Ingen resultater

Kan man lave et band af to trommeslagere og en bassist? Det gjorde Emil, Rohat og Niels

Et af medlemmerne i bandet Amae måtte droppe trommerne og bliver nu forsanger.

Mændene bag det spritnye indiepopband Amae har længe leget med tanken om at lave musik, de selv har kontrol over. (Foto: Rikke Kjær)
Vi anbefaler

Oh Land, Fallulah, Nabiha og Sebastian Lind.

Det er bare nogle af de musikere, Emil Andersen, Niels Hilmer og Rohat Everløff har spillet musik og turneret sammen med hver især. Både på de store scener i Danmark og på den anden side af landets grænser.

De tre musikere har kendt hinanden, siden de var helt unge, og har spillet musik så længe, de kan huske.

En gennemgående ting for dem alle tre har været, at de har udført nogle roller i forskellige bands som instrumentalister og har derfor ikke haft indflydelse på de store linjer i musikken.

KarriereKanonen

  • KarriereKanonen er et talentudviklingsforløb og en konkurrence for nye musikalske talenter.
  • KarriereKanonen er et samarbejde mellem DR, Smukfest og Bandakademiet.
  • Hvert år udvælges 12 navne med et særligt talent, som har uploadet musik til dr.dk/kanon.
  • De tre endelige vindere findes på Smukfest i Skanderborg i august.
  • Læs mere og upload på dr.dk/kanon .

- Vi har spillet, hvad vi blev bedt om at spille. Der en fortolkningsgrad inden for den rolle, man har, men der er grænser for, hvad man kan gøre, fortæller Emil Andersen.

Men efterhånden blev de mættede af livet på turné og af at spille andres musik. Der var andre ting i livet, der trak. Derfor lukkede de gradvist ned for musikken og tog hul på tilværelser som studerende.

- Det var helt klart en aktiv beslutning at tage en pause fra musikken. Og vi har heldigvis koordineret det alle tre, siger Rohat Everløff med et glimt i øjet.

- Det føltes også som en ret naturlig beslutning. Jeg havde spillet meget og begyndte at interessere mig for andre ting, så det var naturligt at give lidt slip på den drøm og give rum til noget andet, istemmer Niels Hilmer.

(Foto: Amae © dr)

Fra trommer til frontmand

Efter en årelang pause begyndte de tre venner at lege med tanken om at starte deres eget projekt, hvor de selv kan styre, hvad der skal ske, og hvordan musikken skal lyde.

Det har resulteret i indiepopbandet Amae, som i denne uge er blevet udvalgt som Ugens Kanon med nummeret 'Ruthless' i talentudviklingsforløbet KarriereKanonen.

Ugens Kanon

  • Hver uge udvælges en sang med et særligt potentiale af den musik, der uploades til KarriereKanonen på dr.dk/kanon .
  • Ugens Kanon udvælges af P3-vært Pelle Peter Jensen og musikansvarlig på P6 BEAT Casper Bach Hegstrup.
  • Ugens Kanon spilles på P3 og P6 BEAT.

Musikken er en stor del af deres identitet, så det var naturligt at tage fat på den igen, mener de. Men hvordan laver man lige et samlet band ud af to trommeslagere og en bassist?

Blandt andet ved at fjerne den ene trommeslager fra sine trygge rammer og placere ham i front.

- Jeg er vant til at spille trommer. Jeg har ikke sunget før, og det, synes jeg, er sindssygt grænseoverskridende, fortæller Emil Andersen, som er frontmand og sanger i Amae.

Det var egentlig meningen, at bandet skulle have en kvindelig sanger i front for at få et feminint udtryk. Men da Emil Andersen prøvede sangene af, lød det alligevel så fedt, at bandet tog en beslutning om at lade ham synge.

- Vi har brugt rimelig lang tid på vokalen, og jeg har endnu ikke haft lyst til at tordne og brøle og frasere helt vildt. Det er det, 'Ruthless' handler om; at ville bryde ud musikalsk, men samtidig konstant have bånd på sig selv og ikke turde give slip.

Kvalitet fra A til Z

Det gennemgående i bandets lyd er kvaliteten, fortæller de. De giver sig nemlig god tid til at gøre tingene ordentligt. De eksperimenterer og har ikke travlt. Det må gerne blomstre stille og roligt op, er de enige om.

- Vi sælger ikke skindet, før bjørnen er skudt. Vi fokuserer på, at det skal være lækkert. Det skal være kvalitet fra A til Z, erklærer Emil Andersen.

(Foto: Collage/Rikke Kjær © dr)

- Vi har også en erfaring, vi ikke havde dengang. Nu er vi nok mere voksne, og det, tror jeg egentlig, er meget sundt, når man træder ind i et nyt musikprojekt, siger Rohat Everløff.

Emil Andersen, Rohat Everløff og Niels Hilmer er enige om, at deres erfaring og venskab er en stor fordel for det musikalske samarbejde, de har skabt og stadig videreudvikler.

I det kommende år arbejder de på at udgive en ep og at indtage landets scener igen – nu med deres egen musik.

- Det fede er, at vi kender hinanden sindssygt godt. Det er et ret stærkt fundament, det her band bygger på, fortæller Emil Andersen.

- Det her har en kerne, og den energi og indsigt, vi har i hinanden og hinandens musiksmag og præferencer, dét er solidt.

  • Mail
  • Twitter
  • Facebook
  • Seneste nyt

    Flere
    --:--
    --:--