Hugo Helmig har rejst sig efter svær tid: 'Det har været et af de vigtigste år i mit liv'

Den 21-årige musiker Hugo Helmig er hoppet i arbejdstøjet for at lave flere hits.

(Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, Sebastian Stokkebo Sørensen/DR)

Det hele så ud til at køre på skinner for Hugo Helmig.

Han havde haft årets største danske hit i 2017, var slået igennem internationalt og havde spillejob linet op på stribe – blandt andet en eftertragtet optræden på Roskilde Festival.

Han så ud til at leve en stjernetilværelse i sus og dus. Men det hele var ikke så legende let, som det umiddelbart så ud. Og under overfladen var den unge popstjerne plaget af indre dæmoner.

Det var nok derfor, Hugo Helmigs 2019 tog en uventet og drastisk drejning, da han en dag vågnede op i en fængselscelle – efter at være blevet anholdt i en rus af kokain.

Men hvordan nåede det dertil? Og hvem er 21-årige Hugo Helmig egentlig – under de storsælgende radiobaskere og kulørte avisoverskrifter?

Den historie deler han i P3-podcasten: 'Hvem er Hugo Helmig?' - og i en kortere udgave her på dr.dk.

Lyt til Hugo Helmigs første store hit, 'Please Don't Lie', mens du læser videre:

0:00

Bange for at blive stemplet som blød

Hugo Helmig vil på ingen måde indrømme det på det tidspunkt. Men imens han er i folkeskolealderen, synes han, det er lidt sejt, at hans forældre er kendte.

- Det gør, at jeg også gerne vil være speciel. Det er noget at leve op til, i hvert fald i mit eget hoved, siger Hugo Helmig, som er søn af musiker Thomas Helmig og psykolog og fotomodel Renée Toft Simonsen.

Måske er det netop ønsket om at være speciel, der gør, at han i sine teenageår skifter tøjstil med jævne mellemrum. Og at han går all in hver gang.

Han eksperimenter både med en identitet som punker i sort tøj og med heavy metal i ørerne. Som popdreng med Dax-voks i håret og Evisu-bukser med hængerøv. Og som skateboardende hiphopper i tøj, der er alt for stort.

Faktisk er det netop, mens han er i sin hiphop-periode, at han hører Justin Bieber for første gang. Og han er ret vild med det. Men af frygt for at blive stemplet som blød popfyr, en fordom som har fulgt ham igennem hele livet, tør han ikke sige det til sine venner.

En ung Hugo Helmig fotograferet i sin "pop-periode". (© PRIVATFOTO)

- Jeg er meget hurtigt blevet stemplet som fløde, som en popdreng. Så jeg tror, jeg har haft brug for at vise, at jeg også er andet end det.

Det forsøger Hugo Helmig blandt andet at bevise over for vennerne, da han som 12-årig tager sit første hvæs af en "ordentlig bong".

- Jeg synes, det er en mærkelig fornemmelse at være skæv. Men jeg kan godt lide at være ved siden af mig selv, husker Hugo Helmig.

- Igennem mine teenageår er jeg usikker på mange ting. For mig bliver det at ryge joints en måde at komme væk fra det hele.

Hugo Helmig stiftede bekendtskab med Justin Bieber allerede, da den canadiske verdensstjerne udgav nummeret 'One Less Lonely Girl' i 2009. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, dr)

Danmarks største hit

Den unge Hugo Helmig er altså stolt af sine forældre. Men samtidig har han, som det vel nærmest er naturlov for teenagere, brug for at tage afstand til dem.

Så han skal i hvert fald ikke være psykolog eller model ligesom sin mor - og da slet ikke musiker ligesom sin far.

Han går op i fodbold og piger, og så vil han være marinebiolog, selvom han "ikke ved en skid om havet".

Men før Hugo Helmig har set sig om, er han alligevel havnet på først en musikefterskole og sidenhen en musikhøjskole. Og i en alder af 16 år bliver han kontaktet af pladeselskabet The Bank.

Pladeselskabet sætter stik mellem Hugo Helmig og sangskriveren Emil Falk, og de to begynder at skrive musik sammen.

Egentlig er det bare meningen, at de to skal skrive en håndfuld numre sammen, som Hugo Helmig i det små kan tage ud at spille med.

Men en brandvarm sommerdag, hvor makkerparrets studie nærmere er omdannet til en skoldhed sauna, rammer de en melodi, de fornemmer, har hitpotentiale.

Så den næste måneds tid bliver studiet omdannet til arbejdslejr.

Emil Falk og Hugo Helmig producerer stadig musik i det samme studie, som det hele startede i, her flere år senere. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, dr)

- På det tidspunkt er jeg meget slacket, og jeg ryger meget, så min stemme er der ikke helt. Det er virkelig en kamp at levere vokalen. Men den skal bare være der, så vi bruger lang tid på at skrive og indspille den, siger Hugo Helmig.

Resultatet bliver Hugo Helmigs første single, 'Please Don't Lie'. En sang, der handler om "det der sociale medie-shit".

- Den handler om det der med at lyve for sig selv og sine omgivelser via sociale medier. Det er en usikkerhed, jeg selv har haft. Jeg har tænkt meget over, at jeg skulle være på en bestemt måde for at passe ind, siger Hugo Helmig.

Nummeret bliver straks et kæmpehit. Det bliver streamet til ukendelighed, og de danske radiostationer roterer flittigt singlen. Så flittigt, at nummeret bliver Danmarks allerstørste radiohit i år 2017.

- Der er fart på. Jeg skal i radioen og på tv, og jeg bliver spurgt, om jeg vil lave en dokumentar. Det er fandeme intenst.

Handler det hele om 'Helmig'?

Men sammen med opmærksomheden kommer også en tvivl. For skyldes den store succes i virkeligheden bare efternavnet: Helmig? Får han det hele foræret på grund af sin fars stjernestatus?

Som om det at få Danmarks største hit i første forsøg ikke er nok for den unge debutant, begynder 'Please Don't Lie' også at hitte i andre europæiske lande, og særligt i Tyskland – hvor Thomas Helmig vel at mærke ikke er et navn, alle kender.

- Det hjælper helt sikkert på presset. Det beviser, at min succes ikke kun skyldes efternavnet. At det er noget, der var inde i mit hoved, siger Hugo Helmig.

Hvis der er nogen som helst tvivl tilbage i Hugo Helmigs sind, må den være udraderet året efter. For i 2018 gør Hugo Helmig det hele igen.

Med nærmest kirurgisk præcision producerer han og makkeren Emil Falk igen et pophit af dimensioner. Nummeret 'Wild' bliver Danmarks næstmest spillede nummer på radio. Og igen nøjes hitduoen ikke med at holde sig inden for Danmarks grænser, men opnår en tredjeplads på den tyske radio-hitliste.

Lyt til Hugo Helmigs andet store hit, 'Wild' mens du læser videre:

0:00

På papiret kører det hele altså perfekt for den unge popkomet. Hele verden ligger for hans fødder. Men noget ulmer under overfladen.

Hugo Helmig har altid været draget af tatoveringer. I dag er hans overkrop og arme mere eller mindre dækket til i blæk. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, dr)

- Jeg kommer fra at være en slacker, der laver musik for sjov, og som ryger en masse fede, til at det hele pludselig er topprofessionelt. Det er bare en anden liga, og jeg føler mig ikke helt klar til det. Jeg skal være tiptop tunet, se godt ud, være på en scene. Det er et kolossalt pres, og jeg tænker, at nu skal jeg bare være perfekt.

- Jeg begynder at gøre præcis de ting, jeg har sunget om, at man ikke skal gøre, i 'Please Don't Lie'. I mine egne øjne er jeg ikke fed, fordi jeg skal være et perfekt billede. Og hvis der er noget, jeg ikke er, er det et perfekt billede, siger Hugo Helmig.

En aften under en radio-turné i Tyskland slår Hugo Helmigs perfekte overflade sin første flænge.

Popmusikeren modtager en kommentar på sin første musikvideo. Ifølge kommentaren ligner videoen "en Ikea-reklame". Og dén kommentar sidder lige i stoltheden.

Hugo Helmig vil have videoen fjernet. Samme aften indvilger pladeselskabet i at tage den ned fra internettet, og måske kunne historien have sluttet der. Men det gør den ikke - tværtimod markerer episoden blot begyndelsen på en meget svær tid.

Kokainmisbrug og kærestesorger

Hugo Helmig har været glad for hash igennem sine teenageår. Og han fyrer stadig op i joints, efter at hans professionelle karriere har taget fart.

Men han beslutter sig for at kvitte cannabisen. Det duer jo heller ikke at være afhængig af hash, når man skal være det perfekte popikon.

Og det går da også meget godt for en stund. Men som mange, der har prøvet kræfter med et rygestop eller har forsøgt at boykotte de søde sager sikkert har prøvet, erstatter én afhængighed hurtigt en anden. I Hugo Helmigs tilfælde bliver hans hashproblem erstattet med kokainafhængighed.

Det starter som festligt krydderi på en aften i byen. Men det ender som en selvdestruktiv, nedadgående spiral. Og til sidst står det så grelt til, at hans kæreste gennem mange år forlader ham.

Hugo helmig fik mange af sine tatoveringer, da han havde det allerværst. - Nogle dage er jeg rigtig glad for dem, og nogle dage er jeg ikke helt så begejstret for dem. Sådan har jeg det helt ærligt. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, dr)

- Det gør pisseondt. Jeg tror, det er den hårdeste del af det hele. At hun ikke længere vil være der. Og at jeg godt kan forstå, hvorfor hun går.

