Hans verdenskendte realityfamilie har været et problem for karrieren: 'Jeg overvejede at skifte navn'

Sangeren Brandon Jenner har følt sig stemplet af at være medlem af Kardashian-Jenner-familien.

Brandon Jenner er medlem af Kardashian-Jenner-familien. Det er, ifølge ham selv, ikke altid let, når man vil gå sine egne veje. (© Getty Images / Grafik: Ellen Kirstine Jensen)

Du kender helt sikkert Kardashian-Jenner-klanen, der gennem årtier på skærmen har opbygget et vaskeægte realityimperium i bedste sendetid med showet 'Keeping Up with the Kardashians'.

Det famøse Kardashian-kuld og momager Kris Jenner, Caitlyn Jenner (tidligere Bruce Jenner), Instagram-fænomenerne Kylie og Kendall og måske endda Brody Jenner, der er kendt fra tv-serien 'The Hills'.

Men har du nogensinde hørt om Brandon Jenner?

Medmindre du er hardcore realityfan, siger navnet dig sandsynligvis ikke særligt meget.

Brandon Jenner er bror til Brody Jenner, søn af Caitlyn Jenner og halvbror til Kendall og Kylie Jenner, og han har i modsætning til resten af familien kun i mindre grad deltaget i realityræset og stedet lagt sine kræfter i musik.

Den midterste Jenner har netop udgivet sin nye ep 'Plan On Feelings', og det har ifølge manden selv ikke været uden problemer, når man hedder Jenner til efternavn og skal kæmpe sig ud af skyggen af sin stjernefamilie.

Lyt til Brandon Jenners sang 'Death of Me', mens du læser videre:

Overvejede navneskifte

Mange ville nok synes, at et liv i sus og dus med privatfly, berømtheder og Hollywood-palæer var den rene drøm. Men ifølge Brandon Jenner har stjernetilværelsen forvoldt ham rigtig mange problemer.

- Indtil videre har der været mange flere ulemper end fordele ved at have det efternavn, jeg har. Det er frustrerende, at folk som udgangspunkt ikke tager min musik alvorligt, når de møder mig. Men jeg forstår dem da godt. Hvis jeg hørte, at en eller anden kendt eller realitypersonlighed var begyndt at lave musik, ville jeg heller ikke tage dem alvorligt, siger Brandon Jenner til dr.dk.

For den 38-årige amerikaner har det af og til været svært at separere sig fra en familie, der i årtier konstant har været omgivet af kontroverser og kameraer.

Han er da også selv blevet forfulgt af pressen. Senest da han gik fra sin kone Leah Jenner, der udgjorde den ene halvdel af parrets fælles musikprojekt, Brandon and Leah.

Den konstante mediehetz har faktisk været så stort et problem for sangeren, at han på et tidspunkt overvejede at efterlade både sit navn og sin identitet som en Jenner i støvet.

- Da jeg begyndte min solokarriere, overvejede jeg at tage et andet navn. Jeg gjorde det næsten, men jeg lod være i sidste øjeblik. Jeg valgte i stedet for at omfavne det og håbe på, at jeg kunne skære gennem larmen og udviske folks fordomme. Det er jo, hvem jeg er. Det er mit navn, siger Brandon Jenner.

For travl til familie

Selvom Brandon Jenner deler efternavn og opvækst med resten af Kardashian-Jenner-klanen fortæller han, at han på trods af stærke familiære bånd aldrig rigtig snakker med hverken sine halvsøskende eller tidligere papsøskende, fordi de simpelthen har for travlt.

Brandon Jenners søster Kylie Jenner har fået barn med rapikonet Travis Scott, og papsøsteren Kim Kardashian lever det søde familieliv med sin mand, hiphopfænomenet Kanye West.

Det kunne derfor være nærliggende at tro, at de familiære musikforbindelser ville være en kæmpe fordel for en aspirerende musiker som Brandon Jenner.

Men der kan du godt tro om.

- Jeg kunne ikke finde på at spørge dem til råds, siger Brandon Jenner efter en meget lang tænkepause.

- Jeg har ikke et forhold til dem, og de bevæger sig inden for en helt anden genre. Det er meget kreativt, men nej. Jeg kunne ikke finde på at opsøge dem. Det interesserer mig slet ikke, tilføjer han.

Lyt til Brandon Jenners største hit, 'Burning Ground', her:

Står på egne ben

Det går umiddelbart også ganske fint for Brandon Jenner uden hjælpen fra de prominente svogere.

Den midterste Jenner, der producerer al sin musik selv, føler nemlig, at hans karriere endelig er ved at tage fart.

- Jeg er ved at nå det punkt, hvor der er nok fans og nok mennesker, der har lyttet til min musik. Jeg tror, at folk, der ikke har hørt det, på lang sigt faktisk vil være positivt indstillede, når de finder ud af, at det kommer fra et sted, de ikke forventede.

Brandon Jenner tror, at nøglen til hans nyfundne succes er, at han i dag hviler mere i sig selv og endelig har lært at acceptere sit kendte efternavn.

- Jeg er så meget mere modig. Jeg har endelig løsrevet mig fra andre folks holdninger og det stigma, der omringer mit navn.