Har gjort kometkarriere på et år: Nu rydder dansk stjernetrio bordet til prisshow

Bandet Jung blev aftenens helt store vinder, da musikmagasinet Gaffa torsdag uddelte priser.

Jung vandt hele fem priser ved Gaffa-Prisen 2021, som blev afholdt torsdag aften. (© Philip Temple Grafik: Christian Ellegaard)

Medlemmerne af hitbandet Jung vågner sandsynligvis op med et stort smil i dag, efter de i går ryddede bordet ved årets Gaffa-Prisen.

Trioen, der består af Jonas Jung, Michael Hovmand og Sigurd Boesen, vandt hele fem priser, nemlig 'Årets danske udgivelse' og 'Årets danske popudgivelse' for debutalbummet 'Blitz', 'Årets danske hit' for sangen 'Blitz, baby', 'Årets danske band' og 'Årets nye danske navn'.

Det betyder, at trekløveret vandt fem ud af de seks kategorier, de var nomineret i, og at de derfor kunne kalde sig aftenens helt store vindere - og det på trods af, at de for kun lidt over et år siden gav deres allerførste interview, og de endnu kun har nået at spille ganske få live-koncerter i deres relativt korte karriere, som blev kickstartet i sommeren 2019 med debutsinglen 'Jeg skal nok vente'.

- Vi havde glædet os rigtig meget til at møde de folk, der lytter til vores musik. Det er jo absurd at kunne se på Spotify, at der er mere end 100.000, der lytter til vores musik hver måned, når vi ikke aner, hvem de er, eller hvordan de ser ud, fortalte Jonas Jung blandt andet til dr.dk i sommer, da festivalerne måtte aflyses grundet corona-pandemien.

Men det er poprock-trioen opsat på at råde bod på. I 2021 tager de på en stor turné i landet, hvor de blandt andet - hvis alt går vel - skal spille i Royal Arena i København og Ceres Arena i Aarhus til november. Det offentliggjorde de tidligere på ugen.

- Det er en gigantisk ære at indtage venues som Royal Arena så hurtigt. Allerede nu er det tårefremkaldende blot at forestille sig synet, og vi kan mildest talt ikke vente. Vi glæder os helt vildt til at dele øjeblikket med alle vores fantastiske fans, som er stået på Jung-toget, lød det fra bandet i en pressemeddelelse.

Hør det nu prisvindende hit 'Blitz, baby' lige her:

0:00

Ved torsdagens Gaffa-Prisen var det dog ikke Jung alene, der løb med opmærksomheden.

Den danske sanger Annika Aakjær snuppede for eksempel prisen 'Årets danske solist' foran navne som Jada, Tessa og Benjamin Hav.

Udover at have gjort sig positivt bemærket med sin musik, har Annika Aakjær det seneste år også slået et slag for at sætte mere fokus på kvinders vilkår og sexisme i musikbranchen.

Andre vindere ved torsdagens prisshow tæller blandt andre Benjamin Hav, der vandt prisen 'Årets danske hiphop-udgivelse' for albummet 'Dit syge dyr', og rockbandet Bersærk, der vandt prisen 'Årets danske hardrock/metaludgivelse' for albummet 'Sol'.

På den internationale musikscene er det blandt andre K-popbandet BTS og Ariana Grande, der har gjort sig bemærket blandt Gaffas læsere. BTS blev kåret som 'Årets internationale band' og vandt desuden for 'Årets internationale udgivelse', mens Ariana Grande blev 'Årets internationale solist'.

Gaffa-Prisen blev afholdt i Musikhuset Aarhus torsdag aften og blev sendt på TV2 Zulu og TV2 Play.

Gaffa-Prisen uddeles af læserne af musikmagasinet Gaffa og er blevet uddelt siden 1991. Du kan se alle vinderne ved Gaffa-Prisen 2021 herunder:

De vandt ved Gaffa-Prisen 2021

  • Årets danske udgivelse: Jung - 'Blitz'

  • Årets danske band: Jung

  • Årets danske solist: Annika Aakjær

  • Årets nye danske navn: Jung

  • Årets danske hit: Jung - 'Blitz, baby'

  • Årets danske rockudgivelse: Dizzy Mizz Lizzy - 'Alter Echo'

  • Årets danske popudgivelse: Jung - 'Blitz'

  • Årets danske hiphop-udgivelse: Benjamin Hav - 'Dit syge dyr'

  • Årets danske hardrock/metaludgivelse: Bersærk - 'Sol'

  • Årets danske elektroniske udgivelse: Faustix - 'Technodad'

  • Årets danske sangskriver: Tim Christensen, Dizzy Mizz Lizzy

  • Årets danske live-initiativ: Coronakoncerter.dk

  • Årets internationale udgivelse: BTS - 'Map of the Soul: 7'

  • Årets internationale band: BTS

  • Årets internationale solist: Ariana Grande

  • Årets nye internationale navn: Doja Cat

  • Årets internationale hit: Harry Styles - 'Watermelon Sugar'

  • Tak Rock-Prisen: Spillestedet Rust for koncertrækken 'Rust Sleeps Around'

  • HiFi-Prisen: Carsten Heller

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk