Hun var en af verdens største popstjerner, men så brød hun sammen: 'Nu føler jeg mig endelig stolt'

Spice Girls-stjernen Melanie Chisholm har lært meget af den reunion-turné, den tidligere pigegruppe var på sidste år.

(© Pressefoto/Getty Images)

Højere, vildere, hurtigere, mere.

Du kan måske genkende følelsen af hele tiden at stræbe efter det næste. Noget bedre. Om det så er en bedre karakter i skolen, et nyt job, en veltrænet krop, et federe sted at bo eller en kæreste.

Der er sjældent noget, der er godt nok, som det er.

Men måske kan det indimellem være en god ting at stoppe op, trække vejret og rose sig selv for alt det, man trods alt har klaret og opnået allerede.

Det mener i hvert fald Melanie Chisholm, som du nok bedst kender som den tidligere Spice Girl Melanie C.

Det har hun indset efter en nu 25 år lang karriere som popsanger, som har budt på ikke så få både op- og nedture.

Tilbage i midten og slutningen af 1990'erne stod den nemlig på en lang række koncerter og rejser gennem tidszoner og en masse medieopmærksomhed for Melanie C og resten af Spice Girls, som med deres rungende "girl power"-budskab og hits som 'Wannabe', 'Stop' og 'Say You'll Be There' indtog verden med storm.

Det ikoniske femkløvers to første album solgte samlet over 65 millioner eksemplarer på verdensplan, hvilket hurtigt cementerede Spice Girls som 1990'ernes mest succesfulde - og bedst sælgende - pigegruppe.

Straks efter tog Melanie C hul på en solokarriere. Og det intense arbejdspres resulterede dengang i både en depression og en spiseforstyrrelse for den unge brite.

- Jeg havde de mest fantastiske oplevelser med Spice Girls, men mens vi udlevede vores drømme, blev der samtidig vendt op og ned på vores verden. For mig betød det desværre, at jeg blev meget restriktiv, og jeg overmotionerede og spiste ikke ordentligt. Til sidst kunne min krop ikke klare mere, fortæller hun på en Zoom-forbindelse fra hjemlandet Storbritannien om tiden efter Spice Girls.

Og selvom den i dag 46-årige popstjerne, der netop har udgivet sit ottende studiealbum 'Melanie C', til sidst søgte hjælp og fik det bedre, kæmper hun stadig med ikke at presse sig selv til det yderste.

Lyt til 'Who I Am' fra Melanie C's nye album her:

0:00

- Jeg havde arbejdet virkelig hårdt og ikke givet mig selv tid til at få vejret. Og det er noget, jeg stadig kæmper med: Jeg har en god arbejdsmoral, jeg bliver bare ved. Og det er en god ting, men jeg tror, mange mennesker i dag knokler hårdt for at opnå ting hele tiden, og vi presser os selv til et punkt, der tager pusten fuldstændig fra os. Jeg tror, det var det, der skete dengang, siger Melanie C.

Spice Girls blev dannet i 1994 og bestod af (fra venstre:) Melanie Brown, Melanie Chisholm, Geri Halliwell, Victoria Adams - senere Beckham - og Emma Bunton. (Foto: Brian Rasic © Getty Images)

Gjorde oprør mod at være Sporty Spice

Sidste år gik det for alvor op for Melanie C, hvor vildt det egentlig var at være en del af Spice Girls, som stadig kan vække den indre popstjerne hos mange af dem, der er vokset op med pigegruppens musik i 1990'erne.

Og pludselig følte hun sig uendeligt stolt af noget, hun allerede havde opnået i fortiden – i stedet for udelukkende at have øje for de ting, der skulle ske i fremtiden.

Her drog hun nemlig på reunion-turné med resten af Spice Girls (på nær Victoria Beckham) lidt over 20 år efter deres kæmpemæssige gennembrud.

Og stemningen på spillestederne i Storbritannien og Irland, hvor turnéen fandt sted, var mildest talt overvældende for Melanie C, der sprang ud som soloartist i 1999.

- Vi optrådte for 70.000 mennesker, der sang med på vores sange, og det var helt utroligt og nostalgisk. Mange af vores fans er omkring 30 år nu. Der var så meget kærlighed og energi, og det fik os til at indse den indflydelse, vi har haft på en generation af unge mennesker. Og det gav os mulighed for at føle os virkelig stolte, siger Melanie C.

Og det var lidt af et wake up call for hende. For hun er nemlig nok kommet til at tage afstand fra sin indre Spice Girl, da hun skulle finde sig selv efterfølgende, erkender hun.

- Efter Spice Girls skulle jeg finde ud af, hvem jeg var som artist, som person og som menneske. Det brugte jeg lang tid på at navigere i dengang, og undervejs har jeg nok gjort lidt oprør mod at være Sporty Spice. Det er klart, folk ser dig for de ting, du har haft mest succes med, men det kan være hårdt og forvirrende.

En reunion-turné med Spice Girls sidste år inspirerede Melanie C til at skrive nogle af sangene på det nye, selvbetitlede album, der udkom i oktober. (Foto: pressefoto)

Men dér, midt på scenen under et Spice Girls-show sammen med sine tidligere kollegaer, gik det op for hende, at Sporty Spice altid vil være en del af hende.

- Det fik mig til at indse, at jeg har forsømt den del af mig. Det er en stor del af, hvem jeg i virkeligheden er, og det var fantastisk endelig at anerkende og omfavne det, fortæller Melanie C med et smil.

Bekymrer sig mindre om, hvad andre synes

Dén indsigt har hun taget med sig ind i musikken på det nye, selvbetitlede album, som på mange måder handler om at finde og acceptere sig selv – og forsøge at vende sine nedture og hårde perioder til en styrke.

- Det har været vigtigt for mig at kigge på mit liv og anerkende de ting, jeg har klaret og opnået, i stedet for hele tiden at ville fremad – hvilket pandemien også har givet mig, og forhåbentlig også andre, en anledning til. For mig har det betydet, at jeg har kunnet sige: "Wow, Spice Girls var fantastiske, og jeg har lavet musik som soloartist i mere end 20 år. Det er en præstation i sig selv," siger Melanie C.

- Selvfølgelig har der været perioder i mit liv, som har været svære, men i stedet for at være ked af det eller fortryde noget, så har jeg prøvet at sige: "Det var hårdt, men jeg klarede det, og det gjorde mig stærkere." Jeg har prøvet at finde det positive i alting, for det synes jeg ikke, vi gør nok i dag.

Melanie C anerkender, at det der med bare lige at kunne acceptere sig selv for den, man er, og være stolt af det, man trods alt har opnået, uden tvivl har noget at gøre med, at hun både er blevet ældre og mor til en datter.

Men med de nye sange håber hun alligevel at kunne inspirere andre – uanset alder og livssituation - til omfavne og acceptere sig selv og fokusere på de ting, man kan rose sig selv for.

Melanie C håber at drage på sin planlagte Europa-turné med albummet i 2021, som blandt andet tager hende forbi København i maj. (Foto: Conor Clinch © Pressefoto)

- Alle de ting, der er sket i mit liv, både gode og dårlige, har hjulpet mig til at blive mere komfortabel i min egen hud og indse mit værd. Og det har gjort, at jeg bekymrer mig mindre om, hvad folk synes om mig, siger popsangeren, som håber at drage på turné med albummet næste år, hvor hun blandt andet – hvis alt går vel – rammer Amager Bio i København 15. maj.

- Det har været fantastisk befriende at anerkende de her ting, og da jeg skrev sangene, indså jeg, at de alle gav mig en følelse af empowerment og selvaccept. Og jeg vil gerne have, at lytterne også skal få det sådan, når de hører dem.

FacebookTwitter