Ingen resultater

Tobias Albert er Danmarks nye pop håb, intet mindre

Ugens Kanon er en så stærk popsang, at du godt allerede nu kan forberede dig på at du får lyst til at trykke repeat på nummeret resten af ugen!

Vi faldt på røven over pedal loops og en selvsikker stemme, da vi først trykkede på nummeret Posing Like A Model! Her er en Ugens Kanon, der ved hvor pop-skabet skal stå. Og det skal stå præcis lige dér midt i mellem simple, men catchy, tekster og absolut ørefængende omkvæd på repeat. Det er Tobias Albert der stiller skabet, på nummeret Posing Like A Model, og han gør det så godt, at vi godt tør bede Christopher om at se sig bekymret over skulderen.

Hvad er Ugens Kanon?

  • Hver uge bliver ét nummer udvalgt til Ugens Kanon, blandt alle uploadede numre.
  • Hvorfor? Fordi vi gerne vil sætte fokus på den musik, vi synes, er ekstra god.
  • Hvad betyder det? Nummeret får airplay i udvalgte programmer på P3 og P6 BEAT, samt redaktionel omtale på alle KarriereKanonens platforme og på dr.dk.
  • Hvem udvælger? Det gør P3-vært Pelle Peter Jensen og P6 BEAT-vært Casper Bach Hegstrup.
  • Vil du være Ugens Kanon? Upload din musik nu!

Tobias Albert hedder helt borgerligt Tobias Albert Saabye Krabbe, men har kun beholdt de to første navne, for at det skulle være mere internationalt. 20 år og går stadig i gymnasiet, men musikken skal nok ende med, at tage ham langt uden for Danmarks grænser. Og selvom udsynet karriere-mæssigt er stort, så starter historien til Ugens Kanon i det helt jordnære. Nummeret handler om, at man ikke kan finde den rette. Altså den rette at blive forelsket i, og i takt med man bliver mere forvirret og frustreret over manglen på det, ender man måske med at tænke at det er én selv der er noget i vejen med. Er det lidt for højtravende for dig, så bare rolig, for på en måde så handler sangen også om at have tømmermænd, og det er en tanke Tobias Albert har haft det lidt sjovt med under indspilningen af sangen. Så når du om lidt trykker play igen, så kan du jo selv vælge om den skal handle om forvirret kærlighed eller tømmermænd. Lige meget hvad er du garanteret et solidt pop hit.

5 (kanon)hurtige spørgsmål

Hvilket musik-ikon ville du helst lave et collab med, og hvorfor?

- Pharrel Williams ville være en stor oplevelse at arbejde sammen med. Jeg er meget inspireret af hans tilgang til at skabe musik og hans evne til at arbejde med vidt forskellige typer af kunstnere. Udover det kunne det være rimelig svedigt at bikse noget sammen med Noah Carter.

Du skal på verdensturne, hvilke tre personlige ting tager du med i kufferten?

- En kendama (det er et japansk trælegetøj som er ret sejt hvis man kan finde ud af det), mine lydtætte earbuds , så jeg kan høre musik uforstyrret, samt en dagbog til at dokumentere alle de vilde oplevelser!

Hvilken musik-oplevelse står stærkest i din hukommelse?

- Det var dengang jeg var 14 år og jeg så min bror spille klaver i en blues sang. Jeg husker det tydeligt da jeg var så forbløffet og fortryllet, haha. Jeg var lige startet på efterskole og min mor havde købt en guitar til mig året inden som jeg ikke gad at spille på. Det ændrede sig så rimelig hurtigt efter den oplevelse.

Hvad er det dårligste råd du har fået?

- ”Lær at spille guitar, pigerne vil elske dig for det” – Det passer overhovedet ikke, der er så meget andet der også får mennesker til at skabe kontakt med hinanden. Men af en eller anden grund er der mange der stadig tror at guitarister har en fordel på det punkt.

Hvad drømmer du om?

- Jeg drømmer om at blive inspireret og at inspirere så mange mennesker som muligt og skrive sange som ikke blot forbliver mine egne. Når andre mennesker der hører dem forbinder dem til et stærkt minde eller en lykkelig oplevelse, det er dér musikken får sit eget liv.

Tobias Albert lytter også til…

God karma kommer hele vejen rundt, når vi spørger Ugens Kanon, om de vil anbefale et andet nummer fra sitet. Her er hvad Tobias Albert synes du OGSÅ bør lytte til.

Vi anbefaler

- Jeg vil helt klart anbefale kunstneren ZublimE og hans nummer ”The King” som har et ambitiøst og ægte budskab.

  • Mail
  • Twitter
  • Facebook
  • Seneste nyt

    Flere
    --:--
    --:--