Ingen resultater

PATINA giver dig lo-fi pop om den svære kærlighed

Ugens Kanon bringer 80'er-lyden tilbage på usandsynlig fin manér.

Hvordan lyder det, når tre tidligere trommeslagere fra Svendborg beslutter at kaste sig ud i indiepoppens univers og krænge deres frustration over kærligheden ud? Det giver PATINA dig svaret på på nummeret ’miner_paa_papir'.

Søren, Gregers og Mads er i starten af 20’erne og har kun eksisteret som PATINA i knapt et år. De tre svendborgensere har masser af ungdommelig energi og masser af følelser, og det er en rigtig god cocktail, hvis man vil skrive et nummer om kærlighed, de udfordringer og den desperation, der følger med.

Med en virkelig flot poetisk lyrik beretter ’miner_paa_papir’ om de misforståelser, der kan bygge sig op over tid og om de usagte ord, der til sidst kan eksplodere som miner ud af ingenting.

Det er samme smerte, samme naivitet og samme følsomhed, man finder hos navne som Hong Kong og Barselona, og den lækre lo-fi- og indielyd vækker associationer til Vellness Pladers produktioner.

Ugens Kanon projicerer kærlighedens banaliteter ud på et lærred af 80’er-lyd og med en vokal og et catchy beat, du får lyst til at høre igen. ’miner_paa_papir’ er et virkelig godt og velproduceret nummer, der minder os om, at vi – uanset hvor besværlig kærligheden end bliver – altid trygt kan forelske os i musik. Tak, PATINA!

5 kanon(hurtige) spørgsmål:

Hvilket musikikon ville I helst lave et collab med, og hvorfor?

- Vi har slet ikke nået at drøfte, hvem vi gerne vil samarbejde med, men vores øjne og ører er ganske opmærksomme på Connan Mockasin, The Minds of 99 og Lille Høg. Mockasin for sin alternative tilgang til sangskrivning og kompositioner. The Minds of 99 for sine energiske, inspirerende og livgivende liveshows. Og Lille Høg for sit virke som en af de dygtigste og mest dynamiske producere i nyere tid.

I skal på verdensturne, hvilke tre personlige ting tager I med i kufferten?

- En tweaked udgave af softwaresynthesizeren “16 mm Dream Sequence”, en flightcase med alverdens percussion og et anker Odense Classic.

Hvilken musik-oplevelse står stærkest i jeres hukommelse?

- En søndag aften i et kælderstudie i Svendborg efter flere timers stilstand i kreativitet lyttede vi til Connan Mockasins mesterlige ‘Forever Dolphin Love’, der i sine 10 minutters varighed dragede os hen i nye dimensioner. Det kom der et nummer ud af, som er med på vores kommende EP.

Hvad er det dårligste råd, I har fået?

“Man skal ikke sætte sig mellem to stole.”

Hvad drømmer I om?

- At skabe en Danmarksturne i foråret/sommeren 2019.

PATINA lytter også til…

Frida Diamant - Gigantisk Jeg .

Supersejt nummer! Powerfuldt, stort og flot komponeret. Dejlig råt, men samtidig gennemført. Tager på en eller anden måde tankerne tilbage til 90’erne. Og så aner man en snært af et konstruktivt syretrip á la The Brian Jonestown Massacre - bare på dansk og med sublim tambourinteknik! I øvrigt et dejligt nummer at drikke en øl til.

  • Seneste nyt

    Flere
    --:--
    --:--