Kanye West smadrer internettet og slår verdensrekord med syret musikvideo

Rapperens video til nummeret 'I Love It' er i løbet af sin første uge på Youtube blevet set rekordmange gange.

Kanye West render i videoen til 'I Love It' rundt i et overdimensioneret skjortelignende kostume. (Foto: Screenshot for Youtube)

Kanye West har endnu engang taget internettet med storm – og denne gang er det ikke rapperens til tider lidt kontroversielle udtalelser, der har sat ham på dagsordenen.

For nyligt udgav West nemlig en musikvideo til nummeret 'I Love It' sammen med rapperen Lil Pump, og siden er videoen gået noget viralt.

I den syrede video ses Kanye West og Lil Pump iklædt to kæmpestore, firkantede skjorte-kostumer, og på fødderne har de et par kæmpe badesandaler af mærket Yeezy, Wests eget tøjmærke – en slet skjult hentydning til en episode, hvor Kanye West fik en del kritik for at have troppet op til et bryllup iført Louis Vuitton-suit og et par sandaler på fusserne, som så for små ud.

Kanye West (tv.) og Lil Pump ses her i musikvideoen til 'I Love It'. (Foto: Screenshot fra YouTube)

Videoen, der havde premiere 7. september, har faktisk været så populær, at den i løbet af den første uge siden lanceringen er blevet set mere end 76 millioner gange på Youtube – og det er de bedste streamingtal for en åbning af en hiphop-video på Youtube nogensinde. Det oplyser Lil Pumps pladeselskab i en pressemeddelelse.

Tidligere var det Childish Gambino og hans video til 'This Is America', der havde rekorden for bedste Youtube-åbning for en hiphop-musikvideo.

Ifølge pladeselskabet er sangen med Kanye West blevet afspillet mere end 115 millioner gange på tværs af forskellige musikstjenester - men der kan meget vel være andre grunde til musikvideoens massive succes end blot en god sang.

Op til videoens udgivelse indgik Kanye West nemlig et overraskende samarbejde med pornogiganten Pornhub.

Lyt til 'I Love It' her, mens du læser videre:

0:00

West arrangerede porno-prisshow

Hele den lumre affære startede, da West, som har to døtre og en søn med reality-stjernen Kim Kardashian, under et interview med talkshowværten Jimmy Kimmel blev spurgt om sin attitude mod kvinder havde ændret sig, efter han var blevet far til to piger.

- Næ, jeg bruger stadig Pornhub, lød det kække svar fra den kontroversielle rapper.

Det fik Pornhub, der er en streamingplatform for pornofilm, til at tilbyde West et livslangt medlemskab til hjemmesiden.

Senere blev det offentliggjort, at den 41-årige rapper skulle stå for at arrangere årets Pornhub Awards - et prisuddelingsshow, der hylder de største navne inden for pornobranchen.

Showet, der blev afholdt over temaet 'Et fotoshoot i år 6918', endte som en futuristisk og letter kaotisk affære, hvor cremen af pornobranchen hyldede hinanden imellem optrædener med letpåklædte dansere og forskellige rappere, her iblandt Kanye West selv.

Her ses pornoskuespilleren Abella Danger under sin takketale for prisen som 'Årets sprøjte-performer' ved Pornhub Awards 2018. I hånden har hun et trofæ designet af Kanye West. (Foto: Screenshot fra Pornhub)

West havde også designet de penis-lignende trofæer, som vinderen af kategorier som 'Årets gangbang-performer' og 'Årets mest veludrustede mand' kunne tage med hjem.

Og netop midt i virvaret af topløse værtinder og neonfarvede penistrofæer havde rapperen valgt at premiere videoen til 'I Love It', som altså nu kan bryste sig af en verdensrekord.

Mellem video-shoots og porno-priser har Kanye West dog også haft tid til at arbejde på ny musik. På Twitter meldte han for nyligt ud, at opfølgeren til pladen 'Watch The Throne', som han udgav sammen med rapperen Jay Z i 2011, skulle være på trapperne.

Facebook
Twitter