Har du hørt om ham? Snart kan 'musikalsk sprællemand' vinde hele 11 Grammy-priser

Jon Batiste er den mest nominerede artist til næste års Grammy-uddeling. Han slår blandt andre Doja Cat, H.E.R. og Justin Bieber.

Jon Batiste kan muligvis gå hjem med hele 11 Grammy-priser, når næste års udgave af den amerikanske musikprisuddeling finder sted i januar. Tilbage i april vandt han en Oscar for sin musik til Pixar-filmen 'Soul'. (Foto: Chris Pizzello/Pool © Scanpix)

Indrøm det nu – hvis vi siger "Jon Batiste", ved du så, hvem det er?

Okay, lad os tage den fra begyndelsen: Han er en 35-årig amerikansk musiker, der både har optrådt med legender som Stevie Wonder, Prince og Lenny Kravitz, og som også har udgivet musik i sit eget navn.

Herudover er han kendt for at stå i spidsen for musikken i 'The Late Show with Stephen Colbert' sammen med bandet Stay Human. Og nå ja, så har han vundet en Oscar for bedste originale musik til Pixar-filmen 'Soul'. Den pris delte han med Trent Reznor og Atticus Ross.

Godt, så er vi fremme ved i dag: Nu har Jon Batiste nemlig fået sin antageligt hidtil største tur i mediemøllen i kølvandet på annonceringen af de nominerede til næste års amerikanske Grammy-uddeling, der finder sted 31. januar i Los Angeles, Californien.

Her er Jon Batiste nomineret i hele 11 kategorier og er dermed den artist, der er nomineret til allerflest priser. Tre andre artister deler andenpladsen med næstflest nomineringer. Det drejer sig om Doja Cat, H.E.R. og Justin Bieber, der hver er nomineret til otte priser.

Her ses den 35-årige musiker på scenen til Global Citizen Live-koncerten i New York i september. (Foto: CAITLIN OCHS © Scanpix)

Jon Batiste er nomineret i to af de store kategorier, nemlig 'Årets indspilning' og 'Årets album'.

Herudover har han syv nomineringer i genrekategorierne 'Bedste traditionelle R&B-optræden', 'Bedste R&B-album', 'Bedste improviserede jazzsolo', 'Bedste instrumentelle jazzalbum', 'Bedste American Roots-optræden', 'Bedste American Roots-sang' og 'Bedste nutidige klassiske komposition'.

Endelig er Jon Batiste også nomineret for 'Bedste musik til et visuelt medie' samt 'Bedste musikvideo'.

Rammer folk med sin 'dejlige energi'

Men hvem er han så, ham Jon Batiste? Det har vi spurgt radiovært på P8 Jazz Stine Kragh Danving om.

Hun beskriver ham som en "musikalsk sprællemand", der kommer fra en musikalsk familie med rødder i New Orleans.

- Så han har hele jazz- og bluestraditionen med sig i sine musikalske årer. Men så har han i dén grad også defineret sig selv som musiker i kraft af den generation, han selv er en del af, og alt, hvad dén har budt på af musikalske lækkerier – heriblandt hiphop, roots, jazz og ikke mindst kærligheden for at blande det hele sammen.

Lyt til 'Freedom' fra Jon Batistes seneste album, 'We Are':

0:00

I USA er han særlig kendt i den brede befolkning på grund af sit arbejde som kapelmester på 'The Late Night Show med Stephen Colbert'. Og det er måske samtidig forklaringen på, at han ikke er et særligt kendt navn herhjemme endnu:

- Der findes jo supermange talkshows i USA, som har enorme seertal, men som ikke nødvendigvis når frem til danskerne. Men det er klart et sted, hvor han har høstet stor popularitet og musikalsk anerkendelse, forklarer Stine Kragh Danving.

