Husker du russiske t.A.T.u.? Her er pigerne bag det lesbiske kys i dag

Med skoleuniformer og seksuelle undertoner stormede russiske t.A.T.u. ind på hitlisterne i starten af 00'erne.

Ét kys.

Mere skulle der ikke til for at sætte den tabloide verden på den anden ende - og gøre pigegruppen t.A.T.u. til Ruslands største musikalske eksportsucces nogensinde.

I slutningen af år 2002 bragede den russiske popduo ind på hitlisterne i hele Europa med singlen 'All the Things She Said', der også blev et stort hit herhjemme.

Og særligt den tilhørende musikvideo, hvor pigerne kyssede hinanden, fik sindende i kog - men den vender vi tilbage til.

Sat sammen som 14-årige

Fortællingen om t.A.T.u. starter nemlig helt tilbage i 1999, da den russiske reklamemand og tidligere børnepsykolog, Ivan Shapovalov, søsatte et nyt musikprojekt. Han ville danne Ruslands næste store popduo og holdt derfor en række auditions i Moskva for at finde de rette sangerinder til projektet.

Valget faldt på de 14-årige veninder Lena Katina og Julia Vokova, der tidligere havde sunget sammen i en børnegruppe.

Allerede samme efterår gik t.A.T.u. i gang med at indspille deres første album, og samtidig udtænkte Ivan Shapovalov en lumsk pr-strategi.

t.A.T.u. skulle promoveres som to lesbiske, forelskede teenagepiger. Derfor valgte han at klæde de unge piger i skoleuniformer, og deres debutsingle, den russiske udgave af 'All the Things She Said', handlede da også om to pigers ulykkelige forelskelse i hinanden.

Hør den russiske udgave af 'All the Things She Said' her, mens du læser videre:

I december 2000 udsendte duoen deres debutsingle på det russiske marked, hvor de hurtigt oplevede massiv succes, og fulgte snart op med et russisksproget debutalbum.

De fleste af sangene kredsede om sex, forelskelse og lesbisk kærlighed.

Succes i hjemlandet var dog ikke nok for t.A.T.u., der var fast besluttede på at slå igennem i det store udland.

Julia Volkova og Lena Katina, der begge var 16 år gamle på det tidspunkt, blev sendt i studiet for at indspille en bunke nye, engelsksprogede sange. I sensommeren 2002 blev den engelsksprogede udgave af debuthittet sendt rundt til en række europæiske radiostationer - og så gik det stærkt.

'All the Things She Said' blev hurtigt et stort hit, og herhjemme var sangen at finde på den danske hitliste i hele 18 uger, hvor den sågar nåede at score en førsteplads.

(Foto: Pressefotos)

Genial marketing eller pædo-pop?

Selvom 'All the Things She Said' var et stærkt popnummer, så skyldes en del af sangens succes uden tvivl den tilhørende musikvideo, der fik mange til at få kaffen i den gale hals.

I musikvideoen til nummeret ses pigerne stå iført skoleuniformer i drivende regn, mens de kysser og kærtegner hinanden - en idé, gruppens manager, Ivan Shapovalov, angiveligt fik efter at have surfet porno på nettet.

- Jeg kan da huske, at dengang musikvideoen blev vist på 'Boogie', tænkte man: 'Wow, vildt nok', siger radiovært og popekspert Sandie Westh.

- Dengang var folk rystede over, at der var to piger, der kyssede på tv. Det var for vildt. Der er heldigvis sket sindssygt meget siden, og vi er blevet meget klogere, men dengang var man bare ikke vant til at se to piger på fjernsyn stå og kysse.

Den provokerende video fik blandt andre den britisk tv-vært Judy Finnegan til at tordne mod gruppens manager og rådede de britiske radiostationer til at boykotte gruppen.

- Det er ikke sangen, det er ikke pigerne selv, det er måden, deres manager har indrømmet, at han specifikt har markedsført og tilpasset dem til det, han kalder 'mindreårig underholdning' - hvilket reelt betyder pædofilsk underholdning, sagde Judy Finnegan ifølge Daily Mail.

Andre så omvendt t.A.T.u.s påståede lesbiske kærlighedsforhold som en genial marketingsstrategi. Den tolkning er Sandie Westh enig i.

- Det var en sindssygt god gimmick. Her ser vi to piger fra Rusland, et land, der jo har bakset lidt med rettigheder for homoseksuelle, komme ud og skabe en masse røre.

- Og så en musikvideo, der var kontroversiel og understøtter hele projektet. Det var perfekt lavet. Vi troede jo alle sammen, at de var lesbiske, siger Sandie Westh.

Genialt eller grænseoverskridende? Kys var fast inventar, når t.A.T.u. gik på scenen. (Foto: SCANPIX)

Den lesbiske løgn blev afsløret

Men t.A.T.u. var ikke lesbiske.

