Ingen resultater

Han har altid stået i baggrunden: Nu vil Rasmus selv være i front for musikken

Rasmus Rydahl har blandt andet spillet guitar for Jacob Dinesen.

27-årige Rasmus Rydahl er vant til at spille på landets store scener som guitarist. Men nu vil han selv stå i front.

Rasmus Rydahl har spillet guitar, siden han var ti år gammel.

I løbet af sine 27 år har han flyttet landet rundt med musikken som drivkraft.

Først fra Esbjerg, hvor han kommer fra, til Odense for at gå på MGK (musikalsk grundkursus, red.) efter gymnasiet. Dernæst til Aarhus for at læse en bachelor i guitar på musikkonservatoriet. Og til sidst til København, hvor han nu arbejder som musiker.

Rasmus Rydahl lever af at spille guitar og turnerer med andre danske kunstnere, heriblandt hitsangeren Jacob Dinesen. Men ved siden af studierne og koncerterne har han stille og roligt arbejdet på sit eget.

KarriereKanonen

  • KarriereKanonen er et talentudviklingsforløb og en konkurrence for nye musikalske talenter.
  • KarriereKanonen er et samarbejde mellem DR, Smukfest og Bandakademiet.
  • Hvert år udvælges 12 navne med et særligt talent, som har uploadet musik til dr.dk/kanon.
  • De tre endelige vindere findes på Smukfest i Skanderborg i august.
  • Læs mere og upload på dr.dk/kanon .

- Jeg har brugt lang tid på at dygtiggøre mig og finde ud af, hvordan, jeg synes, musikken skal være. Der har været mange år bag en lukket dør. Jeg skulle frem til noget, jeg tror 120 procent på. Produktet skulle være i orden, inden jeg gik ud med det. Man skal fandeme stå ved det, siger han.

Jobbet som guitarist for andre musikere har resulteret i, at Rasmus Rydahl allerede har kunnet sætte flueben ved en lang række guitardrømme, såsom at spille for fulde huse. Og det har givet ham mulighed for at komme vidt omkring i forskellige musikalske genrer.

Men det har især også givet ham blod på tanden til at gøre noget seriøst ved sin egen sangskrivning.

- Jeg tror altid, jeg har vidst, at jeg skulle lave min egen musik. Men et er at tænke det, og noget andet er at gøre det. Men det er nødvendigt, hvis jeg skal fortsætte med at være musiker - så skal jeg også selv op foran. Ikke kun spille andres musik, fortæller Rasmus Rydahl, som i denne uge er Ugens Kanon i talentudviklingsforløbet KarriereKanonen.

(Foto: Anette Rydahl © dr)

Drømmen er at nå ud til et stort publikum. Han vil gerne spille koncerter og måske engang leve af sin egen musik.

- Jeg synes, jeg har noget at byde ind med. Jeg vil fucking gerne have, det skal være stort. Man må sgu gerne være lidt blåøjet på det punkt og bare klø på.

Skriver på dansk

Rasmus Rydahl får radiodebut i denne uge med sin første single 'Stå for dig'.

Ugens Kanon

  • Hver uge udvælges en sang med et særligt potentiale af den musik, der uploades til KarriereKanonen på dr.dk/kanon .
  • Ugens Kanon udvælges af P3-vært Pelle Peter Jensen og musikansvarlig på P6 BEAT Casper Bach Hegstrup.
  • Ugens Kanon spilles på P3 og P6 BEAT.

Sangen er skrevet efter et brud med en kæreste og handler om, at den slags er svært. Og om, at det er en udfordring at være noget for andre mennesker, når man ikke kan finde ud af at være god ved sig selv.

- Nogle gange er det sgu bøvlet at være menneske. Det er banalt, men det er noget, alle kender til. Teksten er kort, men den siger det, som det er, forklarer han.

Det er vigtigt for ham, at der er noget gods i teksterne; nogle lag og niveauer at arbejde med, når man skal have egne følelser og erfaringer ned på papir. Det, synes han, det danske sprog er helt genialt til.

- Der er meget mere at arbejde med, når man skriver på sit modersmål. Jeg elsker at dyrke det. Jeg startede egentlig på engelsk, men i processen kom jeg ret hurtigt frem til, at det skulle være på dansk. Jeg havde alt for stor afstand til det, jeg skrev på engelsk, synes jeg. Det blev mere nært på dansk.

Det er vigtigt for ham, at teksterne er enormt ærlige, og at lytteren forhåbentlig kan mærke mennesket bag. De handler om ham og de ting, der foregår i hans liv. Det er også grunden til, at Rasmus Rydahl laver musik i eget navn.

- Der skal ikke være noget alias eller noget. Det skal bare være mig.

  • Mail
  • Twitter
  • Facebook
  • Seneste nyt

    Flere
    --:--
    --:--