Herudover mener jazzværten også, at Oscar-prisen for 'Soul' i foråret har hjulpet de 11 Grammy-nomineringer godt på vej:

- Den høstede enorme roser – særligt for det musikalske arbejde. Men derudover handler det også om, at han er en musikalsk sprællemand, som er svær at dække ind under én genre.

- Hans seneste album, 'We Are', er en blanding af jazz, klassisk, roots og R&B, så derfor kan hans musik placeres i flere kategorier, og det er den så i den grad også blevet. Og så tror jeg også bare, at han i det seneste år har ramt folk med sin dejlige energi, som er helt vildt smittende, og som der i dén grad har været brug for i et pandemi-år.

Yngre artister dominerer feltet – og dog

Mens vi altså må vente til 31. januar med at finde ud af, om Jon Batiste vinder i samtlige 11 kategorier, han er nomineret i, så kan vi bruge ventetiden på at se lidt nærmere på nogle af de øvrige nominerede.

I de store kategorier er det især de yngre navne, der dominerer feltet. Således er både Justin Bieber, Billie Eilish og Olivia Rodrigo nomineret i 'Årets album'.

I kategorien 'Årets sang' kæmper blandt andre sangskriverne bag Justin Biebers 'Peaches', Lil Nas X' 'Montero (Call Me by Your Name)' og Billie Eilishs 'Happier Than Ever' om prisen.

De er alle tre også nomineret i kategorien 'Årets indspilning', hvor de får selskab af fire svenskere, der for længst kunne være gået på pension. Abba er nemlig nomineret til deres første Grammy-pris nogensinde for comeback-singlen 'I Still Have Faith in You'.

Herudover er der også grund til at kippe lidt med dannebrogsflaget. Den danske dirigent Thomas Dausgaard er nemlig nomineret i kategorien 'Bedste orkester-optræden' sammen med Seattle Symphony Orchestra.

Her er de nominerede i de fire største kategorier:

Årets indspilning

  • Abba – 'I Still Have Faith in You'

  • Jon Batiste – 'Freedom'

  • Tony Bennett and Lady Gaga – 'I Get a Kick Out of You'

  • Justin Bieber feat. Daniel Caesar and Giveon – 'Peaches'

  • Brandi Carlile – 'Right on Time'

  • Doja Cat feat. SZA – 'Kiss Me More'

  • Billie Eilish – 'Happier Than Ever'

  • Lil Nas X – 'Montero (Call Me by Your Name)'

  • Olivia Rodrigo – 'Drivers License'

  • Silk Sonic – 'Leave the Door Open'

Årets sang

  • Ed Sheeran – 'Bad Habits'

  • Alicia Keys og Brandi Carlile – 'A Beautiful Noise'

  • Olivia Rodrigo – 'Drivers License'

  • H.E.R. – 'Fight for You'

  • Billie Eilish – 'Happier Than Ever'

  • Doja Cat featuring SZA – 'Kiss Me More'

  • Silk Sonic – 'Leave the Door Open'

  • Lil Nas X – 'Montero (Call Me by Your Name)'

  • Justin Bieber feat. Daniel Caesar and Giveon – 'Peaches'

  • Brandi Carlile – 'Right on Time'

Årets album

  • Jon Batiste – 'We Are'

  • Tony Bennett and Lady Gaga – 'Love for Sale'

  • Justin Bieber – 'Justice'

  • Doja Cat – 'Planet Her'

  • Billie Eilish – 'Happier Than Ever'

  • H.E.R. – 'Back of My Mind'

  • Lil Nas X – 'Montero'

  • Olivia Rodrigo – 'Sour'

  • Taylor Swift – 'Evermore'

  • Kanye West – 'Donda'

Bedste nye artist

  • Arooj Aftab

  • Jimmie Allen

  • Baby Keem

  • Finneas

  • Glass Animals

  • Japanese Breakfast

  • The Kid Laroi

  • Arlo Parks

  • Olivia Rodrigo

  • Saweetie

Du kan se alle de nominerede her.

FacebookTwitter