Ikonisk 90'er-hit fylder 25: Her er 5 ting, du (måske) ikke vidste om Spice Girls' Wannabe

Sangen 'Wannabe' og den dertilhørende musikvideo mødte en del modstand, inden den blev et af 90'ernes største hits.

Melanie C, Emma, Victoria, Melanie B og Geri i sommeren 1996, kort tid efter 'Wannabe' skød til tops på den britiske singlehitliste. (Foto: Stephen Sweet/Shutterstock)

Yo, I'll tell you what I want, what I really, really want.

Få sange kan med sin allerførste tekstbid øjeblikkeligt vække genkendelighed hos de fleste. Men det kan Spice Girls' debutsingle 'Wannabe', der torsdag kan fejre sit 25 års jubilæum.

Det var nemlig 8. juli 1996, at singlen med de fem britiske "Girl Power"-kvinder udkom i Storbritannien, hvor den lå på førstepladsen af landets singlehitliste i syv uger. Det næste stykke tid landede 'Wannabe' ligeledes på førstepladsen i intet mindre end 37 lande verden over - heriblandt Danmark.

0:00

Sangen, som blot varer to minutter og 52 sekunder, var på nærmest et splitsekund med til at gøre Spice Girls til en af 90'ernes allerstørste popsucceser i verden, og ung som gammel kunne namedroppe pigernes kælenavne Posh, Baby, Sporty, Ginger og Scary Spice.

Spice Girls markerer da også selv jubilæet med ep'en 'Wannabe 25', der blandt andet indeholder den originale demoudgave af sangen samt nummeret 'Feed Your Love', der aldrig tidligere har været udgivet (den blev i sin tid anset for at være "for fræk" til deres publikum).

Derudover opfordrer de fans til at dele gamle billeder, videoer og anekdoter på sociale medier under hashtagget #IAmASpiceGirl.

Men hvilke røverhistorier gemmer der sig bag en af 90'ernes største popbaskere og den mindst lige så ikoniske musikvideo? Det kan du få svaret på her:

1

Sangen skulle slet ikke have været første single

Spice Girls' musik og look var langt fra det poppede og lækre R&B, der dominerede hitlisterne, da de brød igennem i midten af 90'erne. (Foto: Richard Young/Shutterstock)

I dag er det svært at forestille sig en anden sang end 'Wannabe' være Spice Girls' første udgivelse og det, der katapulterede dem ind på popscenen.

Men det var den tæt på slet ikke at blive, da gruppens pladeselskab, Virgin, mente, at 'Wannabe' var et alt for skørt og skævt nummer. I stedet foretrak Virgin numrene 'Love Thing' eller 'Say You'll Be There'. Spice Girls-medlemmet Geri Halliwell huskede situationen således:

- Jeg gik ind på vores managers, Simon Fullers, kontor i Chelsea og opdagede et rum fuld af højtstående folk fra Virgin Records, som diskuterede, hvad de syntes, vores første single skulle være.

- De fleste af dem foretrak en mere sikker R&B-lyd, som var populær på det tidspunkt, men jeg kan huske, at jeg sagde til dem: "Vi kan ikke give amerikanerne det, de allerede er så dygtige til at lave. Vi bør være os selv og se, om de kan lide det," som hun skrev i magasinet Marie Claire i 2016.

Derfor trumfede Spice Girls igennem, at 'Wannabe' skulle være første single, fordi sangen ifølge gruppen selv var det nummer, der repræsenterede dem bedst, og fordi de var vilde med sangen.

2

'Wannabe' blev skrevet på et kvarter

Spice Girls til Ivor Novello Awards i 1997, hvor de vandt sangskriverpriser for 'Wannabe'. Øverst til højre ses Richard "Biff" Stannard og Matt Rowe, der skrev sangen sammen med gruppen. (Foto: Richard Young/Shutterstock)

En vaskeægte popklassiker behøver ikke nødvendigvis at have haft en lang og hård fødsel.

Spice Girls-medlemmerne skrev nemlig 'Wannabe' på blot et kvarters tid i samarbejde med sangskriverparret Richard "Biff" Stannard og Matt Rowe, som ligeledes hjalp til på mange af gruppens andre store hits.

Sangskriverparret havde fundet et beat, som mindede dem om Grease-klassikeren 'You're The One That I Want', og da de satte det på, begyndte de fem Spice Girls at smide ideer på bordet med både sang- og rap-passager. Kort tid efter var hittet færdigskrevet.

- Den er ret vild, og den måde, den blev optaget og skrevet på, var ligesom en punksang. Den var på ingen måde et konstrueret eller håndværksmæssigt popmesterværk, som vi havde sat os ned og udtænkt, har Richard "Biff" Stannard ifølge det amerikanske medie Refinery29 udtalt.

Sangen vandt senere flere prestigefyldte priser, blandt andet - måske noget overraskende for sin vrøvletekst - 'Best British-Written Single' ved prisuddelingen Ivor Novello, som hylder sangskrivning.

3

Betydningen af 'zigazig-ah'

"Zigazig-ah" var et udtryk fra Spice Girls-medlemmernes univers, som de senere hen udødeliggjorde i 'Wannabe'. (Foto: Shutterstock)

- I wanna really, really, really wanna zigazig-ah, lyder det insisterende fra Melanie B lige inden omkvædet i 'Wannabe'.

Men hvad betyder "zigazig-ah" egentlig? Der har været mange sejlivede rygter om udtrykket, blandt andet at det var en omskrivning af "shit and cigars" (lort og cigarer), som skulle referere til en arrogant 80'er-popstjerne, der yndede at ryge cigarer på toilettet i de pladestudier, hvor Spice Girls holdt til. Men det rygte er siden blevet manet til jorden:

- Det er meget kreativt, men det er faktisk ikke dét, som det refererer til. For at være helt ærlig, så betød det bare sex, lød det fra Melanie C i et interview med BBC for nogle år siden.

Hun har også fortalt, at udtrykket var en integreret del af pigernes univers:

- Kender du det med at være en del af en vennegruppe, der har det sjovt, og så finder man på alle mulige fjollede udtryk? Vi havde det bare sjovt, og så fandt vi på det her fjollede ord, "zigazig-ah", sagde hun til Billboard.

4

Musikvideoen var inspireret af 'virkelige hændelser'

Der var altid en snert af kaos, når Spice Girls troppede op. Da de første gang mødte prins Charles, brød de for eksempel al royal etikette og plantede smækkys på hans kinder, og her prøver de at lære ham peace-tegnet (eller Girl Power-tegnet, som det blev kaldt i Spice Girls-regi). (Foto: Tim Rooke/Shutterstock)

Musikvideoen til 'Wannabe' er nærmest lige så ikonisk som sangen i sig selv. Skudt i det, der skal forestille et one-take, ser man Victoria, Emma, Melanie C, Geri og Melanie B crashe en fornem fest på et fint hotel, mens de får alt til at gå op i hat og briller.

Og nogenlunde sådan foregik det faktisk også, da gruppen i sin tid jagtede en pladekontrakt. Indtil de i 1995 underskrev kontrakten med Virgin, havde de vist deres værd hos flere andre pladeselskaber ved at storme ind på branchefolkenes kontorer, sætte 'Wannabe' på og synge, danse og charmere det bedste, de havde lært.

- De kom ind i receptionen nedenunder, og det var ligesom en hvirvelvind. Receptionisterne, de andre medarbejdere og folk, der kom og gik, var alle sammen målløse: "Hvad fanden var det?"

- Så kom de ind på mit kontor, og hele denne her rutine blev sat i gang foran mig. De satte en sang (...) på kassettebåndoptageren og sang med på den som karaoke med en koreografi til, har Martyn Barter, der i sin tid var manager for sangskriveren Elliot Kennedy, som Spice Girls arbejdede sammen med, sagt.

5

Musikvideoen var nær blevet skrottet

Spice Girls i 2012 foran trapperne, hvor de danser koreografien til 'Wannabe' i musikvideoen, der er optaget på St. Pancras Renaissance Hotel i London. (Foto: Alan Davidson/Shutterstock)

Fra dag et i historien om Spice Girls var alt ved dem meget britisk (Geris Union Jack-kjole er for eksempel en af de mest kendte popstjernekostumer), og videoen til 'Wannabe' slutter da også af med, at pigerne hopper ombord på en af Londons berømte dobbeltdækkerbusser.

Oprindeligt skulle videoen dog slet ikke have været indspillet i London, men i stedet i solbeskinnede Barcelona.

Men få dage inden videoindspilningen skulle finde sted, måtte instruktør Johan Camitz sadle om, da han ikke havde fået tilladelse til at filme i den bygning i Barcelona, han havde planlagt at skyde videoen i.

I stedet blev videoen optaget på St. Pancras Renaissance Hotel, hvor Londons mørke aftenstemning og kulden var noget helt andet end eksotiske Barcelona.

- Det havde ikke det her sexede, spanske lys, som vi var blevet lovet. Faktisk var det hele meget mørkt og dystert, sagde Ashley Newton, der dengang arbejdede hos Virgin.

Derudover havde pladeselskabet bekymringer om, hvorvidt de ældre personer i videoen ville skræmme unge seere væk, om Geris cirkus-agtige outfit var for skørt, og om det var for "truende", at pigerne hopper på bordene.

- Men det er os, med bumser og det hele. Vi havde det sjovt, da vi lavede det. Den er os, og hvis du ikke forstår det, forstår du ikke os, lød det fra Geri Halliwell, der fik det, som gruppen ønskede.

Kilde: David Sinclair, 'Wannabe: How the Spice Girls reinvented pop fame'.

Facebook
Twitter