Hun giver ikke en fuck for dovne elskere: Prisvinder med berømt familie indtager Danmark

Sangeren Mabel er datter af berømte musikere – og så er hun i familie med en DR-vejrvært.

Du kender måske ikke navnet Mabel.

Men du har med stor sandsynlighed hørt hendes kæmpehit 'Don't Call Me Up', der har næsten 500 millioner afspilninger på Spotify.

Og som om det ikke var nok, har det 24-årige britiske popstjerneskud med den berømte familie (mere om den senere) også 14 millioner månedlige lyttere på den svenske musikstreamingtjeneste.

Mabel har skabt sig et navn med sine distinkte beats, en karakteristisk mørk stemme og masser af attitude, mener tidligere DR-radiovært og popekspert Sandie Westh:

- Mabel er slået igennem som en del af bølgen af kvindelige kunstnere med mega meget attitude. For nogle år siden så vi en anden bølge, hvor unge med guitarer slog igennem i kølvandet på Ed Sheerans succes, siger Sandie Westh og uddyber:

- Lige for tiden ser vi kunsterne som Jorja Smith, Ella Mai, Dua Lipa – og ikke mindst Mabel – dominere hitlisterne. Det er kvinder med masser af attitude.

Lyt til kæmpehittet 'Don't Call Me Up', mens du læser videre:

Kåret som årets kvinde ved Brit Awards

Og attituden har allerede taget 24-årige Mabel langt.

Udover stor kommerciel succes er hun netop blevet kåret som årets kvindelige solokunstner ved Brit Awards, og så er hun i fuld gang med sin 'High Expectations'-turné, der også tager hende forbi Lille Vega i København torsdag den 5. marts.

Sandie Westh beskriver Mabels musik som eksponent for genren "mørk pop", hvor det giver pluspoint, hvis man pakker sit produkt ind i benhård attitude fremfor et sukkersødt nabopige-image.

- Musikken er spændende og fyldt med meget distinkte beats. Det er musik, der rammer dig lige i mellemgulvet og er fyldt med sådan en "du skal fandeme ikke komme her og lære mig noget"-attitude, forklarer Sandie Westh.

- Vi vil vildt gerne have kvinder med attitude i 2020. Og det gælder i virkeligheden helt generelt i kulturens verden. Hvis du er en kvinde uden attitude, så tror jeg ret hurtigt, du er glemt.

Mabel med sin pris for 'Bedste kvindelige soloartist', som hun vandt ved Brit Awards 2020. - Det er lykkedes for hende at skille sig ud, mener Sandie Westh. (Foto: IAN WEST © Scanpix)

I den forbindelse bør vi sende en tanke til stjerner som Rihanna og Beyoncé, mener Sandie Westh. De har nemlig inspireret mange af de kvinder, der slår igennem i musikken i disse år.

- Mabel og andre i hendes generation har med andre ord fået attituden ind med den musikalske modermælk.

Den attitude gav Mabel verden en smag på så sent som 26. februar, da hun udgav sin seneste single 'Boyfriend'. I et tweet akkompagneret af et klip fra videoen skrev hun således:

- At ville have nogen i dit liv betyder ikke, at du ikke stadig kan være dat bitchh (have styr på det).

Lyt til Mabels seneste single 'Boyfriend', mens du læser videre:

Og i et interview med The Guardian sidste år revsede hun både den britiske premierminister Boris Johnson og dovne elskere:

- Jeg er chokeret over, hvor mange fyre der ikke løfter en motherfucking finger og forventer, at du gør al fucking arbejdet. Så må jeg i gang med at lave baglæns saltomortale og gå i fucking split, lød det blandt andet i det interview.

I familie med DR-vejrvært

Mabels attitude og ubestridelige musikalske talent er dog ikke kun kommet ind med modermælken. Det udgør faktisk selve blodet i hendes årer.

Hendes forældre er nemlig ingen ringere end musikerne Cameron McVey og Neneh Cherry.

McVey er både sanger og sangskriver og har produceret musik til – blandt andet – Massive Attack, All Saints og Sugababes.

Cherry er også sanger og sangskriver og slog igennem som solokunstner i London i slutningen af 80'erne. Hun er særligt kendt for det verdensomspændende hit 'Buffalo Stance'.

Inden Brit Awards var der mange, der ikke vidste, at Mabel er datter af sanger Neneh Cherry. 'Ok, så en del af os har lige opdaget, at Mabels mor er Neneh Cherry' lød en overskrift blandt andet i Cosmopolitan. (Foto: Ana M. Wiggins © Scanpix)

Forældrene er dog ikke de eneste bemærkelsesværdige familiemedlemmer på Mabels stamtræ. Neneh Cherry er nemlig halvsøster til sangeren Eagle-Eye Cherry og stedsøster til DR-vejrværten Christian Cherry.

- Neneh er egentlig min stedsøster, men fordi hendes mor flyttede sammen med min far, da hun kun var et år gammel, har hun altid set min far som sin far også. Så vi betragter hinanden som fuldblodssøskende, forklarer Christian Cherry.

Vejrvært Christian Cherry er stedbror til Mabels mor, Neneh Cherry. De betragter dog hinanden som fuldblodssøskende. (© dr)

Det vil med andre ord sige, at Christian Cherry faktisk kan betragte Mabel som sin niece – om end de altså ikke er blodsbeslægtede.

- Mabel har altid elsket at lave shows og været meget målrettet, siden hun var helt lille, forklarer Christian Cherry.

- Da hun blev teenager, begyndte hun for alvor at gå ind i musikken. Og så var det, ligesom det eksploderede ret pludseligt for hende. I England og andre steder har hun været et virkeligt stort navn længe før, hun blev det i Danmark, lyder det fra vejrværten, der forklarer, at de altid "har dyrket musikken sammen som familie".

- Specielt når vi er sammen på vores fælles landsted i Sverige.

Lige for tiden er det dog ikke meget, han ser til Mabel – simpelthen fordi hun farer Europa rundt på turné. Christian Cherry får hende dog at se, når han selv lægger vejen forbi Lille Vega i København for at overvære hendes koncert den 5. marts.

- Ellers ses vi i familien typisk et par gange i løbet af året. Vi er jo meget opdelte. Eagle-Eye bor i Stockholm, Neneh er mest i London, og jeg bor i Aarhus.

Mabel fik ikke bare en pris ved Brit Awards 2020. Hun havde også æren af at åbne den storstilede prisuddeling. (Foto: Matt Crossick © Scanpix)

'Hun skal holde snuden i sporet'

Koncerten i Lille Vega er for længst udsolgt, og i den forbindelse kan det måske undre, at en så succesfuld kunstner som Mabel bliver booket til en sal, der blot kan rumme omkring 500 publikummer.

Sandie Westh forklarer, at det imidlertid ikke er usædvanligt, at kvindelige popkunstnere, der nyder stor succes i udlandet, bliver booket til små scener i Danmark.

- Vi er tit lidt sløve i optrækket herhjemme, når det kommer til de dér store, internationale popdamer. Det er ikke, fordi de ikke på et tidspunkt kan blive lige så store herhjemme, som de er i udlandet, men vi er bare lidt bagud på det område i Danmark.

Hvad skal Mabel gøre, hvis hun for alvor vil have os til at få øjnene op for hende herhjemme?

- Hun skal holde snuden i sporet og blive ved med at lave hits, hvis hun vil konsolidere den succes, hun allerede har. Hun har attituden, talentet og viljen til at blive en virkelig stor kunstner, så hun skal bare fortsætte sit hårde arbejde – men så ligger verden også for hendes fødder, siger Sandie Westh.