Har udgivet over 500 sange og røget rockikoner skæve: 6 ting, du (måske) ikke vidste om Bob Dylan

I dag fylder Bob Dylan 80 år, og hans lange karriere har budt på talrige højdepunkter og påfund.

Bob Dylan, som mandag fylder 80, har turneret stort set uafbrudt i over tre årtier. (Foto: / Grafik: Oliver Seppo)

Det er ikke sikkert, du ved så meget om ham. Men du kender uden tvivl navnet.

Bob Dylan.

Måske har dine forældre spillet ham over anlægget, da du var mindre. Eller måske hørte du ham på karakteristisk vis hviske sine tekster fra Orange Scene på Roskilde Festival for to år siden.

Han har i hvert fald været svær at komme udenom de sidste – ja, godt og vel 60 år.

For efter at hans første album kun solgte 5.000 eksemplarer og ikke blev nogen stor succes, har han brugt resten af sin imponerende karriere på at tage revanche.

Siden da er det blevet til mere end 50 album, 500 sange og et hav af priser. Alt fra Grammy til Golden Globe, Pulitzerprisen og – vent, den sidste gemmer vi til lidt senere.

For i anledning af, at den legendariske rock- og folkemusiker i dag fylder 80 år, har vi samlet seks af de ting, du måske ikke vidste om ham.

Lyt til ét af Bob Dylans største hits her, mens du læser videre:

0:00
1

Navnet er Bob Dylan - eller hvad?

Inden valget faldt på kunstnernavnet Bob Dylan, overvejede han kraftigt at kalde sig for Robert Allyn. (Foto: Bettmann © (c) Getty images)

Bob Dylan er nok et velkendt navn for de fleste. Men det har det ikke altid været for ham selv.

- I starten skulle jeg vænne mig til, at folk kaldte mig Bob, skriver han i sin selvbiografi 'Chronicles'.

Bob Dylan har nemlig ikke altid været hans navn.

Han er egentlig født som Robert Allen Zimmerman, men besluttede som 21-årig at ændre det til dét navn, som hele verden nu kender ham under.

Det var dog ikke noget nyt for den dengang unge musiker at skifte navn. Inden han endte på Bob Dylan, havde han både afprøvet aliasser som Elston Gunn, Robert Allen og Bob Dillon.

2

Kan spille på 18 instrumenter

Her spiller Bob Dylan på en legetøjsfløjte, mens han samtidig spiller guitar. (© Shutterstock)

Hvis Bob Dylan havde flere arme, behøvede han slet ikke et band, når han skulle optræde.

For hvor nogle med nød og næppe kan kæmpe sig igennem 'Wonderwall' på guitar, kan den amerikanske multi-instrumentalist spille på intet mindre end 18 instrumenter – det ene mere obskurt end det andet.

For udover velkendte instrumenter som trommer, klaver og guitar, kan han også spille alt fra autoharpe til didgeridoo og koklokke.

Og så selvfølgelig hans tro følgesvend, der altid hænger rundt om halsen på ham: mundharpen.

3

Røg rockikoner skæve

Bob Dylan (til højre) spiller sammen med George Harrison (til venstre) fra The Beatles. (Foto: Ron Galella © (c) Getty images)

I løbet af 1960'erne skiftede The Beatles stil.

De gik fra at være nogle velklædte drenge med grydehår til at blive mere psykedeliske i deres udtryk.

Og det viser sig, at Bob Dylan måske ikke er helt uden ansvar i den sammenhæng. Det var nemlig ham, der introducerede dem for cannabis fra den grønne hampplante.

Efter et show i 1964 sad han i en hotelsuite med The Beatles i New York, da han fik lyst til at ryge pot.

Han var overbevist om, at de fire musikere fra Liverpool havde prøvet at ryge før, da han havde hørt deres sang 'I Want to Hold Your Hand', hvor de synger: "And when I touch you I get high" (Og når jeg rører dig, bliver jeg høj).

De måtte dog fortælle ham, at de ikke sang: "I get high", men derimod: "I can't hide" (Jeg kan ikke skjule) – og i øvrigt aldrig havde prøvet kræfter med stoffet.

Ikke før den aften, hvor en joint gik på omgang, og de fik øjnene op for rusmidlet.

4

Blev den første Nobelpris-vindende musiker

I en længere tale forholdt Bob Dylan sig til, hvordan han som musiker kunne vinde en Nobelpris for litteratur. (Foto: TORSTEN BLACKWOOD © (c) Ritzau Scanpix)

I 2016 vandt Bob Dylan Nobelprisen for litteratur. Som den første musiker nogensinde.

Ifølge det svenske akademi, der uddeler prisen, vandt han "for at have skabt nye poetiske udtryk inden for den store amerikanske sangtradition."

Tildelingen af prisen skabte meget røre, da det blev debatteret, om sangtekster overhovedet kunne sidestilles med poesi og noveller og dermed blive betragtet som litteratur.

Men ifølge Sara Danius, der var en fast del af det svenske akademi, fungerer Bob Dylans tekster som litteratur i sig selv, uden de behøver at blive akkompagneret af musik eller sunget.

5

Har turneret uafbrudt i over tre årtier

Med årene er Bob Dylan blevet kendt for nærmest at mumle sine tekster og ellers ikke sige et ord på scenen – hverken før, mellem eller efter sangene. (Foto: Michael Putland © (c) Getty images)

Bob Dylan har gennem sin lange karriere spillet mange koncerter. Ja, man kan næsten kalde det en turné, der aldrig slutter.

Det er selvfølgelig ikke helt korrekt, for Bob Dylan er naturligvis blevet ramt af de mange nedlukninger og restriktioner, ligesom alle os andre.

Men der skulle også en verdensomspændende epidemi til, før den nu 80-årige sanger trådte ned fra scenen og stoppede med at rejse verden rundt med sin musik.

Han har ellers optrådt uafbrudt siden 1988 med op mod 100 shows om året. Han har optrådt så meget, at hans turné til sidst blev kaldt for 'Never Ending Tour'.

6

Har sit eget whiskymærke

Selvom han har lanceret et whiskymærke, besluttede han sig i 1994 for at stoppe med at drikke. (Foto: (Screenshot) © Heavens Door Spirits LLC)

Efter mere end 60 år på landevejen som musiker, kan det måske være fristende at prøve noget nyt.

Om det er årsagen, er uvist, men i 2018 besluttede Bob Dylan sig i hvert fald for at starte sit eget whiskymærke 'Heaven's Door' efter at have omdannet en kirke i delstaten Tennessee til et destilleri.

Bob Dylan er kendt som en whisky-connaisseur og om sin egen af slagsen sagde han til New York Times:

- Jeg har rejst verden rundt i årtier og haft mulighed for at smage nogle af de bedste whiskyer, verden har at tilbyde. Det her er god whisky.

Hør sangen, der deler navn med whiskymærket:

0:00
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk