Har du fået nok af 'Last Christmas'? Her er 9 bud på den næste juleklassiker

Stjerner fra ind- og udland er klar med helt nye julesange og covers af gamle klassikere.

Mabel (tv.), Alexander Oscar og Ava Max (th.) har alle lagt musikalske gaver under juletræet i år. (Foto: Getty Images / Ritxau Scanpix / Anne Vestergaard Olsen)
Mabel (tv.), Alexander Oscar og Ava Max (th.) har alle lagt musikalske gaver under juletræet i år. (Foto: Getty Images / Ritxau Scanpix / Anne Vestergaard Olsen)

Du hører dem år efter år. 'All I Want For Christmas'. 'Last Christmas'. 'My Only Wish (This Year)'.

Ja, de holder endnu, de gamle julehits.

Men selvom Mariah Carey, Wham! og Britney Spears stadig kan sende det musikalske hvidjuls-barometer på overarbejde, så kan det også være tiltrængt med et afbræk fra de aldrende juletravere i ny og næ.

Heldigvis bliver der hvert år udgivet masser af nye julesange, som du med fordel kan tilføje til din velvoksne 'Julebal i Nisseland'-playliste.

Én af dem, der i år synger julen ind, er Alexander Oscar, der netop har udgivet sin nyfortolkning af juleklassikeren 'This Christmas'.

- Det er en fed sang, og den er ikke for "overjulet", så det har været spændende at komme med mit bud på, hvordan den skulle lyde, fortæller den 22-årige sanger.

Med hits som 'Number' og 'Complicated' har Alexander Oscar allerede millionvis af streams på samvittigheden. (Foto: JOE MILLER © Scanpix Ritzau)

Originalversionen af 'This Christmas' blev udgivet i 1970. Dengang stod den amerikanske soulsanger Donny Hathaway bag mikrofonen, men siden har stjerner som Christina Aguilera, Destiny's Child, Chris Brown og Jess Glynne også udgivet egne versioner af julehymnen.

- For at være ærlig, så havde jeg faktisk ikke hørt 'This Christmas' før, men da min manager spillede den for mig, tænkte jeg straks, at den passede perfekt til mig. Nu er den faktisk blevet en af mine personlige julefavoritter, fortæller Alexander Oscar.

Selv er sangeren glad for julen, men han hører ikke til blandt dem, der starter med at lytte til julemusik allerede i oktober eller november.

- Jeg lytter faktisk ikke så meget til julemusik selv, men i december er det jo svært at undgå. Og jeg synes også, det er super hyggeligt. Da jeg var lille, var min mor god til at sætte julemusik på og hygge om os, så det minder mig kun om gode ting.

Hør 'This Christmas' her:

0:00

Med 'This Christmas' melder Alexander Oscar sig nu ind i kampen om årets store julehit. Men selvom sangeren, der er kendt for hits som 'Complicated' og 'Number', håber, at hans single kan være et frisk pust på juleplaylisten, så har han ingen forventninger om at skulle vippe Mariah Carey og Wham!s juleklassikere af pinden.

- Det kunne da være sindssygt fedt, hvis 'This Christmas' blev lige så stor. Jeg håber på det, men om jeg tror på det… Det ved jeg nu ikke. Der er meget at skulle hamle op med dér, siger hitmageren med et grin.

Mest streamede julesange på Spotify i Danmark sidste jul:

  1. 1

    Wham! - 'Last Christmas'

  2. 2

    Mariah Carey - 'All I Want for Christmas Is You'

  3. 3

    Lukas Graham - 'Here (For Christmas)'

  4. 4

    Ariana Grande - 'Santa Tell Me'

  5. 5

    Shakin' Stevens - 'Merry Christmas Everyone'

  6. 6

    Justin Bieber - 'Mistletoe'

  7. 7

    Chris Rea - 'Driving Home for Christmas '

  8. 8

    Britney Spears - 'My Only Wish (This Year)'

  9. 9

    Bobby Helms - 'Jingle Bell Rock'

  10. 10

    Julie & Martin Brygmann - 'Jesus & Josefine'

Det bugner med musikalske pakker under træet i år! Her er otte andre nye julesange fra ind- og udland, der kan forsøde den kolde juletid:

1

Patrick Dorgan

Patrick Dorgan fik sit store gennembrud med nummeret 'On the Way Down' i 2014. (Foto: pressefoto)

Alexander Oscar er langt fra den eneste danske musiker, der i år har udgivet en julesang.

Sangeren Patrick Dorgan har også været i gavehumør og har udsendt julesinglen 'Christmas Eve'.

På nummeret synger Dorgan, der er kendt for hits som 'Marilyn' og 'On the Way Down', til en gammel flamme, som han håber, han kan klinke skårene med i den søde (og melankolske) juletid - et scenarie, flere måske kender fra eget liv.

0:00
2

Ava Max

26-årige Ava Max, der har rødder i Albanien, hedder i virkeligheden Amanda Ava Koci. Hendes gennembrudshit 'Sweet But Psycho' er alene på Spotify blevet hørt over én milliard gange. (Foto: Charlotte Rutherford)

Som et lyn fra en klar himmel fik sangerinden Ava Max pludselig sit store internationale gennembrud, da hun i 2018 udsendte monsterhittet 'Sweet But Psycho'.

Siden har sangerinden hittet stort med sange som 'Kings & Queens', 'Salt' og 'So Am I' og nu har hit-psykopaten så øje på sit næste offer: julen.

Med sit bud på en julesang, 'Christmas Without You', forsøger Ava Max at tage kampen op med tidligere tiders juleklassikere. Om det lykkes, må tiden vise, men med både bjældeklang og en klassisk tekst om savnet til en elsket ved juletid er ingredienserne til et julehit i hvert fald på plads.

0:00
3

Lil Nas X

Lil Nas X, her som latexiklædt julemand, er ikke bange for at skille sig ud. (Foto: pressefoto)

De fleste forbinder nok et klassisk julehit med bjældeklang og et bombastisk "så syng da med!"-omkvæd. Men kan rappere så også jule? Svaret er "ja", hvis du spørger Lil Nas X.

Rapperen, der sidste år fik enorm succes med den skøre rap-country-hybrid 'Old Town Road', har nemlig i år udgivet sin egen julesang.

Nummeret hedder 'Holiday', men teksten kredser langt fra om juletræer og andesteg. I stedet rapper Lil Nas X, der er homoseksuel, om sin egen succes, kritikernes stempel af ham som en døgnflue og sin seksualitet.

De knap så julede emner til side, så er der sne og istapper på pladecoveret, og Lil Nas X giver den som glimmerklædt julemand i musikvideoen, så 'Holiday' får plads på juleplaylisten alligevel.

0:00
4

Girl in Red

21-årige Girl In Red er kendt for hits som 'Rue', 'We Fell In Love In December' og 'I Wanna Be Your Girlfriend'. (Foto: Chris Almeida)

Rød er om noget julens farve, og derfor er det da også meget passende, at den norske indie-sanger Girl in Red i år giver sit besyv med til julens playliste.

Det gør hun med nummeret 'Two Queens In A King Sized Bed', der kan betegnes som en low-fi kærlighedssang med jul i ascendanten.

"Der er ingen mistelten over vores hoveder, men jeg kysser dig alligevel", synger sangeren, der i virkeligheden hedder Marie Ulven Ringheim, på nummeret, der gør det svært ikke at komme bare lidt i julestemning.

0:00
5

Mabel

24-årige Mabel kan prale af et celebert stamtræ. Hendes mor er sangerinden Neneh Cherry, hendes onkel er sangeren Eagle-Eye Cherry kendt for hittet 'Stay Tonight' - nå ja, og så er hun også i familie med DR's egen vejvært, Christian Cherry, der har samme far som Eagle-Eye Cherry. (Foto: pressefoto)

Hun er kun 24, men har allerede talrige hits på samvittigheden. Nu er hitmaskinen Mabel også klar med sit bidrag til årets musikalske julebord.

Der er tale om et cover af Bing Crosbys 77 år gamle juleklassiker 'I'll Be Home For Christmas', som Mabel har nyfortolket i en akustisk og julemagisk version.

Sidste år fik Mabel også et pænt julehit med nummeret 'Loneliest Time of the Year', der handler om ensomhed og afsavn i julen.

0:00
6

Chief 1 & Thomas Buttenschøn

Chief 1 (tv.) og Thomas Buttenschøn i musikvideoen til 'Sol i december'. (Foto: Screenshot fra YouTube)

Sangeren Thomas Buttenschøn har - blandt mange andre danske musikere - også meldt sig ind i julekoret med sin nye julesang 'Sol i december'.

På det bjældeklangs-tunge nummer får troubadouren, der er kendt for hits som 'Dårlig sex' og 'Smukkere end smuk', selskab af Chief 1, der også synger på nummeret. De to har tidligere arbejdet sammen på sommersangen 'Alt er godt', der er hørt over en million gange på YouTube.

I nummerets tilhørende musikvideo, der skildrer en fiktiv julefrokost, er gæstelisten udvidet med blandt andre stjernekokken Umut Sakarya og tv-vært Jes Dorph-Petersen.

0:00
7

Carly Rae Jepsen

1,3 millarder gange. Så mange gange er musikvideoen til Carly Rae Jepsens kæmpehit 'Call Me Maybe' blevet set på YouTube. (Foto: pressefoto)

Mange af os tilbringer julen med familien, og det går ikke altid stille for sig. Mellem andesteg og julegaver risikerer interne spændinger, dårlige vaner og gamle skænderier nemlig også at dukke op til overfladen, når der skal julehygges i familiens skød.

Det dilemma synger Carly Rae Jepsen om på sin nye julesingle 'It's Not Christmas Till Somebody Cries'.

Jepsen kender du måske bedst for hendes gennembrudshit 'Call Me Maybe', men sangerinden har siden hittet stort med flere andre sange. Blandt canadierens største hits kan nævnes 'I Really Like You' og 'Cut to the Feeling'.

0:00
8

Rebecca Lou, Kamma, Greta, Girlcrush & Brimheim

Musikerne bag julesangen 'This Time Of Year (Wake Me Up When December Ends)' er fra venstre: Rebecca Lou, Andrea Ida Pronk Jacobsen fra bandet Girlcrush, Kamma, Greta og Brimheim. (Foto: Freja Gyldendal Amby)

Julen er en fest, men også en tid, der for nogles vedkommende kan være forbundet med svære følelser som savn og hjertesorg.

Sådan har det også været for sanger og sangskriver Rebecca Lou, der i år har komponeret en julesang om højtidens skyggeside.

Sangen hedder 'This Time Of Year (Wake Me Up When December Ends)' og handler om de svære følelser og den hjertesorg, man kan føle, når man går den mørke vintertid i møde. De følelser, der vender tilbage år efter år, og som kan være svære at dele med andre.

Det gør Rebeca Lou dog nu, og på sangen får hun selskab af musikkollegerne Greta, Girlcrush, Brimheim og Kamma.

0:00
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk