt selskab.

Det er store og fornemme ord, der præger de sociale medier efter nyheden om, at Charlie Watts, trommeslageren i The Rolling Stones, er død.

Watts blev 80 år og døde i går på et hospital i London omgivet af sin familie.

Dødsfaldet bliver markeret af musikalske giganter som blandt andet Paul McCartney, Elton John, Brian Wilson, Lenny Kravitz, Liam Gallagher, Patti Smith, Bryan Adams, Brian May og mange, mange flere.

Lyt til '(I Can't Get No) Satisfaction', mens du læser videre:

0:00

Også Watts' bandkolleger Mick Jagger, Keith Richards og Ronnie Wood har på de sociale medier hyldet trommeslageren, som de har spillet sammen med siden 1963.

The Rolling Stones' forsanger Mick Jagger har blot lagt et billede af Watts op, storsmilende og bag sit trommesæt, uden nogen ledsagende tekst.

Guitarist Keith Richards er fulgt i samme spor med et billede uden tekst. På det stemningsfulde billede kan man se Charlie Watts trommesæt med et skilt, hvorpå der står "lukket".

I guitarist Ronnie Woods opslag på Twitter, skriver han:

- Jeg elsker dig, min med-tvilling – jeg vil savne dig meget – du er den bedste.

Paul McCartney, der som medlem af The Beatles brød igennem i 1960'erne ligesom The Rolling Stones, har lagt en video på Twitter, hvor han siger:

- Så trist at høre, at Charlie Watts er død. Han var en elskelig fyr... Masser af kærlighed til hans familie. Mine kondolencer til The Stones. Et kæmpe tab for dem. Charlie var en klippe.

Også Ringo Starr, trommeslageren i The Beatles, mindes på Twitter Charlie Watts med et sort-hvid-billede af dem begge. En anden, der har været i fotogemmerne, er Elton John, der på Twitter har lagt et billede op fra 1970'erne af ham selv og Charlie Watts, hvortil han skriver:

- En virkelig trist dag. Charlie Watts var den ultimative trommeslager. Den mest stilfulde mand og fantastisk selskab.

Havde aflyst USA-turné

Charlie Watts blev en del af The Rolling Stones i 1963, efter det britiske band havde haft en periode med forskellige trommeslagere. Han var oprindeligt uddannet reklamemand.

Sammen med The Rolling Stones skabte han klassikere som '(I Can't Get No) Satisfaction', 'Paint it Black', 'Gimme Shelter' og 'Sympathy for the Devil'. Og så har han medvirket på samtlige af gruppens album.

Watts dødsfald kommer, efter det tidligere på måneden kom frem, at bandets kommende USA-turné blev uden trommeslageren, som måtte melde fra af helbredsmæssige årsager.

- Jeg arbejder hårdt på at blive fuldstændig rask, men efter råd fra eksperterne har jeg i dag accepteret, at det vil tage et stykke tid, lød det fra Charlie Watts i en udtalelse, hvor det også fremgik, at Steve Jordan ville træde i hans sted som trommeslager på turnéen.

The Rolling Stones skal efter planen indlede deres USA-turné i Los Angeles den 17. oktober, hvor de i alt vil spille 15 koncerter.

Facebook
Twitter