Selvom gruppen hårdnakket påstod, at deres kærlighed var ægte, og at pigerne reelt var i et forhold, begyndte rygterne hurtigt at svirre om, hvorvidt det hele var ét stort marketingstunt.

Julia Volkovas bedstemor afslørede - mere eller mindre bevidst - over for et russisk ugeblad, at hendes barnebarn skam havde en mandlig kæreste, og hurtigt begyndte den lesbiske illusion at gå i opløsning.

Allerede i 2003 pegede den russiske musikjournalist Artemy Troitsky på, at pigernes forhold var et stunt.

- Her i Rusland har folk aldrig taget den her lebbe-ting seriøst. Når de bliver interviewet i talkshows og bliver spurgt: 'Er I virkelig lesbiske?' har de sagt: 'Nej, det er et trick. Vi har kærester, vi er normale piger, vi gør bare det her for vores image'. Her er de bare ligesom alle andre teenage-grupper med en god gimmick, sagde han i 2003 til The Age.

I 2005 interviewede den tidligere folketingspolitiker Louise Frevert fra Dansk Folkeparti t.A.T.u. i 'Clement Direkte' og spurgte, om de virkelig var lesbiske. Se klippet her:

Det sidste søm i kisten kom, da Julia Volkova i 2004 offentliggjorde, at hun var gravid og ventede sit første barn - med en mandlig kæreste.

Uden den lesbiske gimmick begyndte succesen langsomt at falme for t.A.T.u.

- Marketingstrategien skal have ti ud af ti, men holdbarheden er begrænset, for på et tidspunkt vil medierne finde ud af, at de ikke er lesbiske alligevel. Når det er et projekt, der ikke er oprigtigt eller ægte, er der en udløbsdato, siger Sandie Westh.

Kan du huske, da t.A.T.u. på skandaløs vis repræsenterede Rusland i Eurovision? Læs om det i boksen herunder.

I 2005 forsøgte de at yde førstehjælp på karrieren med endnu et album, men uden den store succes. Senere begyndte begge piger at arbejde på deres egne projekter, og i 2011 gik gruppen officielt i opløsning.

Siden har duoen fundet sammen ved enkelte lejligheder og optrådte blandt andet ved åbningsceremonien, da den russiske by Sochi i 2014 var vært for vinter-OL.

I stormvejr efter homofobisk udmelding

Men hvad blev der så af de to sangerinder?

Julia Volkova har siden bruddet med t.A.T.u. udgivet et par singler i eget navn, dog uden den store succes. Til gengæld har hendes talrige plastikoperationer og provokerende kommentarer gjort hende til én af Ruslands mest kontroversielle kendisser.

Hør Julia Volkovas knapt så succesfulde solo-single 'Didn't Wanna Do It' her:

I 2014 trak hun overskrifter da hun proklamerede, at hun ikke ville acceptere, hvis hendes søn sprang ud som homoseksuel.

- Jeg vil absolut ikke støtte en homoseksuel søn. (...) En mand har ingen ret til at være en svans. To piger sammen er ikke det samme som to mænd sammen. Jeg synes, at to lesbiske ser meget mere æstetisk og flot ud end to mænd, der holder i hånd eller kysser, sagde hun i et ukrainsk tv-show.

Sådan ser de ud i dag: Julia Volkova (til venstre) og Lena Katina. (Foto: Scanpix / Getty Images Collage: Pernille Bækholm Sloth)

Udtalelserne skabte røre internationalt, hvor flere fordømte Volkova for hendes homofobiske synspunkter, når hun selv har bygget en karriere på illusionen om homoseksuel kærlighed.

Lena Katina, den anden halvdel af t.A.T.u., redegjorde senere for hendes egne holdninger til homoseksuelle i et opslag på sin Facebook-profil.

- Jeg mener, alle skal have lov til at elske dem, de elsker, og være sammen med hvem end de vil bruge deres liv med, skrev sangerinden.

Har ingen kontakt i dag

I dag laver begge kvinder fortsat musik.

Julia Volkova udgav senest en single i 2017 og turnerer stadig Rusland rundt som sangerinde. Lena Katina udgav i 2014 sit første soloalbum på engelsk, og arbejder lige nu på en russisksproget opfølger.

Pigerne snakker dog ikke længere sammen.

- Vi har ikke snakket sammen i lang tid. Vi kom op at skændes. Vi stoppede t.A.T.u., og jeg lavede mit soloalbum, og så arbejdede vi igen lidt sammen, men det stod hurtigt klart, at vi ikke kan arbejde sammen, sagde Lena Katina til Myspace i 2016.

- Vi kom op at skændes igen, og i dag har vi ingen form for kontakt.

(Foto: Pressefoto og screendumps Collage: Pernille Bækholm Sloth 
)
Facebook
Twitter