'Jeg vil gerne undskylde': Britney Spears deler 'hemmelighed' på Instagram efter høring

Popstjernen forklarer nu, hvorfor hun har bildt sin omverden ind, at hun var okay, når det ikke var tilfældet.

Britney Spears siger nu undskyld til sine millioner af fans, efter hun i flere år har foregivet, at alt var okay, mens hun i virkeligheden har lidt under sit mangeårige værgemål. Her ses hun til Glaad Media Awards i 2018. (Foto: © Chris Pizzello, Scanpix)

- Jeg vil gerne fortælle jer en lille hemmelighed.

Sådan starter det seneste opslag på den amerikanske popstjerne Britney Spears' Instagram.

I opslaget undskylder hun til sine millioner af fans for sin opførsel på Instagram de sidste par år, hvor hun har bildt alle ind, at hun var okay, mens hun i virkeligheden har været led og ked af det værgemål, hun har været underlagt de seneste 13 år.

- Jeg vil gerne undskylde for at have foregivet, at jeg var okay de sidste to år. Jeg gjorde det på grund af min stolthed og fordi, jeg skammede mig over, hvad der skete med mig, fortsætter opslaget.

Spears skriver videre, at hun føler, det har hjulpet hende at poste dansevideoer og opslag med inspirerende citater på sin Instagram-konto, hvilket gentagne gange har fået fans til at spekulere i, om stjernen var okay, og om hun eventuelt sendte dem hemmelige signaler om det modsatte via videoerne.

- Jeg føler, Instagram har hjulpet mig (...) til at føle, at jeg betød noget på trods af det, jeg gik igennem. Og hey, det virkede.

Vil sende sin far i fængsel

Opslaget kommer i kølvandet på en ophedet høring i retten i Los Angeles, hvor hun onsdag amerikansk tid for første gang udtalte sig offentligt om det værgemål, hun har været underlagt de seneste 13 år.

Her fortalte Britney Spears blandt andet, at hun har fået opsat en spiral mod sin vilje for at forhindre, at hun blev gravid, samt at hun er blevet beordret til at gå i et rehabiliteringsprogram af hendes far, Jamie Spears, der har stået i spidsen for værgemålet:

- Min uvidende far og alle andre, der har været involveret i værgemålet, burde være i fængsel, udtalte hun blandt andet i retten, hvor hun ikke efterlod meget tvivl om, hvordan hun har det med værgemålet, der i årevis har været omgærdet af stor mystik:

- Værgemålet gør meget mere skade end gavn for mig. Jeg burde ikke være i et værgemål, hvis jeg kan arbejde, tjene penge til mig selv og betale andre. Jeg er her ikke for at være nogens slave.

- Det eneste, jeg ønsker, er, at det her stopper, og at jeg ejer mine egne penge.

Britney Spears har flere gange optrådt i Danmark. Her ses hun under Smukfest i 2018. (Foto: © Lasse Lagoni, Scanpix)

Nu har hun altså uddybet overfor sine fans, hvorfor hun har bildt alle ind, at hendes liv var fryd og gammen, når hun i virkeligheden – med egne ord – er blevet efterladt søvnløs og deprimeret på grund af værgemålet.

- Jeg tror, at alle mennesker gerne vil have et eventyrliv, og det var også sådan, jeg postede indhold - ved at vise, at mit liv så ud til at være ret fantastisk, fortsætter opslaget på Instagram:

- Det var også ét af min mors bedste karaktertræk. Uanset hvor lortet en dag var, da jeg var yngre, så lod hun altid, som om alting var okay for mig og mine søskende. Jeg gør opmærksom på det her, fordi jeg ikke vil have, at folk skal tro, at mit liv er perfekt, fordi det er det overhovedet ikke.

'Gud velsigne Britney'

Dermed bekræfter hun, hvad mange fans af sangerinden længe har frygtet: nemlig at hun er i værgemålet mod sin vilje.

Efter den ophedede retshøring er støtten da også strømmet ind fra både fans og kendisser til Britney Spears. Blandt andet fra ekskæresten Justin Timberlake, popdivaen Mariah Carey og sangerinden Halsey.

- Gud velsigne Britney. Jeg håber af hele mit hjerte, at hun får tildelt sin frihed fra dette voldelige system. Det fortjener hun mere end noget andet. Jeg beundrer hendes mod for at stå op for sig selv i dag, skrev sidstnævnte på Twitter efter høringen.

Vi ved endnu ikke, hvordan sagen om Britney Spears' værgemål ender, da retsmødet i Los Angeles endte uden afgørelse.

Farens hold har tidligere afvist anklager om, at Britney Spears behandles uretfærdigt, og deres modsvar på de enkelte anklager er endnu ikke blevet hørt.