Kan man arbejde tæt sammen med sin eks? Amanda og Mathias dannede et band, da de slog op

Duoen Jærv var kærester i fem år, inden de blev musikalske partnere i stedet.

Det er ikke alle kæresteforhold, der ender i drama, sårede følelser og jalousi, når de slutter.

Det er Amanda Glindvad og Mathias Pedersen Smidt levende beviser på.

De to aarhusianere nåede nemlig at være kærester i fem år, før de gik fra hinanden. Men i slutningen af forholdet satte de spontant en fælles baby i verden, som skulle vise sig at holde dem sammen efterfølgende.

En musikalsk baby ved navn Jærv.

Duoen, der startede ud som et soloprojekt for sanger og sangskriver Amanda Glindvad, men som fra start har haft producer og sangskriver Mathias Pedersen Smidt bag knapperne og i kulissen, udgav første single i 2015, og i sidste uge så debutalbummet dagens lys.

Jærv har netop udgivet singlen 'Signaler' sammen med debutalbummet. Lyt til den her:

Så makkerparret bag Jærv, der kender hinanden fra musikstudierne på Aarhus Universitet, har haft rigelig tid til at lægge samarbejdet på hylden. Men det har der altså ikke været anledning til. Og ifølge ekskæresterne selv har det handlet meget om stædighed.

- Vi besluttede os for, at det ikke skulle være et problem, og så blev det ikke et problem. Der er jo ikke gået to uger, hvor vi ikke har set hinanden. Hvis ikke vi havde været stædige, så havde vi nok ikke kunnet gøre det, fortæller Amanda Glindvad og fortsætter:

- Og hvis der havde været drama, havde vi nok haft en anden situation. Så havde vi måske ikke været sådan: 'Skal vi ikke starte en duo, det har jeg bare supermeget lyst til'. Men der er mange, der har været meget overraskede over, at vi har kunnet gøre det.

- Hvilket har overrasket mig, for er det virkelig så mærkeligt og unikt? Det er det åbenbart, supplerer Mathias Pedersen Smidt.

Jærv har eksisteret siden 2015, og selvom debutalbummet først er udkommet nu, har duoen spillet en lang række koncerter på de år, der er gået siden. (© Uffe Truust)

En fordel at være ekskærester

Duoen mener selv, at det faktisk har haft en lang række fordele at kende hinanden så godt på forhånd. Det har nemlig både effektiviseret deres kommunikation og gør, at de kan hjælpe hinanden i den kreative proces, når de laver musik.

- Vi er hurtige til at forstå hinanden, og nogle gange kan vi næsten gætte, hvor den anden vil hen med et eller andet. Og så har den indforståede jargon gjort det muligt at cut the crap, selvom det måske indimellem kan være svært for folk, der er med på sidelinjen, siger Mathias Pedersen Smidt.

- Den der høflige forsigtighed, man kan have over for mange venner, den har vi på ingen måder. Hvor man måske normalt ville sige: 'Kunne du prøve at spille noget andet?', siger vi: 'Det synes jeg ikke, du skal spille'. Det er mere direkte, og det kan være utroligt befriende, at der ikke er lang vej hen til det, man egentlig gerne vil sige, istemmer Amanda Glindvad.

De har flere gange oplevet, at brikkerne er faldet på plads hos folk omkring dem, når de har fortalt om deres fortid. Og at de endda er blevet en smule lettede.

- Jeg tror godt, man kan mærke på vores energi, at der ikke er så meget pis. Så det giver mening for folk, når de får det at vide. Bandet skulle for eksempel lige vænne sig til det. 'Gud, kan de godt tale sådan til hinanden', griner Amanda Glindvad.

Ifølge Mathias Pedersen Smidt (billedet) og Amanda Glindvad har deres tidligere forhold haft flere fordele end ulemper i arbejdet med Jærv. (© Uffe Truust)

En naturlig modningsproces

Og det er måske den direkte og indforståede tone, der har gjort duoen så produktive. Der er nemlig ikke gået et år siden dannelsen, hvor der ikke er landet enten en række singler eller en ep fra Jærv på streamingtjenesterne.

Derudover har de spillet en lang række koncerter på landets mindre scener og festivaler – og fik deres tv-debut i 2017, hvor de spillede for kronprinsparret og resten af Danmarks befolkning ved Kronprinsparrets Priser på DR1.

Se Jærvs optræden ved Kronprinsparrets Priser i 2017, hvor de spillede sangen 'Stille hjerte':

Men nu er det altså debutalbummet 'Kriger', det gælder. Og man kan måske undre sig over, at det først er kommet til verden fire år inde i duoprojektets foreløbige levetid.

Spørger man duoen, har de følt, det var en nødvendighed at løbe Jærv i gang med mindre udgivelser og at prøve lyden og sangskrivningen ordentligt af inden.

Jærv udsprang nemlig af en fælles lyst til at prøve noget helt nyt. For Mathias' vedkommende at producere og for Amandas at skrive sange på dansk.

Amanda Glindvad har nemlig tidligere skrevet sange, spillet og sunget på engelsk i andre musikprojekter, og Mathias Pedersen Smidt har sideløbende med Jærv og indtil for nylig spillet trommer i rockbandet I'll Be Damned.

- Vi havde ikke kunnet lave et debutalbum for to år siden. I hvert fald ikke et, der føltes lige så rigtigt. Hvis Amanda havde skrevet sange på dansk i 100 år, og jeg havde en lang erfaring som producer bag mig, så havde det måske været nemmere at springe ud i. Men det har været en naturlig modningsproces, fortæller den tidligere trommeslager.

Jærv er ikke duoens medlemmers første musikprojekt. De har begge læst musik på Aarhus Universitet og spillet i andre bands. (Foto: Presse © Playground Music)

Selvom de er klar over, at det nok er de færreste, der kommer til at lytte til det som et album, har det været vigtigt for duoen at skabe et sammenhængende værk. Også selvom de enkelte numre står fint for sig selv, forklarer Mathias Pedersen Smidt:

- Det er ikke et konceptalbum, men det er heller ikke bare de ti seneste sange, vi har lavet. De er tænkt ind i en større sammenhæng, som, jeg håber, kan give folk en følelse af, at der er en mening i helheden, som er mere end summen af parterne.

Sene aftener og store følelser

De er enige om, at udgivelsen af 'Kriger' er det største, der er sket for Jærv indtil videre. Processen omkring albummets tilblivelse har nemlig været intens i en sådan grad, at de har haft svært ved at afslutte den – og det har betydet mange sene aftener i studiet for de to musikere.

Og intensiteten afspejler sig på albummets sange, mener de. Det er ikke specifikke tematikker og budskaber, der dominerer, men derimod indeholder de mange følelser og sindstilstande.

Lyt til 'En anden drøm' fra Jærvs anden ep 'Smuk & Ond' fra 2017:

- Det er en konstant balancegang mellem ikke at gøre teksterne for kryptiske, så ingen forstår dem, men heller ikke så banale og direkte, at det ikke rammer nogen. Det skal være letforståeligt, men uden at skære noget ud i pap, siger hun.

- Det skal gerne kradse på vej ned igennem halsen, tilføjer Mathias Pedersen Smidt.

- Hvis du kan få folk til at sænke paraderne, kan du også ramme dem hårdere bagefter.

Facebook
Twitter