Karen Mukupa: ' Ingen Beyonce uden Aretha'

Danske musikere mindes afdøde Aretha Franklin, der havde "en helt ufattelig stemme".

  • Karen Mukupa spillede sidste år en hyldestkoncert til Aretha Franklin i forbindelse med hendes 75 års-fødselsdag. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)
  • (Arkiv) Aretha Franklin synger her på det legendarisk hotelt Caesars Palace i Las Vegas, Nevada. Billedet er fra den 13. juni, 1969. (Foto: handout © Scanpix)
1 / 2

Efter 76 år og 73 singler på den amerikanske hitlistes top-100 er sangerinden Aretha Franklin død.

Hun havde en stemme, der strakte sig over fire oktaver, og har haft flere singler end nogen anden kvindelig kunstner på hitlisterne i USA. Det er noget, der indgyder R-E-S-P-E-C-T.

Men det er særligt stemmen, Halfan E. Nielsen, mangeårig dansk musiker og producer, husker:

- Det er en helt ufattelig stemme, som man husker altid. Hun har været soundtracket til mit liv. Hun har været soundtracket til manges liv, siger han til DR Nyheder.

Hør Aretha Franklin-klassikeren 'You Make Me Feel (Like a Natural Woman)', mens du læser videre

0:00

- Jeg er ikke specielt meget til de der vanvittige fraseringer. Men Aretha kunne lige præcis det og så med soul - og stor streg under sjæl. Man kunne mærke hende. Man behøver ikke andet end at åbne munden, hvis man har den karma, hun har, så lytter folk, fortsætter Halfdan E.

En plads i musikhistorien

En af de danskere, der har prøvet kræfter med hendes sange, er sangerinden Karen Mukupa, også kendt under kunstnernavnet Miss Mukupa. Hun husker Aretha Franklins lyd og sange helt tilbage fra sin barndom:

- Jeg lærte hende at kende gennem min mor, som var fan af hende. Jeg tror, vi er mange, som har dyrket hendes musik og prøvet at synge hendes sange foran spejlet og sunget hendes numre i skolebands, skriver Karen Mukupa i en SMS til DR Nyheder.

Sammen med Benjamin Koppel, Marie Carmen Koppel og Maria Montell spillede Karen Mukupa en hyldestkoncert sidste år i forbindelse med Aretha Franklins 75 års-fødselsdag.

- At dykke ned i hendes musikalske univers var at gå igennem det ene guldnummer efter det andet, og man kan ikke fornægte hendes musikalske plads i historien, skriver hun og fortsætter:

- Ingen Beyonce uden Aretha.

En afroamerikansk stemme

Franklin blev som afroamerikansk sangerinde et billede på den frihedskamp, som mange farvede amerikanere kæmpede op igennem det 20. århundrede. Og på sin vis kulminerede den kamp i januar 2009, da Barack Obama blev taget i ed som USA's første farvede præsident.

Foran flere end en million tilhørere på The Mall i Washington, sang Franklin efter ønske fra Obama 'My Country Tis of Thee'.

- Hun havde et eller andet Malcom X over sig. Jeg skal ikke gøre mig superklog på racespørgsmålet. Men hun rager op sammen med Diana Ross og James Brown i den sammenhæng, siger Halfdan E.

Hvor Halfdan E fremhæver evergreens som 'Respect' og 'You Make Me Feel (Like a Natural Woman)', som sange han husker Aretha Franklin for, har Karen Mukupa en mindre kendt favorit:

- En af mine yndlingssange med hende hedder 'Day Dreaming', det er et af de første numre, hun selv skrev i sin karriere. Det er ikke et af de mest kendte, men allerede som 18-årig kunne man ikke komme uden om, at hun allerede dér manifesterede sig som souldronning nr. et!, skriver Mukupa.

Begge er enige om, at hun vil blive husket mange hundrede år frem.

Facebook
Twitter