It's Broadway, bitch: Britney Spears-hits bliver til ny musical

Popsangerindens sange får nyt liv i en prinsesse-musical.

Britney Spears brød igennem i 1998 og har siden været leveringsdygtig i nogle af pophistoriens største hits. (Foto: Jamie McCarthy © 2014 Getty Images)

Der er godt nyt til musicalglade Britney Spears-fans.

Sangerindens massive bagkatalog med hits som 'Toxic', 'I'm a Slave 4 U' og 'Oops… I Did It Again' bliver nemlig til efteråret omdrejningspunktet for en ny amerikansk musical, der bærer titlen 'Once Upon a One More Time' – en slet skjult reference til sangerindens gennembrudshit '...Baby One More Time' fra 1998.

Den kommende forestilling er bygget op omkring 23 af sangerindens største hits, mens enkelte mere ukendte popperler fra Spears' diskografi også har fundet vej til den store scene. Det skriver The New York Times.

Sangerinden selv ser frem til premieren på sin helt egen musical, der har været undervejs i flere år.

- Jeg er begejstret over at have en musical med mine sange – specielt én, som finder sted i sådan en magisk verden fyldt med karakterer, jeg voksede op med, og som jeg elsker. Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig, siger den 37-årige popdiva i en pressemeddelelse.

Men selvom der er nok at tage fat i, så tager den kommende musical ikke udgangspunkt i sangerindens eget liv.

I stedet handler forestillingen om eventyrprinsesser som Snehvide, Askepot, Rapunzel og Tornerose, der sammen drager ud på en rejse uden for eventyrenes mure, hvor de blandt andet prøver kræfter med det - for dem ukendte begreb - 'feminisme'.

Musicalen får premiere til efteråret i James M. Nederlander Theater i Chicago og skal efter planen rykke videre til den ikoniske musicalgade Broadway i New York i år 2020.

Musicalscenen er ny for Britney Spears, der dog tidligere også har gjort sig i cirkusmanegen på nummeret 'Circus':

Har holdt sig ude af rampelyset i flere måneder

Nyheden om musicalen kommer i en ellers ret turbulent tid for Britney Spears.

I starten af året aflyste sangerinden pludselig en række stort anlagte koncerter i Las Vegas - blot halvanden måned før premieredatoen -, fordi hendes far var alvorligt syg.

Den 66-årige Jamie Spears sprængte tilbage i november sin tarm og måtte hasteopereres.

- For et par måneder siden blev min far indlagt på hospitalet og mistede næsten livet. Vi er alle meget taknemmelige for, at han overlevede, men han har stadig lang vej igen. Jeg var nødt til at træffe den svære beslutning at samle mit fulde fokus og energi omkring min familie i denne tid, skrev Britney Spears tilbage i januar på sin Instagram-profil, da hun offentligjorde aflysningen.

Samtidig meddelte sangerinden, at hun tog en pause på ubestemt tid, og hun har siden trukket sig fuldstændig væk fra rampelyset.

Indtil nu har der været komplet stille fra sangerinden, der ikke har givet lyd fra sig siden den 4. januar - hverken i interviews eller på sin Instagram-profil, som hun ellers plejer at opdatere flittigt.

Hvilket hit, synes du, skal med i musicalen?

Facebook
Twitter