Karl William deler personlig sorg i ny sang: 'Hvis man kan, skal man dele det'

Den danske sanger mistede pludseligt sin mor i januar og har erfaret, at det er umuligt at flygte fra sorgen i længden.

Karl William har netop udgivet sangen 'Comfortable', som handler om tabet af sin mor, sorgen og ikke mindst livet. (Foto: Jannick Boerlum)

Den danske sanger Karl William var godt i gang med ny musik. Der var et nyt album på vej, han havde fundet den musikalske retning, han nu ville gå i, og det store maskineri var sat i gang.

Han stod lige midt i udgivelsen af den nye sang 'Ren' tilbage i januar i år, da det mest ubærlige skete: Karl William mistede sin mor. Og med ét blev alt sat på pause – også musikken.

- Jeg var i en periode, hvor jeg ikke kunne finde ud af, om jeg syntes, det var rart, eller om jeg ikke syntes, det var rart at være i studiet, fortæller han.

Men Karl William fik alligevel mod på at genoptage sin sangskrivning og endte i studiet et par måneder efter tabet af sin mor.

Her blev han præsenteret for grundstenene til en sang. Det satte gang i noget indeni den 26-årige sanger, og pludselig flød ordene ud af ham.

Resultatet blev sangen 'Comfortable', som udkom fredag.

Lyt til 'Comfortable' med Karl William her:

0:00

- Det er lidt en underlig sang. Den handler på en eller anden måde om at prøve at flygte fra noget, man ikke kan flygte fra. Og så har den undertoner af at være dansabel. Det er en skizofren men smuk sang, som jeg er pissestolt af, fortæller Karl William om singlen, der betyder noget helt særligt for ham.

Alt kan ske på et splitsekund

Teksten til sangen kommer direkte fra hjertet, fortæller Karl William – midt i en tid, hvor tankerne har fyldt ekstra meget, og hvor han har været i tvivl om, hvor meget han var klar til at dele med omverdenen.

Men til sidst kom han frem til, at det gav mening for ham at bruge sin musik – sit arbejde og sin hobby – til at få "luftet ud" i tankerne og sætte ord på dét, der kan være svært at tale om.

- Det har haft en stor betydning, at jeg kunne lægge nogle af de her ord ned i en sang. Hvis man kan og er klar til det, så synes jeg også, at man skal dele det med folk. Det er en "alene"-følelse, som jeg tror, ekstremt mange mennesker deler.

Og netop derfor åbner Karl William op om sine egne følelser og tanker på sin nye sang. Tabet og sorgen har nemlig fået ham til at reflektere over, at han bør leve livet og nyde, at han har det lige nu og her. For det er aldrig til at vide, hvor længe det varer.

- Det er både for at minde folk og mig selv om, at man ikke skal sætte sig for godt til rette, for der kan komme et lyn fra en skyfri himmel. Alt kan ske på et splitsekund. Så man skal tænke over tingene og sætte pris på sine gode stunder, siger han.

Karl William bruger sin musik til at dele ud af sine følelser og tanker. Senere på året lander et nyt album fra den 26-årige sanger. (Foto: Jannick Boerlum)

Tilbage til rødderne

Allerede inden sin mors død havde Karl William brug for at tænke over, hvad han ville med sin musik.

Han var nået til et punkt, hvor det ikke var lige så sjovt at lave, som det var engang, og han frygtede, at det med tiden ville blive til "samlebåndsmusik". Men han har genfundet glæden ved musikken, og nu er der et album på vej.

Her forsøger han at finde tilbage til sine rødder i hiphoppen og R&B-musikken – den lyd, der inspirerede ham, da han begyndte at lave musik tilbage i Aarhus for mere end otte år siden.

- Jeg er nået tilbage til, at det klart er den lyd, jeg synes er rarest. Jeg havde glemt den her side af min måde at lave min musik på. Jeg havde gemt den væk i skyggen. Den "hiphoppede" side vil jeg gerne have skubbet frem igen, siger Karl William.

På albummet, der udkommer senere på året, vil både 'Ren' og 'Comfortable' være at finde blandt sangene. Og det handler om alt fra kærlighed, venskaber og karrieren – med andre ord alt det, der fylder mest i sangerens liv, fortæller han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk