Kan du huske Sugababes? 00'ernes hitgruppe fik en bittersød afslutning

Poptrioen Sugababes hittede stort i 00'erne, men interne konflikter og udskiftning af medlemmer endte deres storhedstid.

- If you're ready for me boy, you’d better push the button and let me know.

Året er 2005.

De tre Sugababes, Keisha Buchanan, Heidi Range og Mutya Buena, danser og synger i en elevator i musikvideoen til hittet 'Push the Button' - men snart vil gruppen ende helt nede i kulkælderen.

Hør 'Push the Button' herunder:

I 00'erne var poptrioen på toppen af verden, men intriger og den konstante udskiftning af medlemmer endte med at spænde ben for den britiske hitgruppe.

Og spørgsmålet melder sig: Hvor er sukkerpigerne så egentlig i dag?

Skrev pladekontrakt som 13-årige

Når du hører navnet Sugababes, tænker du måske på tre andre kvinder, end din storesøster gør.

Sugababes er nemlig berygtet for sin udskiftning af medlemmer, som allerede begyndte efter det første album.

Men hele popeventyret startede tilbage i 1998.

Spice Girls havde prikket hul på pigebandbylden i 1996, og verden kunne ikke få nok af navne som Atomic Kitten og All Saints. Derfor havde musikmanden Ron Tom, der var ansat ved pladeselskabet London Records, besluttet sig for at søsætte sit eget girlband.

Den nok mest kendte udgave af Sugababes. Fra venstre: Keisha Buchanan, Mutya Buena og Heidi Range. (© Pressefotos)

Han faldt over Mutya Buena og Siobhán Donaghy og skrev kontrakt med de to piger, da de var blot 13 år gamle.

Da Ron Tom senere mødte Mutya Buenas barndomsveninde, Keisha Buchanan, mindede deres look og forskellige baggrunde ham om en tidens populære United Colors of Benetton-reklamer, og han besluttede sig for at gøre de tre piger til sit næste popprojekt.

Forlod gruppen efter ét album

Med debutsinglen 'Overload' strøg gruppen hurtigt til tops og blev en af tidens mest populære pigegrupper.

Hør 'Overload' herunder:

Succesen skyldtes blandt andet, at Sugababes red på 00'ernes girl power-bølge, men samtidig formåede at skille sig ud fra de andre pigegrupper på popscenen, forklarer radiovært og popekspert Sandie Westh.

- Sugababes lavede super god musik. På det tidspunkt var vi vant til, at pigegrupperne lavede tyggegummipop, og det gjorde Sugababes ikke. 'Overload' er en sindssyg stilet og meget tilbagelænet sang, siger hun.

- I stedet for at lave rene popsange blandede de R&B og pop. På den måde skilte Sugababes sig ud som de cool piger i klassen.

Lykken varede dog ikke længe, og kort efter udgivelsen af debutalbummet 'One Touch' i 2000 valgte Siobhán Donaghy at forlade gruppen, fordi hun - med egne ord - blev frosset ud af de andre medlemmer.

- Jeg lærte en masse – om hvor forfærdelige mennesker kan være, sagde Siobhán Donaghy kryptisk til Independent i 2003.

I stedet blev Heidi Range fra en anden britisk pigegruppe, Atomic Kitten, headhuntet til at erstatte Siobhán Donaghy i 2001, og den nok mest kendte udgave af Sugababes var født.

Heidi Range, her med lyst hår, var tidligere medlem af pigegruppen Atomic Kitten. (© Pressefotos)

Ikke som de andre

Trods de interne stridigheder fejlede gruppens musik dog ikke noget. Gruppens andet album, 'Angels With Dirty Faces' fra 2002, gik tre gange platin i England og andre steder i Europa, og Sugababes' massive succes fortsatte. Det fjerde album, 'Taller in More Ways' fra 2005, blev gruppens første album, der blev nummer ét på albumhitlisten.

Med et hitkatalog med sange som 'Hole in the Head', 'Too Lost in You' og 'Push the Button' blev Sugababes hurtigt en af de mest succesfulde pigegrupper nogensinde.

Men deres evindelige udskiftning af medlemmer fortsatte.

En svingdør af medlemmer

Sugababes nåede faktisk at have hele seks forskellige medlemmer i fire forskellige konstellationer over deres 13 år lange levetid.

