Ikke set siden The Beatles: Ariana Grande tangerer vild rekord

Sangerinden ligger i øjeblikket nummer et, to og tre på USA's singlehitliste.

Du kan snart opleve Ariana Grande i Danmark. Hun spiller koncert i Royal Arena i København den 1. oktober. (Foto: ENT/SPLASH / SplashNews.com © Scanpix)

'7 Rings'. 'Break Up With Your Girlfriend, I'm Bored'. 'Thank U, Next'.

Det er ikke bare titlen på de tre seneste singler fra popdronningen Ariana Grande.

Det er også titlen på de tre singler, der i øjeblikket indtager første-, anden- og tredjepladsen på den amerikanske singlehitliste, Billboard Hot 100.

Det skriver musikbladet Rolling Stone.

Dermed har den 25-årige sangerinde tangeret en over 50 år gammel rekord og slået fast med syvtommersøm, hvem der sidder allerøverst på poptronen lige for øjeblikket.

Lyt til 'Break Up with Your Girlfriend, I'm Bored', mens du læser videre.

Det er nemlig ikke sket siden 1964, at én artist har haft tre singler øverst på Billboard Hot 100 på samme tid.

Dengang stod The Beatles bag bedriften med singlerne 'Can't Buy Me Love', 'Twist and Shout' and 'Do You Want to Know a Secret?'.

Det er kun seks måneder siden, Ariana Grande udgav albummet 'Sweetener'. 'Thank U, Next'-albummet har været på gaden siden 8. februar. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Hitter også i Danmark

Det er dog ikke kun i USA, at den 153 centimeter høje sangerinde dominerer hitlisterne.

I Storbritannien ligger hun i skrivende stund både nummer ét og to med 'Break Up With Your Girlfriend, I'm Bored' og '7 Rings', ligesom albummet 'Thank U, Next' (der har samme titel som singlen) indtager førstepladsen på albumhitlisten.

Her til lands er 'Thank U, Next'-albummet også gået ind som nummer ét på den officielle hitliste, mens hun i øjeblikket har to singler med i top ti på singlehitlisten, hvor Lady Gaga og Bradley Cooper stadig indtager førstepladsen med 'Shallow' fra 'A Star is Born'-filmen.

Sidstnævnte kan i øvrigt vinde en Oscar-pris for 'Bedste sang', når de gyldne statuetter uddeles natten til mandag, dansk tid.

Facebook
Twitter