Hun er gået viralt og topper hitlisterne: Men hvem er Doja Cat egentlig?

En sjov Instagram-profil og et musikalsk stortalent er nogle af ingredienserne i rapperen Doja Cats succes.

Der findes snart ikke et menneske med adgang til en streamingtjeneste eller radio, som ikke - bevidst eller ubevidst - har lyttet til Doja Cat. Eller i hvert fald hørt hendes navn blive nævnt i flæng.

Og det er der altså en god grund til.

Den amerikanske rapper og sanger ligger nemlig nummer ét på den prestigefulde Billboards Hot 100-hitliste, hun nærmest skamspilles i radioen, og hun er gået viralt på det sociale medie TikTok.

Snart udgiver hun en sang med kæmpestjernen Ariana Grande, og så kan Doja Cat allerede bryste sig af at have næsten 400 millioner afspilninger på et enkelt nummer på Spotify.

Nemlig 'Say So', som blev udgivet i slutningen af sidste år og voksede sig til et monsterhit, før man fik set sig om. Det er en remix-version af det nummer, som hun - sammen med Nicki Minaj - topper Billboards hitliste med i øjeblikket.

Lyt til den nye remix-udgave af kæmpehittet 'Say So', mens du læser videre:

0:00

Men er du stadig ikke er helt med på, hvem hun er, så fortvivl ej. For et halvt års tid siden var det nemlig ikke meget, man havde hørt til hende i Danmark.

Og 24-årige Amalaratna Zandile Dlamini, som er kvinden bag Doja Cat - man forstår beslutningen bag det noget mere mundrette kunstnernavn -, er først nu ved at vokse sig til en kæmpestjerne på den internationale pop- og r&b-himmel.

Men hvem er Doja Cat egentlig - og hvorfor er det ikke til at komme uden om hende lige nu?

Ifølge P3-vært Fie Neergaard skyldes Doja Cats succes en blanding af hendes talent for både at rappe og synge, en gennemført tilstedeværelse på sociale medier - og ikke mindst en video på det sociale medie TikTok, som bredte sig som en steppebrand i slutningen af sidste år.

En populær bruger af TikTok, som i korte træk går ud på at lave sine egne korte musikvideoer, forelskede sig nemlig i 'Say So', lavede en dans til den og delte den med verden. Inden længe gik dansen - og sangen - viralt.

'Say So' blev hurtigt udgivet som en single, og der kom en musikvideo, hvor TikTok-brugeren Haley Sharpe, som stod bag den originale dans, medvirker og fremfører sine trin. En velfortjent hyldest og tak for alt, hvad videoen fik af betydning for Doja Cats karriere, kan man mene.

Opbyggede fanbase på sociale medier

Historien om det unge multitalent starter i popmusikkens hovedstad, Los Angeles, hvor hun blev født i 1995. Og med en mor, som er kunstmaler, og en skuespiller-far kan man argumentere for, at hun er født med kunstnerisk blod i årerne.

- Jeg har taget lidt af det hele fra dem begge, har Doja Cat forklaret.

Som 11-årig begyndte hun at danse breakdance og droppede senere ud af high school for at lave musik. Doja Cat var født.

I første omgang lagde hun primært sin musik op på siden SoundCloud, og det hele startede med debutsinglen 'So High', som ramte fildelingsplatformen i 2013.

Den gav hende både opmærksomhed og medvind, men der kom aldrig rigtig et gennembrud dengang, husker Fie Neergaard.

- Det var ikke et hit, men det prikkede så småt til et gennembrud. Det var ret chillet og tilbagelænet i forhold til det, hun laver nu. Og så forsvandt hun lidt, indtil hun gik viralt med nummeret 'Mooo!', som heller ikke var et decideret hit, men fik ekstremt mange visninger på YouTube. Dér begyndte hun at slå sit navn fast for alvor i USA, forklarer hun.

I mellemtiden havde Doja Cat indgået et samarbejde med et pladeselskab og udgav ikke længere sine sange selv på SoundCloud. Og selvom tiden endnu ikke var til det helt store breakthrough, havde hun med tiden formået at opbygge en solid fanbase på sociale medier.

Med sangen og ikke mindst videoen til 'Mooo!' – som mest af alt viser Doja Cat i et kokostume og er lavet i ægte DIY-webcam-stil – blev hun for alvor bedste venner med internettet.

Lyt til 'Mooo!' fra 2018, mens du læser videre:

0:00

Én af de fans, der har fulgt Doja Cat siden begyndelsen, er danske Martha Maj Hauptmann, som selv laver musik under navnet Bbybites. Hun har fundet meget inspiration i Doja Cats tilgang til både musik og sociale medier.

Martha Maj Hauptmann, som selv laver musik under navnet Bbybites, har været fan af Doja Cat, siden hun opdagede hende på Soundcloud i 2013. (Foto: Betina Garcia © dr)

- Hun kan både synge, rappe og skrive tekster, og det inspirerer mig rigtig meget, at hun leger med genrerne. Det gør, at jeg selv tør være lidt mere ligeglad med det i min egen musik, så længe man har en måde at skrive på og en stemme, der holder den røde tråd. Hun er et eksempel på, at man kan komme langt med det, forklarer Martha Maj Hauptmann.

Hun faldt selv pladask for Doja Cats debut-ep fra 2014 og især er vild med amerikanerens tilstedeværelseInstagram.

- Det hele er ret sjovt og nede på jorden. Hun tager pis på tingene og viser, at det hele ikke behøver være så alvorligt. Man kan mærke, hun ikke er bange for at lege, hverken i musikken eller på sociale medier. De ting, hun både synger og skriver - jeg tror virkelig, der skal en hjerne til, som er fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker.

Udover det nylige samarbejde med Nicki Minaj på remix-versionen af 'Say So' har Doja Cat lavet en sang med Ariana Grande, som endnu ikke er udkommet. Hun har tidligere arbejdet sammen med blandt andre Gucci Mane og Tyga. (Foto: Scott Dudelson © Getty Images)

Instagram laver Doja Cat alt fra makeup tutorials og tilfældige live-sendinger, hvor hun snakker med sine fans, som skriver til hende undervejs. Det virker meget reelt og umiddelbart, mener både Martha Maj og Fie Neergaard.

- Hun har været virkelig god til at bruge internettet og har en meget ligefrem personlighed og siger tingene, som de er. Og så er hun meget farverig, ser godt ud og ved, hvem hun er. De ting tilsammen fungerer godt på sociale medier, og det gør, at hun har fået fat i folk og skubbet musikken frem, siger Fie Neergaard.

Hun tilføjer, at den amerikanske rapper desuden er blevet hyldet for at være kropspositiv og for at vise sine kurver - relativt uredigeret - frem i musikvideoer.

Men selvom Doja Cat fremstår meget umiddelbar, skal man ikke lade sig narre til at tro, at hun ikke ved, hvad hun laver.

- Jeg er aldrig holdt op med at tænke på, hvad jeg kan gøre som det næste. Så selvom det måske fremstår, som om jeg går blind gennem livet, så ved jeg, hvad jeg vil, har hun sagt i et interview sidste år.

Et bump på vejen

At være ligefrem kan dog også have sine bagsider. Doja Cat er en enkelt gang kommet i vælten på internettet, hvor hun blev beskyldt for at være homofob.

I 2018 blev der nemlig gravet et gammelt - nu slettet - tweet frem fra hendes Twitter-profil, hvor hun brugte det amerikanske slangudtryk 'faggot' (bøsse), som ofte bruges negativt.

Efter først at forsvare det endte hun med at undskylde. Og at dømme ud fra hendes succes i dag, er det så godt som glemt igen. Fie Neergaard tror, det hænger sammen med hendes stjernekvalitet og ligefremhed, som gør hende let at tilgive.

- Hun har formået at komme igen. Det er både en kvalitet, at hun er så ligefrem og gør lige, hvad hun har lyst til, men det kan måske godt blive et bump på vejen for hende, hvis hun får udtalt sig dumt. Det sker tit, at folk graver noget gammelt frem hos stjernerne, som ikke holder i dag, forklarer hun.

Ifølge P3-vært Fie Neergaard og musiker Martha Maj Hauptmann tænker Doja Cat ikke så meget over, hvad andre tænker om de ting, hun siger og gør. Her ses hun optræde ved Adult Video News Awards i Las Vegas i januar i år. (Foto: Ethan Miller © Getty Images)

Skæver man til Billboards Hot 100-hitliste, hvor Doja Cat i øjeblikket ligger helt i toppen med 'Say So'-remixet, er det dog svært at forestille sig, at hun skulle møde mere modgang lige foreløbig.

Og med et kommende samarbejde med Ariana Grande står det nærmest skrevet i stjernerne, at Doja Cat roligt kan surfe videre på sin popularitetsbølge.

- Jeg tror godt, hun kunne gå hen at blive en af de helt store spillere, fordi hun passer godt ind i vores måde at forbruge musik på i dag, og hun kan mange forskellige ting inden for musikken; hun kan både lave bløde diskonumre og attitudefyldt rap, spår Fie Neergaard.

- Og hvis en som Ariana Grande synes, hun er interessant, og hun begynder at få dén slags legekammerater, peger det på, at det nok skal gå hende rimelig godt.

Facebook
Twitter