Ikonisk sanger pludselig død: Startede en af verdens største popgrupper som 15-årig

Sanger Mary Wilson, kendt fra gruppen The Supremes, er gået bort.

The Supremes-stjernen Mary Wilson er død 76 år gammel. (Foto: Sherry Rayn Barnett © Getty Images)

Verden har mistet én af amerikansk musikhistories største stjerner.

Natten til tirsdag dansk tid afgik sangeren Mary Wilson, der var blandt de tre oprindelige medlemmer i gruppen The Supremes, nemlig ved døden i en alder af 76 år. Det skriver Variety.

- Jeg var meget chokeret og ked af at høre nyheden om et kæmpe medlem af Motown-familien (...) Hun var en stjerne i sin egen ret, og gennem årene arbejdede hun fortsat hårdt for at opretholde arven fra The Supremes. Mary Wilson var en ekstremt særlig person for mig. Hun var en pionér, en diva og vil blive savnet dybt, lød reaktionen blandt andet fra den 91-årige plademogul Berry Gordy, der i sin tid skrev kontrakt med The Supremes for det berømte pladeselskab Motown Records.

Den præcise dødsårsag er ikke blevet meldt ud, men til Variety fortæller musikerens manager, at Wilsons dødsfald er sket pludseligt.

Mary Wilson var bare 15 år, da hun i 1959 var med til starte poptrioen The Supremes, der dengang gik under navnet The Primettes.

Sammen med sangerne Florence Ballard og Diana Ross, der senere søsatte en særdeles succesfuld solokarriere, hittede Mary Wilson og The Supremes stort op gennem 1960'erne i både USA og på den internationale scene.

The Supremes blev blandt andet kendt for store hits som 'Stop! In the Name of Love', 'Baby Love' og 'You Can't Hurry Love', der alle ramte førstepladsen på den prestigefyldte Billboard-hitliste i USA.

I alt opnåede The Supremes hele 12 førstepladser på listen, hvilket den i dag i dag stadig gør dem til den mest succesfulde amerikanske pigegruppe nogensinde.

Hør kæmpehittet 'You Can't Hurry Love' fra 1966 her:

0:00

- The Supremes er jo en del af vores musikalske arv. Vi kender alle sammen deres sange, og mange af dem er blevet evergreens, som vi stadig lytter til den dag i dag, fortæller Anders Reuter, der er journalist og forsker i popmusik ved Københavns Universitet.

- Tag bare en sang som 'You Can't Hurry Love'. Den er blevet hørt over 250 millioner gange på Spotify, og her er vel og mærke tale om en sang, der har mere end et halvt århundrede på bagen. Det siger noget om det musikalske aftryk, The Supremes har efterladt sig.

Nedbrød grænserne mellem sort og hvid musik

Udover at stå bag nogle af musikhistoriens største ørehængere, skrev The Supremes sig også ind i historiebøgerne af andre grunde.

Gruppen, der bestod af tre sorte, kvindelige sangere, var nemlig ét af de første musiknavne, der i 1960'erne formåede at få succes på tværs af raceskel, da de opnåede stor popularitet hos både det sorte og hvide publikum.

En stor bedrift i et land og en tid, hvor raceforskelle og kampen for sortes borgerrettigheder fyldte meget i den offentlige debat.

- På en måde blev The Supremes et godt eksempel på, hvordan de sorte musikere tog deres musik "tilbage", forklarer Anders Reuter.

Det var nemlig genrer som blues, gospel og rhythm and blues, der traditionelt blev spillet af sorte musikere, der havde været med til at forme lyden af rock and roll, der blev symbolet for populærmusikken i 1960'erne.

The Supremes fotograferet i deres storhedstid. Fra venstre ses Florence Ballard, der døde i 1976, i midten den nu afdøde Mary Wilson og yderst til højre Diana Ross, der i dag er 76 år. (Foto: Michael Ochs Archives © Getty Images)

Men selvom musikken byggede på sorte traditioner, var det fortsat de hvide artister, der for alvor fik succes med lyden på den kommercielle scene, forklarer Anders Reuter og fremhæver "kongen af rock and roll", Elvis, som et åbenlyst eksempel.

- Det skete meget sjældent, at de sorte musikere fik så bred succes, og derfor var det kæmpestort, at det blandt andet lykkedes for en gruppe som The Supremes. I 1960'erne var en del af populærkulturen stadig ret opdelt mellem sorte og hvide, så det var både stort og vigtigt, at The Supremes var med til at nedbryde den grænse, forklarer Anders Reuter.

For The Supremes og Mary Wilson fortsatte succesen op gennem 1960'erne. Efter interne stridigheder - blandt andet da Diana Ross efter pladeselskabets ønske blev kørt i stilling som frontkvinde i gruppen, der sågar på et tidspunkt skiftede navn til Diana Ross & The Supremes - forlod medlemmet Florence Ballard dog trioen i 1967.

I 1970 forlod også Diana Ross gruppen for at søsætte sin egen solokarriere, mens Mary Willson sammen med flere skiftende medlemmer fortsatte i The Supremes frem til 1977, hvor gruppen endelig gik i opløsning.

Var en del af historisk stjernefabrik

En stor del af The Supremes' succes kan ifølge Anders Reuter – udover en bunke fantastiske sange – tilskrives gruppens pladeselskab, Motown Records, der blev drevet af den driftige musikmogul Berry Gordy.

Pladeselskabet, der blev grundlagt i 1959 i Detroit i delstaten Michigan, blev i 1960'erne og 1970'erne en sand stjernefabrik, der blandt andre var med til at kickstarte karrieren for sorte musikere som Stevie Wonder, Michael Jackson og Marvin Gaye.

Kronen på værket var dog The Supremes, som af mange anses for at være selskabets største kommercielle succes til dato.

Der skete en del udskiftning blandt medlemmerne i The Supremes gennem årene. Her ses Mary Wilson (i midten) og Diana Ross (til venstre) sammen med Cindy Birdsongs, der sluttede sig til gruppen, efter Florence Ballard forlod trioen i 1967. (Foto: RB © Getty Images)

Ifølge Anders Reuter er det svært at sætte ord på, hvor stor betydning Motown Records egentlig har haft for musikhistorien.

- Motown har betydet enormt meget. Jeg tror ikke, vi havde haft den samme musikscene i dag, hvis det ikke havde været for Motown – og slet ikke med den samme grad af integration af afrikansk-amerikansk musik som en del af populærmusikken, som vi ser i dag. Det selskab har været helt utroligt vigtigt for den globale musikscene.

Han fremhæver særligt Motowns evne til at skabe den ene stjerne efter den anden.

- Med Motown fik man skabt en pop-produktionsmaskine, der, selvom den blev drevet som en hel industri, stadig formåede at spytte sange af vanvittigt høj kvalitet ud. Der har været meget få eksempler på selskaber med den kadence og omfang både før og efter Motown Records.

Det anslås, at musikere i folden hos Motown Records gennem historien har opnået flere førstepladser på den amerikanske hitliste end 1960'ernes store stjerner The Beatles, The Rolling Stones, The Beach Boys og Elvis Presley tilsammen.

Annoncerede ny musik to dage før sin død

Efter bruddet med The Supremes i 1977 fortsatte Mary Wilson sin karriere som sanger.

To år efter efter udgav hun den selvbetitlede solodebut 'Mary Wilson' og udsendte i 1992 opfølgeren 'Walk the Line'.

De sidste år af sin karriere udsendte Mary Wilson sporadisk en række singler, men noget tyder på, den 76-årige sanger var klar til at gøre comeback.

Den 6. februar i år, blot to dage før sin død, annoncerede hun nemlig i en YouTube-video, at hun havde planer om at udgive ny musik, herunder albummet 'Red Hot', som hun indspillede i 1970'erne.

Albummet skulle efter have planen være udgivet op til Wilsons fødselsdag i marts, men om albummet stadig ender med at udkomme er endnu uvist.

Selvom Mary Wilsons musikalske karriere de seneste par år kørte på lavt blus, var The Supremes-legenden stadig et kendt navn i USA, hvor hun i 2019 blandt andet medvirkede i den amerikanske udgave af 'Vild med dans'.

Facebook
Twitter