Hun hader den selv, men hendes fans elsker den: Miley Cyrus' kæmpehit fylder 10 år

Søndag er det ti år siden, amerikanske Miley Cyrus' gennembrudshit 'Party in the USA' udkom.

Musikken starter. Publikum skriger.

Det er Miley Cyrus' kæmpehit 'Party in the USA', der strømmer ud af højttalerne, mens hovedpersonen selv står på scenen og ser en tand mindre velfornøjet ud.

- So I put my hands up...., synger Miley Cyrus, inden hun rækker mikrofonen ud mod publikumshavet, der får lov til at synge stort set hele resten af omkvædet af det populære hit.

Hør 'Party in the USA' her, mens du læser videre:

Nogenlunde sådan tog det sig ud, da Miley Cyrus tidligere i år gæstede den fynske musikfestival Tinderbox.

Her leverede sangerinden - iført en dansk studenterhue - et show fuld af hits, og gennembrudshittet 'Party in the USA' var naturligvis også at finde på setlisten, selvom det altså ikke var mange strofer af nummeret, der kom ud af sangerinden selv.

Og det er der måske en grund til.

Der er sket meget for Miley Cyrus, siden hun for ti år siden udgav 'Party in the USA'. Her ses hun tidligere i år på Tinderbox Festival. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)

Hader selv sit kæmpehit

For men fans og publikum er vilde med den patriotiske festhymne, så har Miley Cyrus selv et lidt mere anstrengt forhold til nummeret, der søndag fylder ti år.

- Jeg hader den, men alle lader til at elske den, sagde sangerinden tidligere i år om nummeret i en video på sin Instagram-profil.

Radiovært og popekspert Sandie Westh er ikke overrasket over, at Miley Cyrus er en smule træt af nummeret, men mener, at det ville være 'fuldstændigt sindssygt', hvis hun ikke spillede den til sine koncerter.

- Alle artister, der har spillet de samme sange i mange år, bliver trætte af dem, men Miley har et publikum, som hun skal please, og de er altså kommet for at høre alle hendes hits, siger hun.

- Jeg kan godt forstå, at hun er skide træt af den her sang, men Miley skylder altså det her nummer rigtig meget, siger Sandie Westh.

Opgør med Disney-fortiden

Efter mange år i rollen som Disney-karakteren Hannah Montana i tv-serien af samme navn var 'Party in the USA' Miley Cyrus' allerførste single, der ikke havde noget med den famøse tv-persona at gøre.

- Det var med 'Party in the USA', at Miley Cyrus tog de første skridt i arbejdet med distancere sig fra Hannah Montana-karakteren. Hun havde tidligere udgivet nummeret 'The Climb', som også blev et pænt hit, men den sang var stadig bundet op på en film, som hun havde lavet i 'Hannah Montana'-regi, forklarer Sandie Westh.

Miley Cyrus startede sin karriere med at spille popstjernen Hannah Montana i Disney-serien af samme navn. Her ses hun på scenen udklædt som Hannah Montana i 2006. (Foto: Jeffrey Mayer © Jeffrey Mayer 2004)

Sangen er blandt andre skrevet af den omdiskuterede producer og sangskriver Dr. Luke, der tidligere har stået bag kæmpehits for navne som Britney Spears, Katy Perry og Maroon 5, ligesom han også senere førte pinden på Cyrus' monsterhit 'Wrecking Ball'.

Også den britiske sangerinde Jessie J, kendt for sange som 'Price Tag' og 'Bang Bang', var med til at skrive nummeret, og oprindeligt var det faktisk meningen, at Jessie J selv skulle synge festhymnen.

- På det tidspunkt virkede den ikke cool nok til mig. Og i bagklogskabens lys tror jeg ikke, at jeg kunne have taget den hen, hvor Miley gjorde, har Jessie J sagt.

Selvom Jessie J ikke selv endte med at fremføre nummeret, har det alligevel været en lukrativ forretning for den britiske sangerinde, der i 2014 udtalte til bladet Glamour, at sangen havde betalt hendes husleje 'i omkring tre år'.

Miley er langt mere moden i dag

Med millioner af streams på nettet har sangen øjensynligt også været en god forretning for Miley Cyrus. Men lytter man til nummeret, som Cyrus udgav, da hun var bare 16 år gammel, er der langt til den provokerende og hårdtslående poplyd, vi hører fra den populære sangerinde i dag.

- 'Party in the USA' er jo totalt overproduceret tyggegummipop, mens det, hun laver i dag, er meget mere eksperimenterende. Det passede perfekt til hende dengang, men de fleste af os havde nok rynket på næsen, hvis hun havde lavet sådan en sang i dag, siger Sandie Westh.

- Men vi skal huske på, at sangen jo var et led i hendes skifte fra Hannah Montana, og det var hun naturligvis nødt til at gøre rimelig lempeligt, så offentligheden og hendes fans kunne følge med. Hun kunne ikke skifte fuldkommen stil fra den ene dag til den anden.

Med 'Party in the USA' kom Miley Cyrus ét skridt længere væk fra sin fortid som Disney-stjerne, men kontrasten blev lidt for voldsom for nogle, da en 16-årig Miley optrådte med 'Party in the USA' til et prisshow i 2009 og dansede op og ned ad en stripperstang. (Foto: Kevin Winter/TCA 2009 © 2009 Kevin Winter/TCA 2009)

- I dag hviler hun mere i sig selv i dag og har udviklet sin lyd i takt med, at hun også er blevet ældre og har ændret sig som person – ligesom alle vi andre også har de sidste ti år, siger Sandie Westh.

Og selvom den 26-årige popstjerne, der tidligere i år udgav ep'en 'She Is Coming', selv har et anstrengt forhold til sit gennembrudshit, så ved hun også godt, at den stadig er blandt hendes fans' favoritter.

- Uanset om jeg optræder i Storbritannien, Australien eller USA, så går folk amok til 'Party in the USA'. Den sang har virkelig nået hele verden rundt, og så mange mennesker elsker den sang, sagde hun til Vevo i 2013.

Miley Cyrus udsendte tidligere i år singlen 'Mother's Daugther', som du kan høre her: