Hypet musikfestival ramt af massive lydproblemer: 'Vi kunne ikke høre en skid!'

Musikfestivalen Coachella oplevede store problemer, da årets hovednavn, Ariana Grande, gik på scenen.

- Vi kan ikke høre noget, råbte Ariana Grande under sin koncert på festivalen Coachella, der var ramt af store lydproblemer. (Foto: Kevin Mazur © 2019 Kevin Mazur)

Når du betaler op mod 63.000 kroner for en festivalbillet, så vil de fleste nok forvente, at der er styr på teknikken, og at musikken spiller, som den skal.

Det var dog ikke tilfældet på den populære musikfestival Coachella, der blev skudt i gang i weekenden.

Festivalen, der bliver afholdt i Coachella Valley i Colorado-ørkenen nær Los Angeles, Californien, var nemlig ramt af massive tekniske problemer.

Det betød, at hovednavne som popprinsessen Ariana Grande og teenageidolet Billie Eilish begge oplevede store problemer med lyden under deres koncerter.

Forvirret superstjerne kunne 'ikke høre noget'

Ariana Grande fik under sin koncert på Coachellea selskab af rapperen Nicki Minaj, men da duoen skulle fremføre deres hit 'Side to Side', virkede hverken Grande eller Minajs øresnegle tilsyneladende.

Det betød, at særligt Nicki Minaj og hendes rap-vers fremstod ude af takt med musikken.

- Vi kan ikke høre noget, råbte en forvirret Ariana Grande fra scenen, mens Nicki Minaj med store vanskeligheder forsøgte at rappe i takt til backingtracket, der bragede ud af højtalerne bag dem, men altså ikke ind i sangerindernes øresnegle.

Nicki Minaj og Ariana Grande kæmpede sig igennem deres optræden, trods store problemer med deres øresnegle. (Foto: Kevin Mazur © 2019 Kevin Mazur)

Efter koncerten kommenterede sangerinden episoden på sin Instagram-profil, hvor hun takkede Nicki Minaj for hendes håndtering af situationen.

- Vi kunne ikke høre en skid, men publikums energi bar os igennem det, skrev sangerinden.

Under koncerten fik Ariana Grande også både besøg af rapperen P. Diddy og hjerteknuserne fra 00'er-boybandet N'Sync på scenen (nej, Justin Timberlake var der ikke), men også her gjorde de tekniske problemer, at publikum stort set ikke kunne høre hverken Diddys rap eller boyband-veteranernes sang.

Også den 17-årige sangerinde Billie Eilish blev ramt af problemer under hendes koncert på Coachella.

Under sangen '&burn' stoppede hendes mikrofon pludselig med at virke, og publikum kunne hverken høre hende eller rapperen Vince Staple, som hitsangerinden havde taget med på scenen.

Sangerinde rasede over lydproblemer

Også under en koncert med sangerinden Lizzo var der problemer. Her virkede mikrofonen, som den skulle, men til gengæld stoppede backingtracket pludselig med at spille under hendes optræden.

Sangerinden og hendes dansere fortsatte deres optræden, som om intet var hændt, men sangerinden langede dog senere ud efter koncertarrangørerne fra scenen.

- Det er første gang, jeg spiller på Coachella, så intet skal fucke mit øjeblik op, rasede sangerinden, der også klagede over problemer med sin øresnegl.

- Jeg har brug for, at jer herovre får styr på jeres tekniske lort, for bitch, næste gang, jeg er hovednavn, så skal mine motherfucking øresnegle virke, råbte sangerinden fra scenen ifølge Variety.

Lizzo er kendt for sangen 'Juice', som du kan høre her:

Coachella har ikke selv kommenteret weekendens lydskandale, men mon ikke der bliver arbejdet ekstra hårdt for, at alt spiller, når festivalen i den kommende weekend igen byder velkommen til musikfest i den californiske ørken.

Hovednavnene på årets festival tæller blandt andet Ariana Grande, Billie Eilish, Childish Gambino og Tame Impala.

Amerikanske Lizzo var, trods sin frustration over lydproblemerne, også i stand til at give publikum et smil under sin koncert på Coachella. (Foto: Rich Fury © 2019 Getty Images)
Facebook
Twitter