Anholdt i en rus

I starten havde kokainen en berusende effekt. Men som Hugo Helmig kommer længere og længere ud i sit misbrug, begynder stoffets effekt at ændre sig. Og til sidst har stoffet den stik modsatte påvirkning på den unge sanger. Han bliver paranoid.

Halstatoveringen, hvor der står 'Kærlighed', er den, han er allermest glad for. - Folk forbinder halstatoveringer med hårde ting. Så jeg synes, det er fedt at få en, der signalerer det modsatte. Og så har jeg altid syntes, halstatoveringer var flotte. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, dr)

Og en aften, efter at Hugo Helmig har spillet koncert i Aalborg, stikker det helt af.

Han har siddet alene derhjemme i sin lejlighed og taget lidt kokain for at falde ned efter sin optræden. Pludselig står det klart for ham: Alle er imod ham - selv hans egen familie.

Så Hugo Helmig tager hen til sine forældres hus, der kun ligger et par gader væk. Han vækker sin familie, men går tilbage ud på gaden. Han skal lede efter noget, siger han til dem.

Klokken 4:51 en lørdag morgen ringer Hugo Helmigs mor til politiet. Hun fortæller dem, at hendes søn "løber rundt ude på gaden i psykotisk tilstand".

Og politiet dukker op.

- Det her lyder meget skørt, men jeg tror, at politiet er hyret. Jeg tonser ind i de der to betjente, som om de var kulisser. Men det er to kæmpe mænd, så det får jeg sgu ikke lov til. Og så bliver jeg ellers bare lagt i gulvet, og så ryger jeg derind, fortæller Hugo Helmig.

Og sådan går det til, at Hugo Helmig vågner op i en celle i Aarhus Arrest.

Senere på dagen bliver han hentet af sin familie. Da han sætter sig ind i bilen, slår det ham, hvad der er sket.

- Jeg begynder bare at græde. Jeg er så ked af det, siger Hugo Helmig.

Egentlig skal den unge musiker spille koncert i Vejle samme aften. Men koncerten er aflyst, og det samme er resten af hans Danmarksturné - inklusiv den eftertragtede Roskilde-optræden.

- Det øjeblik indser jeg, at der skal gøres noget, siger Hugo Helmig, der sidenhen kom på afvænning i Skotland.

Lyt til 'Curtains Of My Life', som Hugo Helmig har skrevet om blandt andet misbruget:

0:00

Ni måneder clean

I dag har Hugo Helmig været clean i cirka ni måneder. Egentlig skulle han have rådet bod på de aflyste koncerter med en danmarksturné i år, og han skulle sågar have spillet på Roskilde Festival. Men det har corona sat en stopper for. Det var hårdt for Hugo Helmig.

Men overordnet går det bedre, og hans kæreste har taget ham tilbage. Men det er ikke lige sådan at komme sig ovenpå et misbrug.

- Nogle dage er det pisse svært. Mit hoved er et mærkeligt sted, det går op og ned. Min hjerne er stadig ved at regenerere, siger Hugo Helmig.

Han er dog ikke i tvivl om, hvilken vej det går: Fremad. Og selvom han nok godt kunne have været misbrug, sladderbladsomtale og aflyste koncerter foruden, ser Hugo Helmig lyst på tingene.

- Min mor spørger altid: "Var det ikke det hårdeste?". Jeg svarer: "Jo, men det var også et af de vigtigste år i mit liv hidtil".

- Det var en lidt hård måde at nå hertil, men det var åbenbart min måde. Man er jo, som man er, og hvis det ikke var sket, var jeg ikke nået hertil. Jeg er meget fortrøstningsfuld for fremtiden.

Og ifølge Hugo Helmig selv, er det ikke sidste gang, vi har set hans navn på højt oppe på hitlisterne.

- Jeg er overbevist om, at det kommer igen, hvis man arbejder hårdt nok for det. Og det har jeg tænkt mig.

Han og Emil Falk er allerede trukket i arbejdstøjet, og for et par uger siden udkom Hugo Helmigs seneste single, 'Sooner or Later.'

- Det her er et kapitel i mit liv, jeg gerne vil have lukket nu. Så sangen handler om at acceptere de ting, der er sket. At anerkende, at de har gjort én til den, man er. Og så at komme videre.

Lyt til 'Sooner or Later her':

0:00

Lyt til P3-podcasten 'Hvem er... Hugo Helmig' her:

Hvem er Hugo Helmig?
Hugo Helmig har droppet cigaretterne og erstattet dem med nikotintyggegummi. Men "det er sgu ikke på grund af helbredet", som han siger. Han og makkeren Emil Falk er i studiet igen - og de arbejder på en radiobasker, så vokalen skal sidde lige i skabet. (Foto: © Sebastian Stokkebo Sørensen, dr)