Hiphoppens ballademager lægger sig ud med alle: Nu kommer kontroversiel rapper til Danmark

Common er kendt for sine mange kontroverser med navne som Drake og Ice Cube.

90'erne stod i musikkens tegn.

Slikkede boybands var en global epidemi, Kurt Cobain og co. gjorde skovmandsskjorter og livstræthed mainstream, og hiphop gjorde for alvor sit indtog på den globale musikscene.

En af dem, der formåede at hægte sig på det ustoppelige hiphoptog, var rapperen Common, der søndag aften gæster København som en del af sin 'Let Love Tour'.

Og af den koncert kan man altså forvente noget helt særligt, mener den amerikanske rapper selv.

- I kan forvente en helt unik oplevelse, når det kommer til en hiphop-optræden, siger Common til dr.dk om den danske koncert.

Hvis du er stor Common-fan, forventer du måske en kontroversiel koncert. Rapperen er nemlig kendt for en perlerække af kontroverser med blandt andre prominente rappere som Drake og Ice Cube.

Noget kunne dog tyde på, at den konfliktopsøgende Common er blevet blød om hjertet på sine gamle dage.

Det vender vi tilbage til.

En tumult karriere

Rapperen med det borgerlige navn Lonnie Corant Jaman Shuka Rashid Lynn blev født i 1972 i den sydlige del af Chicago. Et område præget af fattigdom og vold.

Allerede som 15-årig stiftede Common sammen med to af sine klassekammerater rapgruppen C.D.R.

Den unge trio gjorde sig hurtigt bemærket på hiphopscenen og fik lov til at varme op for 80'er-rapgiganter som N.W.A og Big Daddy Kane.

Men den unge Common tørstede efter mere. Han havde soloambitioner.

Common i 90'erne. (© Youtube screendumps / Grafik: Ellen Kirstine Jensen)

Lyt til sangen 'The Light' af Common imens du læser:

Common lagde derfor rapgruppen bag sig og udgav sin første single 'Take it EZ' under navnet Common Sense. Singlen og hans debutalbum 'Can I Borrow a Dollar' fik en varm modtagelse i rapmiljøet, og der var derfor høje forventninger til hans næste album 'Resurrection'.

Det kom på gaden i 1994 og indeholdt blandt andet sangen 'I Used to Love H.E.R', der er bredt anerkendt som en af de bedste hiphopsange, der nogensinde er lavet.

'I Used To Love H.E.R' cementerede, ifølge hiphop-eksperten Tiffany Hamilton fra Allhiphop.com, Common som en af pionererne inden for politisk hiphop.

Lyt til sangen 'I Used to Love H.E.R:

Og sangen 'I Used To Love H.E.R' er i den grad politisk. Den kritiserer i skarpe vendinger den drejning, Common mente, at hiphoppen havde taget fra politisk aktivisme til ubekymret vestkyst-gangsterrap.

I sangen refererer Common til filmen 'Boyz in the Hood', der har den berygtede vestkyst-gangsterrapper Ice Cube i hovedrollen.

Og det blev begyndelsen på Commons ry som ballademager inden for hiphop.

Commons spydigheder om Ice Cube faldt nemlig ikke i god jord hos rapperkollegaen, der med sin gruppe Westside Connection responderede tjept med den hårdtslående sang 'Westside Slaughterhouse', hvor han tager vestkyst-rappen i forsvar og giver Common en ordentlig sviner i samme ombæring.

Frygtede nyt voldsorgie

Selvom Common var fra Chicago i midtvesten, blev hans angreb opfattet som en del af østkystens angreb på vestkystens raptraditioner.

Sangen 'I Used To Love H.E.R' var dermed med til at øge spændingerne mellem vest- og østkysten, der endte i en blodig tragedie, der kostede flere prominente rappere livet.

Hvis man skal tro Common i dag, var det dog aldrig hans hensigt at kritisere gangsterrappen og kaste benzin på hiphopbålet.

Han fortæller nemlig, at han opvoksede med gangsterrappere som N.W.A, Rakim og KRS-One i ørerne.

- Det, jeg mente i sangen 'I Used to Love H.E.R', var, at alle ikke er gangstere, og jeg var træt af at se rappere, der lod, som om de var. Jeg brød mig ikke om, at de udnyttede kulturen og lod, som om de var gangstere for at tjene penge og blive populære, siger Common til dr.dk.