Det betød, at Sugababes til sidst var mere et brand end et band, forklarer Sandie Westh.

- Lige meget hvor god musik, du laver, kan ingen gruppe holde til så mange udskiftninger. Folk er nødt til at have en connection til dig. Og det har de kun, hvis gruppen gennem en årrække har den samme kerne, siger hun.

Er du forvirret? Få et overblik over de mange Sugababes-medlemmer her:

(© Pressefotos)

- En del af at være i en pigegruppe er, at medlemmerne skal fremstå som bedste veninder, for det sælger sindssygt godt. Det formår Sugababes aldrig at gøre. Deres udskiftning af medlemmer bliver ødelæggende for gruppen. Det er musikken, der har båret det hele og ikke deres image, for det har fandeme været dårligt, siger Sandie Westh.

Hør 'Hole in the Head' herunder:

Konstellationen med Mutya Buena, Keisha Buchanan og Heidi Range udgav to plader, inden Mutya Buena forlod trioen for at få mere tid sammen med sin datter, og sangerinden Amelle Berrabah tog hendes plads.

Mistede det sidste oprindelig medlem

Stridighederne blev dog ved med at hjemsøge Sugababes, og spændinger mellem Keisha Buchanan og Heidi Range ledte til, at den på det tidspunkt 'længstlevende' sugababe, Keisha Buchanan, blev smidt ud af gruppen i 2009.

- Selvom det ikke var mit valg at forlade gruppen, er det på tide at begynde et nyt kapitel i mit liv. Jeg vil gerne understrege, at det ikke var konflikter, mobning eller noget lignende, der ledte til dette. Nogle gange kan et nedbrud i kommunikation og mistillid føre til mange forskellige ting, skrev Keisha Buchanan på Twitter.

Keisha Buchanan fortalte i 2013 til Billboard, at gruppen ikke altid havde de rigtige mennesker omkring dem, og at de aldrig blev spurgt til udskiftningen af et medlem - det bestemte managerne.

Sugababes besøgte musikprogrammet Boogie i 2007 og kommenterede rygterne om intriger i gruppen. Se et klip fra indslaget herunder:

Endnu et forsøg på at puste liv i Sugababes blev den engelske Eurovision-deltager Jade Ewen og udgivelsen af Sugababes' album 'Sweet 7' i 2010. Men det varede heller ikke ved.

Selvom gruppen aldrig officielt er gået i opløsning, har man ikke hørt meget fra trioen siden 2011.

Efter bruddet med bandet skiftede flere af Sugababes-medlemmerne mikrofonen ud med tv-kameraet og medvirkede hver for sig i forskellige engelske realityshows.

Heidi Range deltog blandt andet i 'Dancing on Ice' og 'Celebrity Masterchef', mens Mutya Buena forsøgte at finde kærligheden i 'Celebs Go Dating' efter en kortlivet solokarriere.

Den oprindelige trio genopstår

Men hvis man troede, at man havde hørt de sidste harmoniske toner fra tidligere Sugababes-medlemmer, tog man fejl.

De originale medlemmer, Mutya Buena, Keisha Buchanan og Siobhán Donaghy, dannede gruppen Mutya Keisha Siobhán - eller MKS - i 2011 og udgav i 2014 singlen 'Flatline', som dog ikke blev det comeback-hit, de måske havde håbet på.

Hør singlen 'Flatline' herunder:

Og så blev der stille - igen.

Det lovede album udkom aldrig, men i 2016 blev der lækket flere gamle MKS-sange på internettet fra en ukendt kilde. Hvorfor musikken aldrig blev udgivet er stadig et mysterium.

Siobhán Donaghy insisterede dog så sent som sidste år på, at de er i gang med nyt materiale.

- Vi arbejder stadig sammen. Tingene var rigtig svære, da vi var teenagere. Så fandt vi sammen igen, og det har næsten været en form for terapi at finde ud af, hvem vi er nu, og hvad der skete dengang. Alt det har vi gjort nu, sagde Siobhán Donaghy i 2018 i podcastet 'Bottle Pop with Tom Aspaul'.

Så måske har Sugababes endelig fundet den opskrift, der på ny kan få pop-munde verden over til at løbe i vand.

Facebook
Twitter