Kan du huske dette one-hit-wonder fra 90'erne? Nu genopstår hitband til Joe Bidens indsættelse

90'er-bandet New Radicals skal optræde ved en virtuel hyldestparade, når Joe Biden onsdag officielt tiltræder som USA's præsident.

Ifølge New Radicals-frontmanden Gregg Alexander (billedet) er det en kæmpe ære for bandet at skulle optræde ved indsættelsen. (Foto: Jeff Kravitz © Getty Images)

For fire år siden var rockbandet 3 Doors Down hovednavn ved præsident Donald Trumps indsættelse i Washington i USA. Og derudover var det mildest talt småt med kendte navne ved ceremonien.

I år er det en lidt anden sag, når Joe Bidens indsættelse løber af stablen onsdag. På trods af coronapandemien, som har resulteret i, at indsættelsen ikke kommer til at foregå på traditionel vis, har en lang række stjerner nemlig takket ja til at vise deres støtte til den kommende præsident og vicepræsident med en optræden.

Og nu har anledningen sågar fået et ellers opløst band til at genopstå efter 22 år for at optræde ved det virtuelle event 'Parade Across America'. Det drejer sig om 90'er-bandet New Radicals, som vil optræde med deres kæmpehit 'You Get What You Give' – en sang, som fik nyt liv, da den blev brugt som en del af vicepræsidentens kampagne sidste år.

Skal du have hittet genopfrisket? Lyt til 'You Get What You Give' her:

0:00

Bandet, som kun eksisterede i to år, fra 1997 til 1999, og kun nåede at udgive et enkelt album, har desuden formået at få en helt speciel betydning for Joe Biden og hans familie.

Det afslørede Biden selv i bogen 'Promise Me, Dad' fra 2017, hvor han skrev, at sangen blev spillet hyppigt hos familien under sønnen Beau Bidens kamp mod kræft, som varede et par år inden hans død i 2015.

- Under morgenmaden ville Beau ofte spille det, jeg opfattede som hans yndlingssang, 'You Get What You Give' af New Radicals. Selvom Beau aldrig stoppede sin kamp, og hans vilje til at leve var stærkere end de flestes, tror jeg, han vidste, denne dag ville komme. Ordene i sangen siger: Hele den her forbandede verden kan gå i stykker. Du vil blive ok, følg dit hjerte, skriver Biden blandt andet i sin bog ifølge Rolling Stone.

Sådan så bandet New Radicals ud, inden de blev opløst i 1999 - kun to år efter deres dannelse. Bandet bestod af (fra venstre): Jim McGorman, Gregg Alexander, Stu Johnson (stående), Sasha Krystov, Danielle Brisebois and Brad Fernquist. (Foto: Mick Hutson © Getty Images)

'En kæmpe ære'

Og det har altså nu fået bandmedlemmerne til at stikke hovederne sammen og beslutte, at tiden var til en genforening – om end ikke en permanent en af slagsen.

- Hvis der er en ting i verden, der skulle få os til at samle bandet igen, selv bare for en dag, er det håbet om, at vores sang kunne lyse bare den mindste smule op i sådan en mørk tid, siger bandets frontmand Gregg Alexander i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Amerika ved, at tiderne bliver lysere nu med en ny regering og en rigtig plan for de kommende vacciner. Det er budskabet i sangen… denne verden vil komme igennem det her.

Han tilføjer:

- At optræde med sangen igen efter så lang tid er en kæmpe ære, fordi vi alle har dyb respekt for Beaus militærtjeneste og så store håb for det fællesskab og den normalitet, Joe og Kamala vil få tilbage i landet igen efter denne krisetid.

Hyldes af Lady Gaga, Justin Timberlake og Demi Lovato

Udover New Radicals vil en lang række stjerner tage del i den virtuelle hyldest af præsidenten, som overtager rollen fra Donald Trump og bliver USA's 46. præsident onsdag.

På traditionel vis vil den amerikanske nationalsang 'The Star-Spangled Banner' blive sunget ved præsidentens edsaflæggelse, og den opgave har Lady Gaga, som har støttet Biden under valget, taget på sig.

Popikonet Lady Gaga har ikke lagt skjul på sin støtte til Joe Biden, hvis præsidentkampagne hun aktivt deltog i sidste år. (Foto: DREW ANGERER © Getty Images)

Nationalsangen er ved de seneste indsættelser blevet sunget af Jackie Evancho, som er kendt fra talentshowet 'America's Got Talent', da Donald Trump overtog præsidentembedet, og Beyoncé, da Barack Obama trådte til i 2013.

Jennifer Lopez vil også optræde under indsættelsesceremonien.

Herefter kan den virtuelle parade 'Parade Across America', hvor New Radicals vil optræde, streames på blandt andet YouTube. Der er umiddelbart ikke offentliggjort flere optrædener til den virtuelle parade.

Om aftenen kan man opleve showet 'Celebrating America' med skuespiller Tom Hanks som vært og optrædener af Justin Timberlake, Demi Lovato, Foo Fighters, Bruce Springsteen, John Legend, Jon Bon Jovi og Ant Clemons på YouTube og en lang række store, amerikanske tv-stationer – med undtagelse af Fox News, som har støttet Trump under hans præsidentperiode.

Følg med i planen for Joe Bidens indsættelse onsdag 20. januar, samt hvor hvilke indslag kan ses her.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter