International stjernerapper og danske darlings klar til Tinderbox

Post Malone og Lukas Graham er blandt navnene på næste års Tinderbox.

Post Malone spillede i et udsolgt Royal Arena i foråret (Foto: Lorne Thomson © Getty Images)

Den fynske festival Tinderbox har netop annonceret de første navne på næste års festivalplakat.

Og hvis du er til ansigtstatoveringer og poppede rapsange, kan du godt begynde at glæde dig.

Et af de navne, der er klar til at fyre op under festen i det fynske, er nemlig den amerikanske rapper Post Malone, der sidst gæstede dansk festivaljord i 2018, da han optrådte på Smukfest.

Den 24-årige rapper har domineret både danske og udenlandske hitlister, siden han i 2015 debuterede med sangen 'White Iverson'.

Hør gennembrudshittet her, mens du læser videre:

Derudover er der lagt i ovnen til den helt store fællessang, når danske Lukas Graham gæster Tusindårsskoven efter et travlt 2019.

Også sangeren Lenny Kravitz er annonceret som et af sommerens hovednavne.

Yderligere seks navne på plakaten

Tinderbox har derudover løftet sløret for yderligere seks navne, der skal optræde på næste års festival.

Ét af dem er den svenske popstjerne Zara Larsson, der er kendt for hits som 'Ain't My Fault' og 'Ruin My Life'.

Og det bliver ikke første gang, at den unge hitmager besøger Tusindårsskoven. I sommer varmede hun nemlig op for den engelske megastjerne Ed Sheeran, da han spillede to udsolgte koncerter samme sted.

Festivalgæsterne kan også glæde sig til at se Folkeklubben, Jonah Blacksmith, Oliver Heldens, Nonsens og Toby Green, når de næste år lægger vejen forbi Odense.

Tinderbox løber af stablen fra d. 25.-27. Juni 2020.

21-årige Zara Larsson er også klar til at fyre op under den fynske festivalfest. (Foto: CAITLIN OCHS © Scanpix)