Joel er realitystjerne, bodybuilder og storhittende dj: 'Du skal være selvisk for at få succes'

Joel Corry har 15 millioner månedlige lyttere på Spotify, men det har krævet ofringer undervejs at nå dertil.

(Foto: © Gavin Glave, Atlantic Records)

Skal man følge hjernen eller hjertet?

Det dilemma har du sandsynligvis prøvet at stå i.

Måske har du oplevet det i forbindelse med valg af uddannelse. Sidst du købte nyt tøj. Eller sidst valget af aftensmad stod mellem pizza og rugbrød.

Den britiske realitystjerne, bodybuilder og dj Joel Corry har om nogen været i tvivl om, hvilket organ han skulle lytte til. Særligt da han mødte stor modgang.

Han udgav single efter single. Og han lagde blod, sved og tårer i hver enkelt. Men ingen af dem hittede.

Langsomt begyndte menneskene omkring ham at tvivle på, at han nogensinde ville lykkes som musiker. Og da andre begyndte at tvivle på ham, begyndte han også at tvivle på sig selv.

- Men i mit hjerte troede jeg på det. Jeg tænkte: "Kom så, Joel. Du kan godt. Bliv ved". Jeg fulgte mit hjerte, siger Joel Corry.

Så Joel Corry blev ved. Igennem fire år udgav han i alt 12 singler, uden en eneste fik et ben til jorden på hitlisterne.

Men sidste år vendte lykken for Joel Corry, og han fik sit første store hit med sangen 'Sorry'.

Nu har dj'en skrevet nummeret 'Head & Heart' om dilemmaet mellem at lytte til sit hoved eller sit hjerte.

Og nummeret er blevet hans største hit til dato med flere nummer et-placeringer på britiske hitlister og 45 millioner Spotify-streams. Samlet har han nu over 15 millioner lyttere på streamingtjenesten om måneden.

Så det var vist meget godt, at dj'en fulgte hjertet - og realiserede en drøm, han har haft, lige siden han var barn.

- Det er ufatteligt, siger Joel Corry.

Lyt til Joel Corrys megahit 'Head & Heart':

0:00

Hjemsøgt af reality-ry

Joel Corry har dj'et, siden han var 13 år. Så den 31-årige discjockey er aldeles på hjemmebane bag en dj-pult. Hvad der til gengæld er uvant for ham er altså den ekstreme succes med musikken, han har oplevet det seneste år.

Ikke nok med at gennembrudshittet 'Sorry' toppede den britiske dance chart. Det blev også temasangen til reality-programmet 'Love Island' det år.

Som ophavsmand til 'Love Island'-temasangen blev han igen del af en verden, der er velkendt for den 31-årige stjerne. Måske for velkendt.

For tilbage i 2013 medvirkede han i 'Geordie Shore', MTV's britiske pendant til realitysuccesen 'Jersey Shore'.

En beslutning, han ikke udelukkende er glad for i dag. For hans realitystjerne-image har bidt sig fast i hans knæhaser og hængt ved lige siden.

- Jeg har de bedste minder nogensinde fra 'Geordie Shore'-tiden. Men jeg vil ikke lyve; det har givet mig nogle forhindringer i forhold til at klare den i musikverdenen, har han fortalt Daily Star.

Reality-ry eller ej. Nu har Joel Corry langt om længe slået igennem med sin musik. Om han nogensinde helt vil ryste reality-imaget af sig, vil tiden vil vise.

På 'Head & Heart' flankeres Joel Corry af den britiske musiker MNEK. (Foto: © Ben Jancso, Ben Jancso / Baluga Media)

Hit-hattrick har krævet ofre

Joel Corrys tre seneste singler, 'Sorry', 'Lonely' og 'Head & Heart', har alle taget førstepladsen på den britiske dance chart. Dermed har hitsmeden leveret et vaskeægte hit-hattrick.

Men den 31-årige dj fra London er ikke kommet sovende til succesen, og det har krævet sine ofre at nå dertil, hvor han er i dag.

- Jeg mistede aldrig fokus, men jeg tvivlede på mig selv, siger Joel Corry om tiden, hvor han udgav en række numre, der ikke fængede an. (Foto: © PR-Foto)

- Min sociale cirkel er meget lille. Jeg bruger meget tid alene. Jeg har været nødt til at fokusere på mig selv. Du skal være selvisk for at kunne levere det arbejde, som skal til, siger musikeren og uddyber, at han for eksempel ofte er blevet hjemme for at arbejde i stedet for at gå ud og ses med mennesker.

Men når alt kommer til alt, er dj'en glad for, at han ofrede sig i musikkens navn.

- Det er min passion, og jeg nyder det. Jeg er glad for, at jeg lavede de ofringer. Og taknemmelig for, at det har lønnet sig for mig.

Lyt til Joel Corrys første store succes-sang, 'Sorry', der var temasang til realityprogrammet 'Love Island' i 2019:

0:00

'Dansegulvet skal eksplodere'

Det tyder på, at Joel Corry endelig har luret opskriften på et hit. Men hvad er englænderens hemmelighed? Hvordan har han formået at ramme midten af skydeskiven tre gange i træk?

Der er to grundlæggende aspekter, når Joel Corry skriver en sang, forklarer han.

- Først og fremmest har jeg været natklub-dj hele mit liv. Så mit instinkt er altid at lave noget, der lyder godt på et diskotek. Der skal være dét der øjeblik i nummeret, hvor dansegulvet eksploderer.

- Den anden del er, at min musik skal have en følelsesmæssig side, så folk også kan høre det, når de kører i bilen alene eller chiller på værelset. Den skal "connecte" med folk. På den måde kan musikken blive titelmusikken til folks liv. Numrene kan blive deres personlige "hymner".

Og så har englænderen også et hemmeligt våben i ærmet.

- Fitness er en massiv del af mit liv. Jeg træner hver dag. Jeg gør det ikke kun for det fysiske, men også fordi det renser mit sind. Jeg producerer bedre musik, når jeg har trænet.

I årene efter sin deltagelse i 'Geordie Shore' satsede Joel Corry på fitness og træning. Han arbejdede som personlig træner og lancerede sågar sin egen trænings-app 'Joel Corry PT'. (Foto: © Gavin Glave, Atlantic Records)

Mens nogle af os måske bliver forpustede bare ved tanken om at tage i fitness hver dag, er det ikke noget, Joel Corry beklager sig over. Dels har han en fortid som personlig træner og konkurrencevindende bodybuilder. Og så er stor dedikation bare en del af den måde, han er skruet sammen på, forklarer han.

- Jeg kan fokusere 100 procent og få totalt tunnelsyn. Jeg finder altid en måde at få tingene til at ske. Det er min livsattitude, siger han.

Stadig sulten og fokuseret

Med reality-deltagelse, bodybuilding og store hits under bæltet er det sikkert at sige, at dj'en ikke har ligget på den lade side. Men hvad driver briten fremad?

- Det føles fantastisk at kigge på statistikkerne og hitlisterne. At se sort på hvidt, hvad du har opnået.

- Men det, der er mere vigtigt, er, når jeg ser folk gå helt amok til mine sange. Eller når jeg bliver tagget i posts på Instagram, hvor folk synger med på mine sange i deres bil. Det giver mig større tilfredsstillelse end enhver statistik – at se virkelige mennesker "connecte" og nyde musikken, siger han.

Særligt i de sidste par uger har han nydt, at de sidste mange års hårde slid endelig giver afkast. Han har haft en "kildrende" fornemmelse og følt, at han var i en boble. Men som du måske allerede har fornemmet, er Joel Corry ikke typen, der hviler på laurbærrene.

Næste år håber han, at verdenssituationen tillader festivaler og koncerter. For han drømmer om at rejse verden rundt og spille sin musik. Blandt andet håber han, at han kan komme til Danmark.

- Jeg er mere sulten og fokuseret end nogensinde.

- Jeg er en arbejdsnarkoman. Jeg kan arbejde, fra jeg står op, til jeg går i seng og have det helt fint med det, siger Joel Corry. (Foto: © PR Foto)