23-årige Marcus hylder dansk musikikon med helt særlig tatovering: 'Han er en vinder, han kan det hele'

Sanger og sangskriver Marcus.wav har kroppen fuld af tatoveringer - blandt andet en hyldest til Thomas Helmig.

"Vi stopper ikke, før vi er større end Thomas Helmig", står der med blæk på Marcus Bjerrings lår.

Måske et lidt spøjst motto at få tatoveret for en 23-årig sanger og sangskriver, men ikke desto mindre står Marcus Bjerring, som laver musik under navnet Marcus.wav, helt og aldeles inde for tatoveringens budskab - også selvom den måske er lavet efter en del glas rødvin.

Han ser nemlig den folkekære popsmed Thomas Helmig som en stor inspiration.

- Han er en vinder, han kan det hele. Han er en sej fyr – både musikmæssigt og som person. Det kunne da være fedt at nå op på det niveau, fortalte han fredag i P3-studiet i programmet 'Ny lyd'.

Og han er da også efterhånden godt på vej. For en måned siden blev han nemlig udråbt som en af vinderne i dette års KarriereKanonen, og han har for nylig hittet på 'P3 Listen', varmet op for Julias Moon og har flere koncerter i kalenderen.

Den ultimative drøm for Marcus.wav er netop det, Thomas Helmig er kendt for: at ramme den brede befolkning. Han ønsker nemlig på længere sigt, at det ikke kun er hans jævnaldrende, der dukker op, når hans navn står på plakaten ude på landets scener.

- Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at det ikke kun er unge mennesker, der tager til vores koncerter, men at de også tager deres forældre med. Og det kan være sådan en familieudflugt, hvor de også kan lave mosh-pits, sagde sangeren i radioen.

Men i første omgang drømmer Marcus.wav om at nå dertil, hvor han ikke længere skal knokle på flere forskellige arbejdspladser for at betale regningerne, der hver måned dumper ind ad døren, så han i stedet kan bruge endnu mere tid på musikken.

- Den største drøm er egentlig at kunne leve af det og betale min husleje, så jeg ikke er så fucking broke hele tiden. Det ville være dejligt at kunne fokusere på det uden at skulle tænke på penge hele tiden, sagde han.

Se Marcus.wav optræde med nummeret 'Happy Life' i 'Ny lyd' på P3 videoen øverst.

'Fuck folkeskolen'

Selvom musikdrømmen fylder det meste hos den 23-årige sanger, er det dog ikke kun her, han udtrykker sig.

Marcus.wav er ikke bleg for at vise sine tatoveringer frem. Der er mange historier at gå på opdagelse i. (Foto: Hedda Ryssad © DR)

Helmig-tatoveringen er nemlig langt fra det eneste blæk-værk, der pryder Marcus.wavs krop. Sangerens resterende tatoveringer består blandt andet af fuck-fingre på overarmen, en krokodille på brystet og ordene "fuck depression" med store blokbogstaver på ryggen.

Og selvom flere af dem - inklusiv Helmig-hyldesten - er lavet med promiller i blodet, har han ikke fortrudt en eneste af dem.

- Da jeg fik lavet "fuck folkeskolen", var jeg megastiv. Men den mener jeg også i dag, når jeg er ædru. Folkeskolen er noget lort. Det var en hård tid, og det tror jeg, der er mange, der også har oplevet, fortalte Marcus.wav i radioen.

Folkeskolen er dog heldigvis et overstået kapitel for sangeren, som efter at have vundet KarriereKanonen har masser at se til. Han skal blandt andet spille koncert på spillestedet Vega i København til oktober.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk