Har du hørt den? Mystisk technosang fra Kasakhstan hitter i Danmark

Den mystiske techno-tramper hitter også i Sverige, Norge og Finland.

Det er manden her, den nu afdøde Bulat Nurimov, der står bag det overraskende virale hit. (Foto: Pressefoto/Wiki Commons)

Болат Нуримов.

Ja, medmindre du taler kasakhisk, så giver overstående nok ikke meget mening.

Bag de kyrilliske bogstaver gemmer sig navnet Bulat Nurimov, en indtil for nyligt relativt ukendt sanger fra Kasakhstan.

Herhjemme er landet mod øst nok mest kendt for den omdiskuterede 'Borat'-film og landets benhårde præsident Nursultan Nazarbayev, men nu har førnævnte Bulat Nuromiv altså igen formået at sætte Kasakhstan på verdenskortet.

Noget overraskende har han de seneste mange måneder hittet stort hos streamingtjenesten Spotify, hvor han af flere omgange har toppet listen over de mest virale sange herhjemme.

Det har han gjort med sangen 'Zyn Zyn', en hårdtslående basarms-basker på kasakhisk, der indtil videre har høstet mere end tre millioner afspilninger på Spotify.

Lyt til 'Zyn Zyn' ('зын') her, mens du læser videre:

0:00

Og det ikke kun herhjemme, at vi tilsyneladende er blevet ramt af den kasakhiske techno-feber. Sangen hitter også hos vores naboer i Sverige, Norge og Finland.

Men hvordan er en kasakhisk technosang blevet et hit i hele Skandinavien, og hvem er denne Bulat Nurimov? Og hvad dælen har Jennifer Lopez at gøre med det hele?

Blev kendt i viralt Youtube-hit

Det er ikke meget, vi ved om Bulat Nurimov og hans overraskende kæmpehit, men nummeret så dagens lys for første gang i løbet af sidste efterår, hvor det blev udgivet i Kasakhstan.

Det var dog først, da komikerne i det kasakhiske Youtube-slæng Jokeasses brugte sangen i en video, at 'Zyn Zyn' for alvor tog fart.

I videoen, der er blevet set over 21 millioner gange, gør komikerne grin med en befolkningsgruppe kaldet gopniks – et slang-udtryk, der har sit udspring i det gamle Sovjetunionen og bliver brugt til at beskrive Østeuropas svar på den stereotypiske scooter-bølle.

Det var den kasakhiske satiregruppe Jokeasses, der startede 'Zyn Zyn's hittogt. (Foto: Youtube)

Hos svenske Aftonbladet, der også har undret sig over 'Zyn Zyn's popularitet, beskriver man fænomenet således:

- Gopniker hænger ud foran kiosker, drikker alkohol, der ikke er beregnet til at blive drukket, tygger solsikkefrø og griller shish-kebab over åben ild.

I videoen har komikerne skrevet en ny tekst til 'Zyn Zyn', hvor de gør grin med de lokale bøller.

Youtube-succesen kom øjensynlig bag på Bulat Numirov selv. Til det kasakhiske medie Tengri News har han udtalt, at han arbejdede på nummeret i en periode, men droppede det igen og havde derfor ingen anelse om, hvordan det pludselig havnede i hænderne på Youtube-komikerne.

Den kasakhiske sanger nåede dog ikke at nyde sin nyfundne succes længe. Den 24. oktober sidste år, få uger efter udgivelsen af 'Zyn Zyn', døde Nurimov af lungesygdommen tuberkulose. Han blev 28 år.

Bulat Nurimov var både sanger og sangskriver, men producerede også musik for andre musikere. (Foto: pressefoto)

Hitter stort i Stockholm og København

'Zyn Zyn' dukker første gang op på den danske viral-hitliste den 27. maj, hvor nummeret debuterer på en 39. plads.

Få dage efter indtager den kasakhiske techno-tramper førstepladsen på listen, hvor den ligger helt frem til den 17. juni - og lige siden har sangen floreret på listen over de mest virale hits i Danmark.

Flere Youtube-brugere undrer sig over Bulat Nurimovs techno-succes i de skandinaviske lande. (Foto: WikiCommons/YouTube)

Men allerede i begyndelsen af maj måned gjorde nummeret sig bemærket hos vores svensker naboer, hvor den hurtigt strøg til førstepladsen. Her fire måneder senere er sangen stadig populær hinsidan og ligger i skrivende stund placeret på en 27. plads.

Kaster man et blik på Bulat Murinovs artist-sideSpotify, tegner der sig hurtigt et billede af, at den kasakhiske hitmager har fået sig noget af en fanskare rundt omkring i Norden.

Han er allermest populær blandt lyttere i Stockholm, men tallene afslører, at han også er svært populær blandt Spotify-brugere i Oslo, Gøteborg, Malmø og København.

Beskyldt for at stjæle omkvæd

Uanset hvordan det er gået til, er der vist ingen tvivl om, at 'Zyn Zyn' er blevet et hit her i Skandinavien.

Men selvom Bulat Nurimovs musikalske eftermæle i den grad har fået et skub, så kan den kasakhiske hitmager altså ikke tage hele æren for nummerets succes.

En Youtube-bruger med særdeles spidse ører udpegede nemlig allerede få dage efter, at sangen gik viralt, at nummerets karakteristiske omkvæd er tyvstjålet.

Ifølge brugeren er omkvædet hugget fra nummeret 'Control Myself' med rapperen LL Cool J og sangerinden Jennifer Lopez fra 2006.

Er du enig? Vurder selv her, om Bulat Numirov har været lidt for langfingret og lånt lige lovlig meget fra LL Cool J og Jennifer Lopez:

0:00
Facebook
Twitter