Jeg er bange for at dø alene: Dansk sanger åbner op om depression i nyt hit

Sangeren Kops kæmpede med depression, og nu er han aktuel med sangen, der hjalp ham videre.

Sangeren Kops voksede op i en meget kristen familie, og selvom han har forladt troen, skriver han stadig sange om religion og bliver især inspireret af salmer. (Foto: pressebillede)

- I'm so afraid to die alone, synger danske Kops på nummeret 'Salvation'.

Hvis man ikke lige lytter efter teksten i sangen, kunne man tro, at det er en glad sang.

Den kan sætte gang i selv de mest dovne mennesker på et dansegulv, men i teksten ligger der en historie om en svær tid i den 20-årige sangers liv.

Hør nummeret 'Salvation' her, men du læser videre:

Balancen mellem de glade poprytmer og den mørkere tekst er noget, som Oskar Kops Kronback, med kunsternavnet Kops, arbejder meget med.

- Det er næsten to verdener, der kolliderer. Men sådan tror jeg faktisk altid, jeg har arbejdet. Det må godt være lidt sjovt, fjollet og dumt, for det gør det hele lidt nemmere at håndtere. Hvis man tager alting for alvorligt, så bliver det nederen, siger Kops om sin musik.

Men faktisk opstod sangen fra et meget mørkt sted. For halvandet år siden var Kops nemlig ramt af en depression og en trang til at finde meningen med livet.

En psykolog foreslog ham selvterapi, og det gav sig selv, at det var musikken, der skulle hjælpe ham videre.

- Jeg var sygt deprimeret. Jeg havde det helt vildt nederen. Det var svært at lave musik med den tristhed, men i stedet for at gemme det hele væk, så besluttede jeg mig for at tage fat i det og gøre noget ved det, forklarer Kops.

Som en splint

Man kunne tro, at det ville være svært at tage fat i de triste følelser og sætte ord og musik på dem, men Kops beskriver det som rart. Og på en måde blev det 'hans frelse', som han selv siger det.

- Det var ligesom at få hevet en splint ud. Det er sygt nederen, mens man gør det, men bagefter er man bare sådan: 'Yes'!

Kops voksede op i et meget kristent hjem, men var en rebel i det kristne miljø. Han hang ud med skaterne i Ballerup og røg for meget hash.

Hør nummeret 'Sorry Not Sorry' herunder:

Han ville alt muligt andet og bevægede sig væk fra kirken og den kristne tro. På trods af tre år på en kristen efterskole gav han endeligt slip på troen i gymnasiet.

- Det var befriende. Kirkemiljøet er ikke altid fedt, og det er ikke kun kærlighed. Nogen mener, det er det bedste, der er sket for dem, og det har jeg respekt for, men det sagde mig bare ikke så meget, siger Kops, som ikke følte, at vennernes bønner hjælp ham, da han havde det svært.

I stedet var det altså musikken, som han har haft med sig fra barndomshjemmet, hvor hans far spillede guitar i børnekirken, der hjalp ham over depressionen, som ramte ham, da han droppede ud af gymnasiet og pludselig ikke havde en struktureret hverdag.

Man skal elske sin næste som sig selv

Men opvæksten med den kristne tro sidder stadig i Kops, og han er især meget inspireret af salmer, der for ham på en gang er højtidelige og simple.

Han kalder 'Hil dig, Frelser og Forsoner' for en kæmpe banger, selvom han ikke kan lade være med at græde, når han hører den, og han skriver selv sangtekster om religion – herunder også 'Salvation', som betyder 'frelse' på dansk.

Troen har samtidig haft indflydelse på det menneske, han er i dag.

- Min opvækst har betydet meget for min opførsel, og måden, jeg ser mennesker på, er blevet mega påvirket af, at man skal elske sin næste som sig selv. Det betyder slet ikke, at jeg ikke træder ved siden af, for det gør alle mennesker, siger Kops.

Nummeret 'Salvation' er i denne uge P3’s Uundgåelige.

Facebook
Twitter