Common (tv.) og Ice Cube har i dag begravet stridsøksen. Her ses de i 2015. (Foto: Kevin Winter © Getty Images)

De to kamphaner fortsatte deres verbale tilsvininger langt ind i 90'erne, men i 1997 trak den afroamerikanske religiøse forening Nation of Islam bremsen for de to stridsparter, da de indkaldte til en fredskonference.

De var bange for, at den raserende konflikt mellem Common og Ice Cube ville eskalere til et voldsorgie, ligesom man havde set med 2Pac og Notorious B.I.G.

Fjendskabet mellem Ice Cube og Common gik derefter i sig selv, men konflikten blev den første af mange for Common.

Drake går til angreb

I 2011 skabte Common røre igen, da han i sin sang 'Sweet' kritiserede et af 10'ernes største rapfænomener: Syngende rappere.

Lyt til sangen 'Sweet' af Common her:

Det fik rappens største sangfugl, streaminggiganten Drake, op på barrikaderne.

Han tog det nemlig som et personligt angreb og gav derfor Common en ordentlig tilsvining i sangen 'Stay Schemin', hvor han beskylder Common for at bruge konflikter som et middel til at sælge flere plader.

Den hypotese er Anders Reuter, forsker i pop, EDM og hiphop ved Københavns Universitet, dog ikke helt enig i.

- Jeg tror helt klart, at der er en enorm PR-værdi i konflikter. Det er jo de historier, der nærmest tangerer sladder, der går viralt. Man skal holde øje med, om artisten kun kan finde ud af at spekulere i konflikter. Det synes jeg ikke, at Common kun gør.

Makkerparret The Weeknd og Drake havde ikke meget til overs for Commons kritik. (Foto: Lyle A. Waisman og Ollie Millington © Getty Images)

Common greb dog beef-bolden og lavede lynhurtigt et modangreb på Drake i et remix af 'Stay Schemin'. Der gik ikke længe, før Drakes tro væbner, sangeren The Weeknd, tyede til Twitter og refererede til den dengang 40-årige Common som 'en fuld gammel onkel'.

Om det var Drakes sang, The Weeknds twitter-hån eller noget helt tredje, der fik Common til at trække i land, vides ikke. Men i 2012 erklærede Common stridsøksen med Drake begravet.

Fra konflikter til kærlighed

Ice Cube og Drake er ikke de eneste, Common har lagt sig ud med. Rapperen har også gjort sig bemærket i amerikansk politik, hvor han har været en højlydt kritiker af Donald Trump og den tidligere amerikanske præsident George W. Bush.

Derudover er han selv blevet kritiseret af flere rappere, fordi han i sin sang 'Real People' problematiserer romantiske forhold mellem sorte og hvide mennesker.

Men det kunne godt se ud, som om skænderiet med Drake blev Commons sidste musikalske klammeri.

For selvom Common i hele sin rapkarriere har skabt furore og kontroverser, lader det til, at han endelig har parkeret sin rolle som rapballademager.

Hans nye album 'Let Love' er nemlig én stor kærlighedserklæring. Common har tilmed lavet en opfølger til den kritiske'I Used to Love H.E.R', der kickstartede hans første uvenskab.

Lyt til sangen 'HER Love' fra Commons nye album:

For i modsætning til det kritiske 90'er-hit er den nye 'Her Love' en svulstig hyldest til hiphoppen i alle sine former.

Men hvorfor har Common så pludselig skiftet holdning og genfundet kærligheden til hiphoppens mange ansigter?

- Jeg er blevet mere forstående over for hiphop. Jeg har gennemgået faser i mit liv, der har givet mig en forståelse for, at hiphop skulle gøre det samme. For at vokse må man eksperimentere og prøve nye ting. Det måtte hiphoppen også, siger Common.

Det lader altså til, at Common, den politiske rapper, har byttet kontroverserne ud med kærligheden. Men kan en rapper, der har levet af kritik, kontroverser og beefs overleve på kærlighed alene?

Det tror forsker i pop, EDM og hiphop Anders Reuter godt, at han kan.

- Common er arketypen på en artist, der er meget aktivistisk og politisk. Jeg tror godt, at hans fans kan rumme bredden, og at han kan rykke frem og tilbage mellem konflikt og kærlighed. Der er jo stadig ekspressive ting i hans album, hvor han snakker om, at han går til psykiater. Der er stadig masser af kød på, siger Anders Reuter.

Common gæster København, når han spiller på Store Vega søndag den 8. september.

Facebook
Twitter